En tekst af Wilfrid Stinissen, ocd
Altid har man I Kirken vidst, at Maria indtager en hædersplads i det kontemplative liv. At være kontemplativ er jo at blive overskygget af Helligånden og blive frugtsommelig med Ordet. For alle som vil leve kontemplativt er Maria en ledestjerne. Mange af de smukke navne som Kirken i det lauretanske litani giver Maria udtrykker præcis det som kontemplative mennesker længes efter og ønsker at være: retfærdighedens spejl, Visdommens sæde, Åndens kar, elfenbenstårn, gyldne hus, pagtens ark. Den hellige Jomfrus dyder er netop de dyder som blomstrer eller burde blomstre i det kontemplative liv.
Som karmeliter tilhører vi en Orden som fra den allerførste begyndelse har haft en dyb og inderlig kærlighed til Jomfru Maria. Karmelitterbrødrenes lille kirke på bjerget Karmel var viet til Vor Frue. Derfor blev karmelitterne kaldt ”den salige Jomfru Maria af bjerget Karmels brødre”. Maria kaldes decor Carmeli, Karmels smykke og pryd. Hun giver vor Orden en særlig skønhed. Som karmeliter får vi lov at kalde hende vor stolthed. Hvis vor Orden skulle miste sin kærlighed til Maria, ville den miste sin identitet. Allerede i middelalderen blev Karmels marianske identitet beskrevet med ordene Carmelus totus marianus – Karmel er helt mariansk. De fromme legender som opstod i 1200-tallet og som beretter om en livlig kontakt mellem Maria og eremitterne på bjerget Karmel, – hvordan hun kom fra Nazaret for at samtale med dem om sin Søn, – viser, hvor vigtig en plads mariafromheden indtog i karmeliterbrødrenes liv.
Fra begyndelsen har karmelitterne betragtet Maria ikke alene som deres moder og dronning, men også som en ældre søster som inkarnerer Ordenens ideal og således stimulerer til efterfølgelse.Maria er et perfekt forbillede for enhver karmelit. Hun var og er en levende bog, hvori du kan aflæse vor regel, vor livsstil. Hvem har mere og bedre end hun opfyldt vor regels centrale forskrift om dag og nat at grunde over Herrens lov og våge i bøn? Hvis vi ser Maria som vor ældre søster, får vi et konkret billede af, hvad vores liv bør være. Det er tilstrækkeligt at se op til Maria og forsøge at være og gøre som hun. Jomfruelig renhed, stilhed, uafladelig bøn, meditation over mysterierne, kærlighedsfuld opmærksomhed på Jesus, alt dette finder vi på en forbilledlig måde virkeliggjort i Maria. En af Karmels mystikere, Maria Petyt (1623-1677), forklarer, at det er klogt ikke at ville se direkte op på solen, men i stedet se solen reflekteret i det pletfrie spejl som Maria er.
Vi lever med Maria, når vi forsøger at handle som Maria har handlet eller ville have handlet, hvis hun havde befundet sig i samme situation. Vi tager Maria som forbillede og bestræber os på at handle sådan at der ikke findes nogen uoverensstemmelse mellem hende og os selv. For eksempel kan vi spare megen tid, hvis vi er villig til at lære, hvordan vi ud fra Marias eksempel skal bede. ”Lad det ske mig efter dit ord”, svarer Maria ved bebudelsen og viser dermed, at hun står fuldstændig til rådighed for Gud. Den vigtigste mening med enhver form for bøn, meditation eller kontemplation er at vokse ind i Marias åbenhed, at lade vor krop og sjæl blive som Marias krop og sjæl: et åbent kar som rummer Guds liv. Eller negativt udtrykt: Det gælder om at vokse væk fra os selv, fra al selvoptagethed og egenrådighed. Hvis vi går i Marias bønneskole, er vi ikke ude efter åndelige ”oplevelser”. Det eneste vi vil er at blive tom for alt vort eget for at skabe rum for Gud. Når vi vælger Maria til lærer i bønnens kunst, får vi lettere øjnene op for alt det som hindrer Guds frihed og binder hans hænder. Vi opdager bedre, hvor meget vi stadigvæk tjener os selv i stedet for at være ”Herrens tjenerinde”.
At leve i Maria er at vove uforbeholdent at stole på hendes moderlige, formende kraft. Hun elsker at arbejde i det skjulte, at udnytte nattens stilhed og fred. Derfor er det af stor betydning om aftenen, inden vi falder i søvn, at overgive os selv og vort liv i hendes hænder. Der ligger stor visdom i den gamle katolske skik med at bede rosenkransen, mens man venter på at falde i søvn. Når vi sover, gør vi ingen modstand. Maria får således lejlighed til at forme os, ligesom hun formede Jesus i sit skød i den tid hun ventede ham. Hvis vi har vort hjem in sinu matris (i moderens skød) og giver hende fuld frihed til at forme os som hun vil, begynder vi nødvendigvis lidt efter lidt at udvise mange lighedstræk med Jesus.