Det brune Skapulars fællesskab
Optagelse i skapular- fællesskabet
For snart mange år siden blev jeg medlem af Karmels skapular-fællesskab, og siden da har jeg haft et meget tæt forhold til Karmeliterordenen. Hver dag har jeg taget skapularet på som en obligatorisk del af min påklædning, og det har på en helt konkret måde givet mig en oplevelse af at være en del af en familie, Guds familie.
Den forpligtelse til bøn, fordybelse og næstekærlig adfærd, som følger med, når man bliver optaget som medlem, bliver en rettesnor for hele ens tilværelse. Den giver livet mening og struktur i en rodløs og individualiseret verden.
For mig personligt blev min optagelse i Karmels skapular-fællesskab således begyndelsen på et nyt og rigere liv.
det praktiske
Man bliver kun optaget i skapular-fællesskabet en gang, og dette gøres ved en enkel liturgisk handling udført af en præst.
Ritualet for optagelse i Skapular-fællesskabet består af følgende dele:
Introduktion, velsignelse af skapularet, overlevering og bøn over den eller de personer, der bliver optaget i fællesskabet.
Bekræftelsen skal sendes til os eller et andet karmeliter kloster for at vedkommende kan blive registreret i skapular-fællesskabet.
Beslutningen om at modtage det brune skapular af Karmel kom fra hjertet. Det er også klart, at der er en vidunderlig linje af åbenbarelse gennem denne orden.
At bære skapularet på mig er en del af min forpligtelse til tilgængelighed, opmærksomhed og kærlighed til Kristus.
Vi havde et stort ønske, at på en eller anden måde at være mere knyttet til Karmel.
Vi havde lange samtaler med broder Martinus fra Norraby kloster og efter grundig undervisning modtog vi skapularet med en særlig velsignelse.
Det, at vi nu på en særlig måde er i familie med Karmel, er en nådegave.
I vore daglige bøn kan vi nu bede for søstrene om nye kald og søstrene, det er vi klare over, også beder for os. Vi har brug for hverandre.
Den, som vil tilslutte sig Vor Frues store ordensfamilie på denne måde,
kan henvende sig til Karmeliternonnerne i Hillerød
eller til Karmeliterbrødrene i Skåne:
Karmelitbröderna
Norraby 1299
S-26875 Tågarp
karmel.se/karmelitbroderna/
Skt. Johannes Paul II
og skapularet
Uddrag fra Skt. Pave Johannes Paul II's brev til karmeliterne
Det intensive Maria-liv, som kommer til udtryk i tillidsfuld bøn, begejstret lovprisning og ivrig efterfølgelse, lader os forstå, hvordan den mest genuine andagt til den hellige Jomfru, konkretiseret i skapularets ydmyge tegn, er indvielsen til hendes Uplettede Hjerte.
Således vokser der i hjertet et fællesskab og en fortrolighed med den hellige Jomfru frem, som bliver stadig mere inderlig, som en ny måde, hvorpå vi kan leve for Gud og her på jorden lade den kærlighed, som Sønnen, Jesus nærede til sin Moder Maria, leve videre.
Læs videre
Ved at den fromme brug af skapularet vandt udbredelse, blev denne Karmels rige marianske arv en rigdom for hele Kirken. Takket være dens enkelhed, dens værdi på det menneskelige plan og dens tilknytning til Marias rolle i forhold til Kirken og menneskeheden, blev denne andagtsform så inderligt og alment modtaget af Guds folk, at den fik sit udtryk i festdagen den 16. juli ifølge den universelle Kirkes liturgiske kalender.
Skapularet som tegn udgør en talende syntese af den marianske spiritualitet, som giver næring til de troendes fromhedsliv og gør dem opmærksomme på den hellige Jomfru og Moders kærlige nærvær i deres liv. Det er først og fremmest en ”ordensdragt”.
Den som modtager skapularet forenes i større eller mindre omfang med karmeliterordenen og vier sig til Marias tjeneste til gavn for hele Kirken.
Den som bærer skapularet ledes altså ind i Karmels land for at ”nyde dets overflod af frugt” og erfare Marias ømme og moderlige nærvær i sin daglige stræben efter at iklæde sig Jesus Kristus og lade ham blive synlig i sit liv, til gavn for Kirken og hele menneskeheden.
Der er to sandheder, som skapularet minder os om. Den ene er den hellige Jomfrus stadige beskyttelse, ikke kun på vor vej gennem livet, men også i det øjeblik, hvor vi går over til den evige herlighed i dens fylde. Den anden er indsigten om at andagten til Maria ikke kan indskrænkes til bønner og andagtsøvelser ved visse lejligheder, men at den må blive en ”klædning” som giver en varig retning til hele det kristne liv og væves sammen af bøn og åndeligt liv ved hjælp af en trofast brug af sakramenterne og den konkrete udøvelse af de åndelige og fysiske barmhjertighedsgerninger. På denne måde bliver skapularet et tegn på den ”pagt” og det gensidige fællesskab, som råder mellem Maria og de troende.
