APOSTOLISK BREV
PATRIS CORDE
AF DEN HELLIGE FADER FRANS
OM DEN HUNDRED OG HALVTREDS TYVENDE ÅRSDAG FOR PROKLAMATIONEN AF DEN HELLIGE JOSEF SOM DEN UNIVERSELLE KIRKES VÆRNEHELGEN.
MED EN FADERS HJERTE: det er sådan Josef elskede Jesus, hvem alle de fire evangelier refererer til som ”Josefs søn”. [1]
Matthæus og Lukas, de to evangelister som taler mest om Josef, fortæller os meget lidt, men stadig nok til, at vi kan værdsætte, hvilken slags far han var, og den mission der var blevet ham betroet af Guds forsyn.
Vi ved at Josef var en beskeden tømrer betroede til Maria (cf. Mt 1:18, Lk 1:27). Han var en ”retsindig mand” (Mt 1:19), altid klar til at gøre Guds vilje som åbenbarede for ham gennem Loven (cf. Lk 2:22. 27. 39) og gennem fire drømme (cf. Lk 2:8-20). Efter en lang trættende rejse fra Nazaret til Betlehem, bevidne han Messias fødsel i en stand, ”for der var ikke plads til dem” andet sted (cf. Lk 2:7). Han så hyrderne (Lk 2:8-20) og de vise mænd (cf. Mt 2:1-12) tilbedelse, som repræsenteret givetvis Israels folk og hedninge folkene.
Josef havde modet til at blive Jesu plejefar, til hvem han gav det navn som englen havde fortalt: ”Du skal give ham navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Mt 1:21). Som vi ved, var det at give et navn til en person eller en ting, som Adam gjorde i beretningen i Første Mosebog (cf. 2:19-20), for oldtidens mennesker at etablere et forhold. I templet fyre dage efter Jesu fødsel, frembar Josef og Maria deres barn til Herren og lyttede med forundring til Simeons profet: vedrørende Jesus og hans mor (cf. Lk 2:22-35). For at beskytte Jesus fra Herodes, bosatte Josef sig som en udlænding i Egypten (cf. Mt 2:13-18). Efter at være vendt hjem til sit eget land, levede han i en lille ikke bemærkelsesværdig by Nazaret i Galilæa, langt fra Betlehem, hans fædrene by, og fra Jerusalem og templet. Om Nazaret blev der sagt ”der fremstår ingen profet” (Jn 7:52) og ”Kan noget godt komme fra Nazaret” (Jn 1:46). Da Josef og Maria mistede den tolvårige Jesus på en pilgrimsrejse i Jerusalem, søgte de uroligt efter ham, og fandt ham inde i templet, i diskussion med de skriftkloge.
Næst efter Maria Guds Moder, er ingen helgen nævnt oftere i det pavelige magisterium end Josef, hendes mand. Min forgængere reflekterede på budskabet gemt i den begrænsede information overrakt af evangelierne for at værdsætte endnu dybere hans centrale rolle i frelseshistorien. Salige Pius IX erklærede ham for ”Værnehelgen for den katolske kirke”. [2] Ærværdige Pius XII foreslog ham som ”Arbejdernes værnehelgen” [3] og den hellige Johannes Paul II som ”Frelserens Beskytter”. [4] Den hellige Josef er universelt påkaldt som ”værnehelgen for en salig død”.
Nu et hundred og halvtreds år efter hans proklamation som værnehelgen for den katolske kirke af salige Pius IX (8. december 1870), vil jeg gerne dele mine personlige refleksioner om den ekstraordinære person, så tæt på vor egen menneskelige oplevelse. For som Jesus sagde ”for hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med” (Mt 12:34). Mit ønske om at gøre sådant er vokset i løbet af disse måneder med pandemi, hvor vi midt i krisen har oplevet hvordan ”vore liv er flettet sammen og opretholdt af normale mennesker, mennesker som ofte bliver overset. Mennesker som ikke forekommer i nyheds- eller magasinoverskrifter, eller i det seneste TV program, men som i disse dage former de afgørende udfald af vores historie. Læger, sygeplejersker, butiksejere og medarbejdere i supermarkeder, social- og sundhedsmedarbejdere, medarbejder inden for den offentlige transport, mænd og kvinder som arbejder med at sikre folks essentielle ydelser og den offentlige orden: frivillige, præster, gudviede mænd og kvinder, og så mange andre. De forstår at ingen er sikker alene…
Hvor mange mennesker udøver ikke dagligt tålmodighed og giver håb, ved at sikre sig i ikke at sprede pandemien, men tage del i det fælles ansvar. Hvor mange fædre, mødre, bedsteforældre og lærer viser ikke vore børn, hvordan man gennem små dagligdags ting kan acceptere og håndtere en krise, ved at ændre ens rutiner se fremad og opmuntre bønspraksissen. Hvor mange er der ikke som beder, opofrer sig og går i forbøn for alles bedste” [6].
