En tekst af en karmeliternonne, Skt. Josefs Karmel
Kronen på det gigantiske skabelsesværk er skabelsen af mennesket. Det er først efter planters og dyrs skabelse, at han former menneskekroppen mellem sine hænder. I denne krop blæser han sin egen livsånd, og dermed skaber han mennesket med hendes sjæl.
Ligesom Gud er et mysterium, er den menneskelige sjæl et mysterium. Teresa af Avila har skrevet en hel bog om sjælen: “Sjælens slot”, og hun indleder ved at sige, at
“vores forstand, hvor skarp den end måtte være, næppe er i stand til at gribe det, da det heller ikke kan forstå Gud; for han har selv sagt, at vi er skabt til hans billede og lighed ”.
Sjælens skønhed
Hvilken glæde må ikke have opfyldt Gud i det øjeblik, da han endelig kan skabe mennesket og hendes sjæl! I den tændes noget af Guds eget liv, af hans intelligens og hans bevidsthed. Sjælen er et billede af ham. Dens kapacitet ligner Guds kapacitet. Sjælen er udødelig, den kan rumme Gud i hans evighed. Gennem den kan menneske og Gud indgå et intimt forhold til hinanden. Den menneskelige sjæl er skabelsens højdepunkt og Guds smukkeste værk, og gennem den adskiller mennesket sig radikalt fra dyr.
Hvis du ser på en lille babys øjne, ser du, hvad det betyder at have en sjæl. Et dyrs øjne afspejler ikke sådan en dybde, heller ikke intelligens eller skønhed. Mens kroppen er dannet af stof, skaber Gud sjælen direkte uden at bruge noget “materiale” fra skabelsen. Sjælen er skabt af Guds eget åndedrag (1 Mos 2,7). Den besidder fuldkommenhed og harmoni, der hører til den himmelske virkelighed. Den retfærdiges sjæl er intet andet end et paradis, hvor han (Gud) finder glæde. Teresa af Jesus skriver i Sjælens slot:
”Hvilke rigdomme der findes i denne sjæl, eller hvem der lever indeni denne sjæl, eller hvilken utrolig værdi den har, overvejer vi sjældent, og det er derfor, vi bryder os så lidt om at vie hele vores pleje til at bevare dens skønhed. Al vor interesse er rettet mod den klodsede ramme eller ydersiden af slottet, som er vores krop.”
Der er en anden skabelseshistorie i Det Gamle Testamente, i Ezekiel-bogen, der viser, hvad der sker, når mennesket er opfyldt af Guds Ånd:
”Så sagde (Herren) til mig: ”Profetér over disse knogler og sig til dem: I tørrede knogler, hør Herrens ord: Se, jeg vil igen lade ånden komme ind i jer, og I skal leve igen”… Jeg profeterede, som han befalede mig. Så kom ånden ind i dem, og de kom tilbage til livet og rejste sig op, en uendelig stor skare.” (Ezek. 37: 4-5, 10).
Mennesket rejser sig og står på fødderne – hun er ikke som dyrene, der vender mod jorden. Sjælen i hende løfter hende op og vender hende mod himlen. Sjælen tilhører Gud, den må stå over for sin Skaber for at leve i forhold til ham.
Elisabeth af Treenigheden kan lide at skrive om sjælens himmel, der afspejler Guds himmel:
”Gør min sjæl stille
gør den til din himmel,
til din elskede bolig og hvilested
Må jeg slå mig til ro i dig,
stille og i fred,
som om min sjæl allerede befandt sig i evigheden. “
Sjælen er skabt til at være et hjemsted for Gud, og den kan vokse. Det har kapacitet til at rumme ham. Johannes af Korset sammenligner i bogen ”Levende Kærlighedsflamme” sjælen med Gud ved at sige, at den
“skal være åben, inaktiv, rolig, fredelig og stille i overensstemmelse med Guds måde at være på”.