På en konkret måde udtrykker det, hvad Jesus gjorde, da han på korset gav sin Moder til Johannes og gennem ham til os alle samt overgivelsen af den elskede apostel og os alle til hendes omsorg, som blev vor åndelige Moder.
Et strålende eksempel på den marianske spiritualitet, som i det indre former mennesker og danner dem til lighed med Kristus, den førstefødte blandt mange brødre, er det vidnesbyrd om hellighed og visdom, som er gået i arv til os fra så mange karmeliterhelgener, der er vokset op i Marias skygge og under hendes beskyttelse.
Også jeg har længe båret Karmels skapular ved mit hjerte. Udfra min kærlighed til vor Moder i himlen, hvis beskyttelse jeg til stadighed er bevidst om, er det mit håb, at alle karmeliter og de troende, som tillidsfuldt ærer hende som deres Moder, må vokse i kærligheden til Maria og lade nærværet af denne stilhedens og bønnens Kvinde stråle for verden, hun som kaldes Barmhjertighedens Moder, Håbets og Nådens Moder.
Med dette ønske giver jeg af hjertet min apostolske velsignelse til alle brødre, nonner, søstre, lægmænd og lægkvinder i den karmelitiske familie, som hengiver sig selv for blandt Guds folk at udbrede den sande andagt til Maria, Havets Stjerne og Karmels Blomst.
Vatikanet, den 25. marts, 2001
Johannes Paul II
Afrikas skapular-martyr
Salige Isidore Bakanja
Salige Isidore Bakanja er den første martyr af Vor Frue af Karmels brune skapular. Isidore Bakanja var en teenager fra Boangi-stammen i Zaire, Afrika. Han var både mild og ærlig samt fuld af iver og tapperhed i sin tro på evangeliet og Vor Frue.
Han konverterede til den katolske tro som 18-årig og blev straks en inderlig formidler af troen. Isidore havde dyb kærlighed til Jomfru Maria, hvilket han udtrykte med bøn, Rosenkransen og ved at bære det brune skapular.
Han kom til at arbejde som tjener på en gummiplantage. Hans arbejdsgiver, en agent der kaldtes Longange, hadede kristendommen og ville slippe af med troen, især fordi missionærerne forsvarede de indfødtes rettigheder. Ved en lejlighed beordrede han Isidore til at tage af skapularet, som han bar på sig. Det gjorde Isidore ikke – og næste gang kom det til at koste ham 25 piskeslag.
Ved en anden lejlighed anklagede Longange Isidore for at udbrede den kristne tro blandt de andre arbejdere. Manden fik et af sine mange raserianfald, hvilket endte med at Isidore blev brutalt pisket og banket.
Læs videre
Isidore var til sidst et komplet sår og lå i en pool af sit eget blod uden at kunne bevæge sig. Han blev hørt sige: “Han ville ikke, at jeg skulle bede til Gud. Han dræbte mig, fordi jeg sagde mine bønner. Jeg stjal intet fra ham. Det er fordi jeg bad til Gud.”
Isidore blev lænket og smidt i en lille hytte i ekstreme fysiske forhold, bl.a. fordi insekter bed i det åbne sår, som hans ryg var blevet. Lidt senere blev han smidt ud derfra fordi en inspektør var på vej. Denne kom til at redde Isidor – kortvarigt – fra Longanges hænder, da Isidore slæbte sig frem til inspektøren med to stokke, uden at kunne gå. Hans sår var betændte, de enorme lidelser varede seks måneder og til sidst var der intet der kunne redde ham.
Det fortælles, at Isidore sagde: “Jeg dør, fordi jeg er kristen.”
Isidore fortsatte sine bønner dag og nat og klagede aldrig. Den 24. juli 1909 fik han De Syges Salvelse og talte med to missionærer, der tilbragte tid hos ham. Isidore forklarede dem: “Han ønskede ikke, at jeg skulle bære skapularet. Han råbte ad mig, da jeg sagde mine bønner.”
De to missionærer anbefalede ham at tilgive sin forfølger, og Isidore sagde: “Jeg er ikke vred på den hvide mand. Han slog mig. Det er hans sag; det er ikke min. Han burde vide, hvad han laver. Bestemt, jeg vil bede for ham. Når jeg er i himlen, vil jeg bede meget for ham.”
I august 1909 trådte Isidore ind i himlen efter megen lidelse. Longange blev afskediget fra sin stilling, stillet for retten og dømt af en domstol. De lokale kirkelige myndigheder var overbeviste om, at Isidore blev dræbt pga. sin tro.
Da pave Johannes Paul II besøgte Afrika i 1980, sagde han om Isidore: ”Efter at have givet al sin fritid til evangelisering af sine brødre som kateket, tøvede han ikke med at tilbyde sit liv til Gud, stærk i det mod han fandt i hans tro og i den trofaste recitation af rosenkransen.”
Pave Johannes Paul II saligkårede Isidore Bakanja den 24. april 1994, og hans festdag fejres den 12. august. Isidore Bakanja er kendt som ‘Afrikas skapular-martyr’.