Hver af os kan finde i Josef – den mand som går ubemærket, en daglig diskret og skjult tilstedeværelse – en talsmand, støtte og guide i denne svære tid. Hellige Josef påminder os om at dem som fremstår skjulte eller i skyggen kan spille en afgørende rolle i frelseshistorien. Et ord af bekræftelse og taknemlighed tilkommer dem.
1.En elskende far
Den hellige Josefs storhed er, at han var Marias mand og Jesu far. På denne måde satte han sig selv, som beskrevet af den hellige Johannes Chrysostomos ”til tjeneste for hele frelsesplanen”. [7] Den hellige Paul VI pointeret at Josef konkret udtrykte hans faderskab ”ved at gøre hans liv til offertjeneste for inkarnationens mysterium og dets frelsende betydning. Han anvendte hans lovmæssige autoritet over Den Hellige Familie til at dedikere sig fuldstændig til dem i hans liv og arbejde. Han vendte hans menneskelige kald til kærlighed i hjemmet til et supermenneskeligt offer af ham selv, hans hjerte og hans evner, en kærlighed stillet til tjeneste for Messias, som opvoksede i hans hjem.
Takket være hans rolle i frelseshistorien, er den hellige Josef altid blevet æret som en far for det kristne folk. Dette er vist ved talrige kirker dedikeret til ham over hele verden, de mange religiøse institutioner, confraterniteter og gejstlige grupper inspireret af hans spiritualitet og bærende hans navn, og de mange traditionelle udtryk for fromhed til hans ære. Utallige hellige mænd og kvinder har lidenskabeligt hengivet sig selv til ham. Blandt dem var Teresa af Avila. Som valgte ham som sin forsvare og talsmand, søgte ofte tilflugt hos ham og modtog hvilken som helst nåde hun bad om af ham. Opmuntret af hendes egen oplevelse, overtalte Teresa andre til at kultivere andagt til Josef. [9]
Alle bønnebøger indeholder bønner til den hellige Josef. Særligt bønner til ham er ofret om onsdagen og særligt ved marts måned, som traditionelt er dedikeret til ham. [10]
Udbredt tillid til den hellige Josef kan ses på udtrykket: ”Gå til Josef”, som forudså hungersnøden i Egypten. Da egypterne tigget Farao om brød, sagde han tilbage: ”Gå til Josef, og gør hvad han siger til jer” (1 Mos 41:55). Farao refereret til Josef, Jakobs søn, som blev solgt ind i slaveri, på grund af hans brødres jalousi (1 Mos 37:11-28) og som – ifølge den bibelske beretning – senere blev statsholder af Egypten (1 Mos 41:41-44).
Som efterkommer af David (cf. Mt 1:16-20), af hvilket ophav Jesus skulle komme ifølge løfterne til David af profeten Nathan (cf. 2 Sam 7), og som Maria af Nazarets mand, står den hellige Josef som en bro mellem det gamle og nye testamente.
2. En omsorgsfuld og kærlig far
Josef så Jesus vokse dagligt ”i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker” (Lk 2:52). Som Herren havde gjort mod Israel, sådan gjorde Josef mod Jesus: han lærte ham at gå, ved at ved tage ham ved hånden. Han var som en far der løftede et lille barn op til sine kinder, bøjer sig ned til ham og giver ham føde (cf. Hos 11:3-4).
I Josef så Jesus Guds omsorgsfulde kærlighed: ”som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham” (Sl 103:13). I synagogen når salmerne er blevet bedt ville Josef med sikkerhed have hørt igen og igen, at Israels Gud er en Gud med omsorgsfuld kærlighed, som er god mod alle, ”hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger” (Sl 145:9).
Frelseshistorien virker ”med håb imod håb” (Rom 4:18), gennem vor svaghed. Alt for ofte tænker vi, at Gud kun virker gennem vores gode tilbøjeligheder, men størstedelen af hans planer sker gennem og på trods af vore svagheder. Derfor kunne den hellige Paulus sige: ”For at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: »Min nåde er nok, for min magt udøves i magtesløshed« (2 Kor 12:7-9).