Hvis du i bøn ikke længere oplever Gud, kan det være, at han er sig selv i dig. Og han venter på, at du bliver dig selv som ham: stille, fredelig, inaktiv og åben. Så vil du opleve ham. Så er han hjemme hos dig. Din sjæl er så hans paradis, hvor han kan vandre og hans Ånd langsomt hviske med sit stille åndedræt.
Vi er skabt til at leve i denne himmel af vores sjæl, stille og i fred. I naturens fine og smukke skift kan vi ane et billede af sjælens skønhed. I sjælen er himlen allerede blevet givet os her på jorden.
Hvad gør vi med vores sjæl?
Sjælen kommer fra Gud selv. Alligevel er sjælen ikke “guddommelig”, det vil sige, at den er ikke en del af Gud eller en udstrømning fra Gud, for så var vi virkelig Gud. I stedet for er sjælen skabt, den er ikke Gud, og alligevel er den fuldstændig forbundet med Gud. Og på samme tid er den forbundet med kroppen.
Der er et samspil mellem sjælens bevægelser og fornemmelserne og reaktionerne i kroppen. Lige sådan er der et samspil mellem sjælen og Gud. Sjælen er som et mellemled; mellem på den ene side den åndelige, guddommelige virkelighed og på den anden side vores kropslige funktioner og den verden, der omgiver os.
Sjælens menneskelige dimension
Sjælen er sammensat af sjælskræfterne, også kaldt de 3 sjælsevner:
- Forstand
- Hukommelse
- Fri vilje
Vi har også vores mangefacetterede og nuancerede indre følelser; glæde, håb, smerte, sorg, vrede og frygt. Og vi har vores mere grundlæggende følelser af tryghed, mening og fællesskab, såvel som vi rummer hele vores underbevidsthed.
Disse faktorer udgør vores sjæleliv eller vores psyke, hvor vi tænker, reagerer og handler. Hver af disse faktorer findes kun som et forhold. Hver følelse er en reaktion på noget, den møder, enten direkte fra en ekstern kontakt eller gennem det, der er gemt i vores indre.
Vi anser det som en selvfølgelighed, at sjælens evner arbejder og fungerer selvstændigt: Jeg bruger min forstand og forstår. For at huske søger jeg i min hukommelse, hvad jeg har brug for at vide. Med min vilje realiserer jeg mine planer og mine ønsker, og med viljen elsker jeg.
Men sjælens evner er ikke skabt til at blive brugt på denne aktive, egenrådige måde. De er skabt til at blive brugt af Gud.
Vores åndelige udvikling er at overgive disse evner til ham, så han bliver deres “eneste Herre” som Johannes av Korset skriver i bogen ”Bestigningen av Bjerget Karmel”. Johannes av Korsets skrifter kan sammenfattes i denne forstand. På forskellige måder og fra forskellige perspektiver beskriver han, hvordan denne overgivelse kan ske.
Vores sjæl har, som Johannes af Korset siger, umådeligt dybe huler, skabt til at blive opfyldt af Gud. De er skabt til passivt at modtage. De er også som følsomme antenner designet til at opfange Guds impulser og således være fintfølende instrumenter for hans virke. Hele deres natur er rettet på at blive opfyldt af Gud og brugt af ham.
Her ser du allerede din spirituelle “vej” peget frem. I starten, før du oplever Åndens vejledning, forsøger du at bekæmpe din egoisme, at opbygge din personlighed, for at få orden i dit hus. Gradvist strømmer Helligånden ind i din indre bolig, og Sønnen overtager den mere og mere.
Så består til slut din indsats i at lade ham mere og mere styre alt, lade ham leve og virke i og gennem dig. Denne forsagelse er mere gennemgribende end den, som du udøvede, da du af din egen kraft forsøgte at forsage dig og “gøre” Guds vilje. Nu vil det være ham, der mere og mere virker i dig og gennem dig.
Sjælens guddommelige dimension
Når Faderen skaber dig, giver han sig selv til dig. Gud Faderen skaber mennesket ved at blæse sin egen livsånd ind i hende. Og denne Ånd er Helligånden. Din sjæl er skabt af Guds Ånd for at være Åndens helligdom. Apostlen Paulus skriver:
“Ved du ikke, at din krop er et tempel for Helligånden, som du har inden i dig?” (1 Kor. 6:19).