Siden dette er en del af hele frelsesmysteriet, må vi lære at se på vores svagheder ed omsorgsfuld barmhjertighed. [12]
Den onde får os til at se og fordømme vore svagheder, hvorimod Ånden bringer den i lyset med omsorgsfuld kærlighed. Omsorg er den bedste måde at røre svagheden i os. Pege på og dømme andre er oftest tegn på en manglende evne til at acceptere vor egen svaghed, hvor egen skrøbelighed. Kun omsorgsfuld kærlighed vil frelse os fra Fjendens list (cf. Åb 12:10).
Det er derfor vigtigt at erfare Guds barmhjertighed, særligt i Forsoningens Sakramente, hvor vi oplever hans sandhed og omsorg. Paradoksalt nok kan den Onde også fortælle os sandheden, men han gør det kun for at fordømme os. Vi ved, at Guds sandhed ikke fordømmer, men tager i stedet imod os, omfavner os, opretholder os og tilgiver os. Denne sandhed viser altid sig selv for os som en barmhjertig far i Jesu lignelser (cf. Luk 15:11-32). Der kommer ud for at møde os, genoprette vor værdighed, rejse os og glæder sig over os, for som Faderen siger ”For min søn var død, men er blevet levende igen, han var fortabt men er blevet fundet” (Luk 15:24).
Selv gennem Josefs frygt virkede Guds vilje og hans frelsesplan. Josef lærer os, at det at tro på Gud indebærer, at han kan virke gennem vor frygt, vor skrøbeligheder og vor svagheder. Han lærer os at selv midt i livets uroligheder, må vi aldrig være bange for at lade Gud vise os vejen. Somme tider vil vi gerne have fuldstændig kontrol, men Gud ser altid det større billede.
3. En lydig far
Som han gjorde med Maria, åbenbarede Gud sin frelsesplan for Josef. Han gjorde det gennem drømme som i Biblen og for oldtidens folk, var anset for at være en måde hvorpå han gjorde sin vilje kendt.
Josef var dybt forundret over Marias mirakuløse graviditet. Han ønskede ikke ”at bringe hende i vanry” [14], så han besluttede sig for ”at skille sig fra hende i stilhed” (Mt 1:19).
I den første drøm, viste en engel sig for ham, for at hjælpe ham med at løse hans store dilemma; ”Vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus: for han skal frelses sit folk fra deres synder” (Mt 1:20-21). Josef svar kom med det samme: ”Da Josef var vågnet op af søvne, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham” (Mt 1:24). Lydighed gjorde det muligt for ham at overkomme sine vanskeligheder og skåne Maria.
I hans anden drøm, fortæller englen Josef: ”Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv der indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efterbarnet for at slå det ihjel” (Mt 2:13). Josef tøvede ikke med at adlyde, på trods af de besværligheder det måtte involvere: ”Han stod op, og mens det endnu var nat, tog barnet og dets mor og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død” (Mt 2:14-15).
I Egypten ventede Josef med tålmodig tillid på englens besked om, at det ville være sikkert at vende hjem.
I hans tredje drøm, fortalte englen ham, at de som stræbte barnet efter livet var døde og beordret ham, at stå op, tag barnet og dets mor, og drage tilbage til Israels land (cf. Mt 2:19-20). Endnu engang adlød Josefs straks. ”Han stod op og tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land” (Mt 2:22-23).
I løbet af hans lange rejse, ”Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring” – nu for fjerde gang – ”om at rejse til Galilæa, og der bosatte han sig i en by, som hedder Nazaret” (Mt 2:22-23)
Evangelisten Lukas fortæller, hvordan Josef undertog sig den lange og svære rejse fra Nazaret til Betlehem, for at lade sig indskrive i hans families oprindelige by ved kejser Augustus folketælling. Der blev Jesus født (cf. Lk 2:7) og hans fødsel, som et hvert andet barn blev indskrevet i imperiets folkeregister. Den hellige Lukas er særligt fokuseret på at fortælle os, at Jesu forældre overholdte alle forskrifterne i Loven: Jesu omskæring, Marias renselse efter at have født, frembærelsen af den førstefødte (cf. 2:21-24). [13]
I alle situationer viste Josef sin egen autoritet, ligesom Maria ved Bebudelsen og Jesus i Getsemane have. I hans rolle som familiens hoved, lærte Josef Jesus at være lydig mod sine forældre (Lk 2:51) ifølge Guds forskrifter (2 Mos 20:12).
I løbet af de skjulte år i Nazaret, lærte Jesus af Josef at gøre Faderens vilje. Det skulle være hans daglige mad (Jn 4:34). Selv i det mest svære øjeblik i hans liv, i Getsemane have, hvor Jesus valgte at gøre Faderens vilje, frem for hans egen. ”Han blev lydig indtil døden, ja døden på et kors” (Fil 2:8). Forfatteren til Hebræerbrevet konkluderer, at Jesus ”lærte lydighed af det han led” (Heb 5:8). ”
Alt dette gør det klart at, ”Den hellige Josef var kaldet af Gud til at tjene Kristi person og mission gennem udøvelsen af hans faderskab” og på denne måde har ”han medvirket til tidens fylde i det store frelsesmysterium, og er i sandhed et redskab for frelse.” [17]
4. En anerkendende far
Josef anerkendte Maria betingelsesløst. Han stolede på englens ord. ”Josefs ædle hjerte er sådant, at hvad han lærte fra Loven gjorde han afhængigt af kærlighed. I dag, i vore verden hvor psykologisk, verbal og fysisk vold mod kvinder er så tydeligt, fremstår Josef som et billede på en respektfuld større billede, tager han en beslutning om at beskytte Marias gode navn, hendes værdighed og hendes liv. I hans tøven om hvorledes han handler bedst, hjælper Gud ham ved at oplyse hans dømmekraft”. [18]
Ofte i livet sker ting, hvis mening vi ikke forstår. Vores første reaktion er ofte skuffelse eller oprør. Josef satte sine egne ideer til siden, for at kunne acceptere begivenhedernes gang, mystiske som de virkede, for at omfavne dem, tage ansvar for dem og gøre dem til en del af hans egen historie. Hvis ikke vi kan forlige os med vores egen historie, vil vi være ude af stand til at tage et enkelt skridt fremad, for så vil vi forblive fanget i vores forventninger og de skuffelser der følger.
Den åndelige vej som Josef viser for os er ikke en, som forklarer, men accepterer. Kun som resultat af denne accept, denne forsoning, kan vi begynde at ænse den bredere historie, en dybere mening. Vi kan næsten høre Jobs lidenskabelige svar til hans kone, som havde opfordret ham til at gøre oprør mod det onde han led: ”Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde” (Job 2:10). Josef er ikke passivt tilbagetrukket, men modig og stærkt handlende. I hans eget liv, accept og åbenhed kan være udtryk sjælestyrke; Helligåndens gave. Kun Herren kan give os styrken der behøves for at acceptere livet som det er , med alle dets modsætninger, frustrationer og skuffelser.
Jesu tilsynekomst i vor midte er Faderens gave, som gør det muligt for hver af os at blive forsonet med vor egen historie, selv når vi ikke forstår den til fulde.
Ligesom Gud fortalte Josef ”Davids søn, vær ikke bange” (Mt 1:20), sådan virker han til at fortælle os ”Vær ikke bange!” Vi bliver nødt til at sætte al vor vrede og skuffelse til side, og omfavne tingene sådan som de er, selvom de ikke forløber som vi ønsker det, ikke med nedslåethed, men med håb og mod. På denne måde bliver vi åbne for en dybere mening.
Vores liv kan på mirakuløs vis fornys, hvis vi finder mod til at leve i overensstemmelse med Evangeliet. Det betyder ikke noget, hvis alting ser ud til at gå galt og ikke længere kan repareres. Gud kan lade blomster spire frem af den stenede jord. Selv hvis vore hjerter fordømmer os, ”thi Gud er større end vort hjerte og kender alt” (1 Jn 3:20).
Her møder vi endnu engang den kristne realisme som ikke afviser nogen som helst eksistens. Virkeligheden, med dets mystiske og ureducerbare kompleksitet, har en eksistentiel betydning med al dets lys og skygger. Derfor kan apostlen Paulus sige, ”Vi ved, at alt virker sammen til det gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet” (Rom 8:28). Hvor den hellige Augustin tilføjer, ”selv det som kaldes ondt (etiam illud quod malum dicitur)”. [19] I dette større perspektiv gives troen mening til alting, hvad enten det er glædeligt eller sorgfuldt.
Vi bør ikke tro, at troen betyder at finde medgørlige og behagelige løsninger. Troen som Kristus lærte os, er den vi ser i den hellige Josef. Han tog ingen genveje, men konfronterede virkeligheden med åbne øjne og anerkendte han personlige ansvar overfor det.
Josefs attitude inspirerer os til at acceptere og være åbne overfor andre, ligesom de er, uden forventninger og vise særlig omsorg for de svage, for Gud valgte hvad der var svagt (cf. 1 Kor 1:27). Han er de ”faderløses fader og enkernes forsvarer” (Sl 68:8), som befalede os at elske den fremmede i vor midte. [20] Jeg forstiller mig at det er fra den hellige Josef, at Jesus tog inspiration til lignelsen om den fortabte søn og hans barmhjertige fader (Lk 15:11-32).