Denne ånd er Guds egen Ånd, og vores menneskelige ånd har kapacitet til fuldstændigt at opfyldes af Guds egen Ånd, så vi kan skrive vores ånd i både et stort Å og et lille å.
Frugten af Faderens given af sig selv er altid Sønnen og Ånden. Det er i dem; Sønnen og Ånden, som Faderen altid udgiver sig selv. Vi kan også sige det som følgende: Da Gud er kærlighed – og kærligheden giver sig selv – så er Gud sig selv ved at give sig selv. Og alt, hvad han gør, gør han ved at give sig selv. Derfor, når Faderen skaber mennesket, giver han til hende sig selv og sin rigdom, sin Søn og sin Ånd. Pave Johannes Paulus II hævder fast, at Gud både skaber og skaber på ny ved at give sig selv.
Faderen skaber os i sin Søns billede. Og hvad der gør os ligesom ham er, at vi ligesom ham skal fyldes med Ånden. Men vi har sat blokeringer til Helligånden. Vi vil hellere blive ledet af vores egen egenrådige ånd. Vi vil selv styre vort liv, selv bestemme hvad som er ondt og godt. Dette er den vigtigste betydning af syndefaldet. Og forløsningen indeholder blandt andet netop det, at Jesus igen indånder Helligånden i os.
”Modtag Helligånden.”
sagde Jesus til disciplene påskemorgen og åndede Helligånden ind i dem (Joh. 20:22).
Hele din person skal formes og gestaltes af de tre guddommelige Personers nærvær i dig. Hele vores åndelige udvikling handler om at lade Den Hellige Ånd indtage mere og mere plads i os. At vi trin for trin lader vores ånd fuldstændigt opfyldes af Guds Ånd. Dette er fundamentet i vores kristne antropologi. Kun på grundlag af denne sandhed kan vi få den rigtige forståelse af, hvem og hvad mennesket er.
Gud i centrum af sjælen
Hvis du vil finde Gud, behøver du ikke gå langt. Han er i dit eget indre.
”Søg din sjæl inden i mig, så finder du mig i dig.”
sang Teresa af Jesus – ja, der er han. Han er tættere på dig end du selv er. Vores antropologi viser dig vejen ind. Din dybeste dybde er en helligdom for Gud. Der er et sted i dig, der er fuldstændig ren, uberørt af al synd og utroskab. Det gælder for dig om at finde din vej derind og etablere dig der.
Johannes av Korset udtrykker det i ordene:
“Gud er sjælens centrum.”
Intet kan adskille Gud fra dig. I dét øjeblik ophører du med at eksistere.
Teresa af Jesus skriver:
”Solen selv, (Gud), der giver sådan glans og skønhed, er stadig i centrum af sjælen. Kilden og denne strålende sol, der er i centrum af sjælen, mister aldrig sin glans og skønhed. Dette er altid inden i hende, og intet kan fratage hende det.”
Da Elisabeth af Treenigheden lærte, at hele Treenigheden var i dybden af hendes sjæl, dykkede hun med det samme ned for aldrig at forlade denne helligdom igen. Hun havde fundet retningen i sit liv, og hun ville forblive det trofast livet ud. Alle hendes breve og skrifter taler om at leve i fællesskab med Gud, som er i vores sjæls himmel.
Sjæl eller ånd?
Den katolske Kirkes Katekismus har et afsnit om sjælen:
”Til tider skelner man mellem sjæl og ånd. Det gør Paulus, når han beder Gud “bevare jeres ånd og sjæl og legeme helt og holdent og uden dadel ved vor Herre Jesu Kristi komme!” (1 Tess 5,23).