5. En kreativt tapper far
Hvis den første periode af al åndelig helbredelse er at acceptere vores personlige historie, og omfavne de ting i livet, som vi ikke selv vælger, må vi også tilføje et andet vigtigt element: kreativ tapperhed. Den opstår særligt ved hvordan vi håndterer vanskeligheder. I vanskelige stunder kan vi enten give op og gå væk, eller vi kan finde en måde at håndtere det på. Somme tider bringer vanskeligheder sider af os selv, vi ikke vidste vi havde.
Når vi læser om Jesu barndom, kan vi nogle gange være forundret over, hvorfor Gud ikke handlede på en mere direkte og klar måde. Men Gud handler gennem begivenheder og folk. Josef var den mund Gud udvalgte til at lede begyndelsen af frelseshistorien. Han var det sande ”mirakel” på hvilken måde Gud frelste barnet og dets moder. Gud handlede ved at stole på Josefs kreative tapperhed. Ankommet i Betlehem og ude af stand til at finde et sted Maria kunne føde, valgte Josef en stald, og forvandlede det så godt han kunne til et velkomsthjem for Guds søn der kom til verden (Lk 2:6-7). Stillet over for Herodes store trussel, som ønskede at dræbe barnet, var Josef advaret endnu engang i en drøm, til at beskytte barnet, og stod op i ly af natten for at forberede sig til flugten til Egypten (Mt 2:13-14).
En overfladisk læsning af disse fortællinger giver måske udtryk af, at verden ligger under for den stærke og mægtiges forgodtbefindende, men evangeliets ”gode nyhed” er at vise, at på trods af den verdslige magts arrogance og voldelighed, finder Gud altid en måde at udføre sin plan på. Også vore liv kan til tider føles som om det ligger under for den mægtigeres forgodtbefindende, men Evangeliet viser os hvad der virkelig gælder. Gud finder altid en måde hvorpå han frelser os, så længe vi viser det samme kreative mod som tømreren fra Nazaret, som var i stand til at forvandle et problem til en mulighed ved at stole på det guddommelige forsyn.
Hvis Gud til tider virker til ikke at svare os, betyder dette med sikkerhed ikke at han har forladt os, men at det i stedet forventes, at vi planlægger, er kreative, og finde muligheder selv. Denne form for kreativt mod blev vist af den lamme mands venner, som firede ham ned gennem taget, for at bringe ham til Jesus (Lk 5:17-26). Vanskeligheder stod ikke i vejen for disse venners dristighed og udholdenhed. De var overbevist om, at Jesus kunne helbrede manden, og ”da de ikke kunne finde nogen steder at gå ind med ham for de mange mennesker, gik de op på taget, og gennem tegltaget firede de ham og sengen ned midt foran Jesus. Da han så deres tro, sagde han »Menneske, dine synder er tilgivet dig.«” (Lk 5:19-20). Jesus genkendte deres kreative tro, hvormed de forsøgte at bringe deres syge ven til ham.
Evangeliet fortæller os ikke hvor længe Maria, Josef og barnet blev i Egypten. Men de blev med sikkerhed nød til at skaffe mad, finde et hjem og arbejde. Det tager ikke meget fantasi at udfylde disse detaljer. Den Hellige Familie stod over for konkrete problemer ligesom alle andre familier, ligesom mange af vores migrant brødre og søstre gør det i dag, risikerer deres liv for at flygte fra ulykke og sult. På den måde ser jeg den hellige Josef som en særlig værnehelgen for alle dem, som er tvunget til at flygte fra deres hjemland på grund af krig, had, forfølgelse og fattigdom.
I slutningen af alle fortællinger, hvor Josef spiller en afgørende rolle, fortæller Evangeliet, at han står op og tager barnet og dets moder, og gør hvad Gud har befalet ham (cf. Mt 1:24; 2:14.21). Jesus og Maria hans mor er virkelig den mest dyrebare skat at vor tro. [21]
I den guddommelige frelsesplan er Sønnen uadskillelig fra hans mor, fra Maria, som ”gik frem i hendes tros pilgrimsrejse, og trofast bevarede hendes enhed med hendes søn, indtil hun stod ved korset”. [22]
Vi bør altid spørge os selv om vi selv beskytter Jesus og Maria, for de er også på mystisk vis overgivet i vore varetægt. Den almægtiges Søn kom ind i vores verden i en tilstand af stor sårbarhed. Han havde brug for at blive forsvaret, beskyttet, tages af og opdraget af Josef. Gud stolede på Josef, som han stolede på Maria. Hun fandt i ham en som ikke bare redde hendes liv, men også tage sig af hendes og hendes barn. På grund af det kunne den hellige Josef være ingen anden end Kristi beskytter. Josef fortsætter med at beskytte barnet og dets mor, og det gør vi også, ved vor kærlighed til Kirken, vor fortsatte kærlighed til barnet og dets moder.