Kirken lærer, at dette ikke indfører nogen todeling i sjælen.[20] “Ånd” betyder, at mennesket fra sin skabelse er rettet mod sit overnaturlige mål, og at dets sjæl, takket være nåden, kan ophøjes til samfund med Gud. (367)
Kirkens åndelige tradition lægger også vægt på “hjertet”, som i bibelsk forstand betyder “sjælens dyb” (Jer 31,33), hvor personen beslutter sig for eller imod Gud. (368)”
En generel, præcis beskrivelse af sjælens struktur er endnu ikke fundet. Man bruger udtrykkene “sjæl” og “ånd” lidt om hinanden. Gennem tiderne er forskellige teorier blevet præsenteret. Her er nogle eksempler.
Guds nærvær i os findes dybest inde i vor sjæl. Mystikerne har kaldt det for “sjælsgrunden”, Teresa af Jesus for “den syvende bolig” og Johannes af Korset for “den indre vinkælder” eller “sjælens centrum”.
Sjælsgrunden er bryllupskammeret, hvor Gud tog bolig, da han skabte mennesket, og hvor hun kaldes at vende tilbage til for at den endelige forening mellem Gud og mennesket kan ske. Den “indre vinkælder” i sjælens dyb er ikke direkte guddommelig, da ville mennesket være Gud selv, men Gud har sin bolig der.
Vores sjæl er skabt til at være en total åbenhed over for Gud, som selv er åbenhed. Vi kan sige, at vores ånd er kapaciteten i vor sjæl, gennem hvilken vi kan åbne os for ham og leve i forhold til ham.
Jo mere vi åbner os for Helligånden, jo mere strømmer Ånden ind i vores sjæl og opfylder os, hvilket betyder, at hele vores person bliver mere og mere involveret i Guds liv. Dette er den måde, vi udvikler os til at blive det fuldendte menneske, vi er skabt til at være.
“Gud blev menneske for at mennesket skulle blive Gud genom delagtighed i Guds natur”.
Vi kan også sige, at vores ånd ikke er et sted i sjælen, men en tilstand. Jo mere vi åbner os, vender os mod Gud og lader ham strømme ind i sjælen, jo mere lever vi i “ånden”, desto mere bliver sjælen “åndelig”, og vi lever et “åndeligt liv”. Hvis vi vender os væk fra Gud og bruger vores sjæls kapacitet egenrådigt og uafhængigt af Gud, forlader vi åndens domæne og lever i vores lille begrænsede jeg.
Mod fuld integritet
Din udvikling som menneske er, at Jesus får sin fulde plads i dig, og at Ånden opfylder dig, ligesom Ånden opfylder Sønnen. Jesus i dit dyb er diskret, han er mild. Han trænger sig ikke på. Han står ved døren og banker på, stille. Det er dig, der bestemmer takten af hans vækst i dig.
Du befinder dig mellem to poler: skabelse på den ene side og dine guddommelige gæster i din sjæls dyb på den anden side. Du kan opfylde din sjæl enten med Gud eller med skabelsen. Det er dig som bestemmer det. Det er dine tre sjælskræfter; fornuften, hukommelsen og viljen, der er portvogtere.
Dine sjælsevner kan enten som fangarme gribe fat i skabelsen og dit indre væsen opfyldes så af den. Så sker der med dig, som Teresa af Jesus skriver:
”Det er som at lægge et meget sort stykke stof over den strålende sol, der er i centrum af sjælen”.
Eller du kan målrette dine sjælsevner mod midten af din sjæl, hvor Gud bor.
Det umålelige guddommelige hav, som findes der, vil flyde ud og gennemtrænge hele din sjæl, hele din person og gennem dig hele universet. Til dette formål blev dine sjælsevner skabte; at blive fuldstændigt vendt mod Gud for at blive opfyldt af ham.
I det omfang du slipper grebet om alt i skabelsen, som du er knyttet til, strømmer Gud straks ind i din sjæl. Hvert møbel, du smider ud, skaber plads til ham, og han indtager dens plads i stedet.
Du regulerer takten på to måder: negativt ved at give afkald på det, du er knyttet til, eller positivt ved at åbne dig selv for Gud.