Dette barn ville senere sige: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Mt 25:40). Heraf følger, at alle fattige, udsatte, lidende eller døende personer, alle fremmede, alle fængslede, alle svage personer er ”barnet” som Josef fortsætter med at beskytte. Af denne grund, påkaldes den hellige Josef som de syges, de landflygtiges, de plagedes, de fattiges og de døendes beskytter. Som følge heraf kan Kirken ikke lade være med at have en særlig kærlighed for disse vor mindste brødre og søstre, for Jesus viste en særlig hengivenhed overfor dem og identificerede sig personligt med dem. Fra den hellige Josef må vi lære den samme omsorg og ansvar. Vi må lære at elske barnet og dets moder, at elske sakramenterne og næstekærlighed, at elske Kirken og de fattige. Alle disse realiteter er barnet og dets moder.
6. En arbejdsom far
Et aspekt hos den hellige Josef, der er blevet påpeget siden den første sociale encyklika Rerum Novarum skrevet af Pave Leo XIII, er hans relation til arbejde. Den hellige Josef var tømrer, som tjente til at han kunne forsørge sin familie. Fra ham lærte Jesus værdien, værdigheden og glæden ved at spise den mad, der er frugten af ens arbejde.
I vore dage, hvor beskæftigelse igen er blevet en brændende social problematik, og hvor arbejdsløshed til tider når nye højder, selv i lande som længe har nydt en stor grad af velfærd, er der fornyet behov for at værdsætte vigtigheden af værdigt arbejde, for hvilket den hellige Josef er et strålende eksempel.
Arbejde er en måde hvorpå vi participerer i frelsesgerningen, en mulighed for at fremskynde Guds riges komme, at udvikle vor talenter og egenskaber, og bruge den til tjeneste for samfundet og broderligt fællesskab. Det bliver en mulighed for at fuldende ikke kun os selv, men også samfundets grundsten: familien. En familie som er uden arbejde, er særligt sårbar overfor vanskeligheder, anstrengelser, fremmedgørelse og endda splittelse. Hvordan kan vi snakke om menneskelig værdighed uden at arbejde for, at sikre at alle er i stand til at tjene til et anstændigt liv?
Beskæftigede personer, ligegyldigt i hvilket job, samarbejder med Gud selv, og bliver på en vis måde skabere af verden omkring os. Denne vor tids krise, som er økonomisk, social, kulturel og åndelig, kan tjene til at tilvejebringe et nyt ”normal”, hvor ingen er ekskluderet. Den hellige Josefs arbejde påminder os om, at Gud selv ved at blive menneske, ikke ringagtet arbejde. Tabet af beskæftigelse, som påvirker så mange af vore brødre og søstre, og som følge af resultatet af Covid-19 pandemien er blevet forhøjet, bør tjene som en påmindelse om fornyelse af vores prioriteter. Lad os bønfalde den hellige Josef Arbejderen om at hjælpe os med at udtrykke vore faste overbevisning om, at ingen ung person, at ingen person overhoved, ingen familie må være uden arbejde.
7. En far i skyggen
Den polske forfatter Jan Dobraczyński, i hans bog The Shadow of the Father, [24] fortæller historien om den hellige Josefs liv i form af en roman. Han bruger det tydelige billede af en skygge til at definere Josef. I hans forhold til Jesus, var Josef den jordiske skygge af den himmelske Fader: han vågede over ham og beskyttede ham, forlod ham aldrig for at gå sine egne veje. Vi kan tænke på Moses ord til Israel: ”I ørkenen så du, hvordan Herren din Gud bar dig, som en mand bærer sin søn, hele den vej, I vandrede” (4 Mos 1:31). På samme måde opfører Josef sig som far hele hans liv. [25]
Ingen bliver ikke født som far, man bliver det. En mand bliver ikke far ved blot at bringe et barn ind i verden, men ved at tage ansvar for at tage vare på barnet. Hvor som helst en mand tager ansvar for en andens liv, bliver han på en vis måde far for den person.
Børn i dag virker forældreløse af mangel på fædre. Kirken har også brug for fædre. Den hellige Pauli ord til korinterne forbliver aktuel: ”For om I så har tusindvis af opdragere i Kristus, har I dog ikke mange fædre” (1 Kor 4:15). Enhver præst og biskop skulle være i stand til at tilføje med apostlen: ”For i Kristus Jesus var det mig, der ved evangeliet blev far til jer” (ibid). Paulus kalder på samme måde galaterne: ”Mine børn, som jeg igen må føde med smerte indtil Kristus har fået skikkelse i jer!” (Gal 4:19)
At være far indbefatter at introducere barnet for livet og virkeligheden. Ikke at holde dem tilbage, eller at være overbeskyttende og besidderisk, men at gøre dem i stand til at træffe deres egne beslutninger, at nyde friheden og udforske nye muligheder. Måske er det af den grund Josef traditionelt bliver kaldt ”den mest kyske” fader. Titlen er ikke kun et tegn på hengivenhed, men summen af en attitude, der står i modsætning til besidderiskhed. Kyskhed er frihed fra besidderisk adfærd i alle dele af ens liv. Kun når kærlighed er kysk, er det sand kærlighed. Besidderisk kærlighed bliver til sidst farlig: den fængsler, hæmmer, og skaber elendighed. Gud selv elskede menneskeheden med en kysk kærlighed; han gjorde os frie selv til at gå fortabt og sætte os op mod ham. Denne kærlighedens logik er altid en frihedens logik, og Josef vidste hvordan man elsker med ekstraordinær frihed. Han gjorde aldrig sig selv til midtpunkt. Han tænkte ikke på sig selv, men fokuserede på Marias og Jesu liv i stedet.
Josef fandt glæde ikke kun i selvopofrelse, men i at give sig selv. I ham var der aldrig frustration, kun tillid. Hans tålmodige stilhed var optakt til hans konkrete udtryk for tillid. Vores verden i dag har brug for fædre. Den har ikke brug for tyranner, der vil dominere andre, som en måde at kompensere for deres egne behov. Den afviser dem der forvirrer autoritet med autoritarisme, tjeneste med underdanighed, diskussion med undertrykkelse, velgørenhed med velfærdsmentalitet, magt med ødelæggelse. Alle sande kald er født ud af at give sig selv, som er frugten af en moden opofrelse. Præstedømmet og det gudviede liv kræver på samme måde den form for modenhed. Hvilket som helst kald, hvad enten det er ægteskabet eller cølibat eller jomfrulighed, vores given af os selv vil ikke være fuldkommen, hvis det stopper ved opofrelse; hvis det var tilfældet, ville det at give sig selv ikke være et tegn på skønhed og kærlighedens glæde, men i stedet ville det risikere at blive et udtryk for ulykkelighed, tristhed og frustration.
Når fædre nægter at leve gennem deres børn, vil nye og uventede udsigter åbne sig. Hvert barn bærer et unikt mysterium i sig, der kun kan komme frem i lyset ved hjælp af fædre, der respekterer deres børns frihed. En far som indser, at han mest er far og opdrager når han når til det punkt, hvor han bliver ”ubrugelig”, når han ser sine børn blive uafhængige, når de kan gå livets veje selv. Når han bliver som Josef, som altid vidste, at hans barn ikke var hans eget, men kun var blevet sat i hans varetægt. Det er netop det, Jesus vil have os til at forstå, når han siger: ”I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han som er himlen” (Mt 23:9).
I enhver udøvelse af vore faderskab, bør vi altid huske på, at det har intet at gøre med at besidde, men at være et ”tegn”, der peger på det større faderskab. På den måde er vi som Josef: en skygge af den himmelske Fader, som ”lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.” (Mt 5:45). Og en skygge der følger hans Søn.
* * *
”Stå op, tag barnet og dets mor med dig” (Mt 2:13) fortalte Gud den hellige Josef.
Formålet med dette apostoliske blev er at forøge vor kærlighed for denne store helgen, at opfodre os til at bede om hans forbøn og efterlige hans dyd og hans iver.
Den sande mission for denne helgen er ikke at opnå mirakler og nådegaver, men at gå i forbøn for os hos Gud, ligesom Abraham [26] og Moses [27], og som Jesus den ”ene formidler” (1 Tim 2:5), som er vor ”talsmand” hos Faderen (1 Jn 2:1), som ”lever og vil gå i forbøn for [os]” (Heb 7:25; cf. Rom 8:34).
Helgenerne hjælper alle de troende ”at stræbe efter hellighed og fuldkommenhed efter deres givende stand i livet.” [28] Deres liv er konkrete beviser, at det er muligt at leve evangeliet.
Jesus fortalte os: ”lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet” (Mt 11:29). Helgenernes liv er også eksempler at efterligne. Den hellige Paulus sagde specifikt dette: ”Efterlign mig!” (1 Kor 4:16). [29] Ved hans sigende tavshed, siger den hellige Josef det samme.
Før så mange mænd og kvinders eksempel, spurgte den hellige Augustin sig selv: ”Kan du ikke også gøre hvad de gjorde?” Og på den måde blev han drevet imod sin endelige omvendelse, hvor han kunne udråbe: ”Sent har jeg elskede dig Skønhed, altid gammel, altid ny!” [30]
Vi behøver kun spørge den hellige Josef om den nådegave over alle nådegaver: vore omvendelse.
Lad os bede til ham:
Hil dig, Frelserens Beskytter,
Salige Jomfru Marias ægtemand,
Til dig betroede Gud sin eneste Søn;
til dig havde Maria tillid;
hos dig blev Kristus menneske.
Salige Josef,
vis også dig selv som far for os,
og vejled os på livets vej.
Opnå for os nåde, barmhjertighed og mod,
og beskyt os mod al ondskab. Amen
Givet i Rom, i Laterankirken, d. 8. december, på festdagen for Marias Uplettede Undfangelse, år 2020, dette ottende år af mit pontifikat.
Frans
[1] Lk 4:22; Jn 6:42; cf. Mt 13:55; Mk 6:3.
[2] S. RITUUM CONGREGATIO, Quemadmodum Deus (8 December 1870): ASS 6 (1870-71), 194.
[3] Cf. Address to ACLI on the Solemnity of Saint Joseph the Worker (1 May 1955): AAS 47 (1955), 406.
[4] Cf. Apostolic Exhortation Redemptoris Custos (15 August 1989): AAS 82 (1990), 5-34.
[5] Catechism of the Catholic Church, 1014.
[6] Meditation in the Time of Pandemic (27 March 2020): L’Osservatore Romano, 29 March 2020, p. 10.
[7] In Matthaeum Homiliae, V, 3: PG 57, 58.
[8] Homily (19 March 1966): Insegnamenti di Paolo VI, IV (1966), 110.
[9] Cf. Autobiography, 6, 6-8.
[10] Every day, for over forty years, following Lauds I have recited a prayer to Saint Joseph taken from a nineteenth-century French prayer book of the Congregation of the Sisters of Jesus and Mary. It expresses devotion and trust, and even poses a certain challenge to Saint Joseph: “Glorious Patriarch Saint Joseph, whose power makes the impossible possible, come to my aid in these times of anguish and difficulty. Take under your protection the serious and troubling situations that I commend to you, that they may have a happy outcome. My beloved father, all my trust is in you. Let it not be said that I invoked you in vain, and since you can do everything with Jesus and Mary, show me that your goodness is as great as your power. Amen.”
[11] Cf. Deut 4:31; Ps 69:16; 78:38; 86:5; 111:4; 116:5; Jer 31:20.
[12] Cf. Apostolic Exhortation Evangelii Gaudium (24 November 2013), 88, 288: AAS 105 (2013), 1057, 1136-1137.
[13] Cf. Gen 20:3; 28:12; 31:11.24; 40:8; 41:1-32; Num 12:6; 1 Sam 3:3-10; Dan 2, 4; Job 33:15.
[14] In such cases, provisions were made even for stoning (cf. Deut 22:20-21).
[15] Cf. Lev 12:1-8; Ex 13:2.
[16] Cf. Mt 26:39; Mk 14:36; Lk 22:42.
[17] SAINT JOHN PAUL II, Apostolic Exhortation Redemptoris Custos (15 August 1989), 8: AAS 82 (1990), 14.
[18] Homily at Mass and Beatifications, Villavicencio, Colombia (8 September 2017): AAS 109 (2017), 1061.
[19] Enchiridion de fide, spe et caritate, 3.11: PL 40, 236.
[20] Cf. Deut 10:19; Ex 22:20-22; Lk 10:29-37.
[21] Cf. S. RITUUM CONGREGATIO, Quemadmodum Deus (8 December 1870): ASS 6 (1870-1871), 193; BLESSED PIUS IX, Apostolic Letter Inclytum Patriarcham (7 July 1871): l.c., 324-327.
[22] SECOND VATICAN ECUMENICAL COUNCIL, Dogmatic Constitution on the Church Lumen Gentium, 58.
[23] Catechism of the Catholic Church, 963-970.
[24] Original edition: Cień Ojca, Warsaw, 1977.
[25] Cf. SAINT JOHN PAUL II, Apostolic Exhortation Redemptoris Custos, 7-8: AAS 82 (1990), 12-16.
[26] Cf. Gen 18:23-32.
[27] Cf. Ex 17:8-13; 32:30-35.
[28] SECOND VATICAN ECUMENICAL COUNCIL, Dogmatic Constitution Lumen Gentium, 42.
[29] Cf. 1 Cor 11:1; Phil 3:17; 1 Thess 1:6.
[30] Confessions, VIII, 11, 27: PL 32, 761; X, 27, 38: PL 32, 795.