En tekst af Wilfrid Stinissen, ocd
Lige fra reformens begyndelse valgte vor hellige moder Teresa det klausurerede liv. Hun ville vende tilbage til Karmels oprindelse og dets oprindelige Regel, til det eremitiske ideal. Klausuren er en måde at skabe en ørken på, en mulighed for at leve som eremitter midt i verden. Moder Teresa syntes meget dårligt om, at nonnerne i Inkarnationsklostret ikke holdt sig inden for klostrets afgrænsede område: ”For mig var det værste misforhold, at man forlod klostret så ofte” (jfr. Liv 32,9).
Med sin reform ønskede Teresa, at Karmel skulle bistå Kirken i dens store behov. Nonnerne skulle bede for præsterne og for alle som forkynder evangeliet. Hun ville frelse sjæle. Som middel valgte hun et strengt klausureret liv. ”Jeg vender nu tilbage til hovedårsagen til, at Herren har samlet os i dette hus. Jeg længes brændende efter, at vi – i nogen grad – skal behage Herren. For når jeg ser så megen ondskab… forekommer det mig at være nødvendigt at handle på samme måde, som man gør i krigstid. Når en fyrste ser, hvorledes fjenden invaderer hans land og angriber ham, trækker han sig tilbage til en by, som han lader opruste. Og derfra angriber han af og til sine modstandere. De, som befinder sig i denne by, er udvalgte folk, som formår mere end mange feje soldater tilsammen. På denne måde vindes ofte sejr” (FV 3,1).
I sin bog Sjælens Slot ”interioriserer” moder Teresa sit billede af fæstningen:
”Man kan betragte sjælen som et slot der består af én stor diamant eller meget klar krystal. I dette slot er der mange værelser, ligesom der er mange boliger i himlen… midt i centrum ligger det fornemste, det hvor de meget hemmelige møder mellem Gud og sjælen finder sted” (SS I, 1).
Formålet med klausuren er altså at lede os til kontemplation. Alle ydre forskrifter er jo midler som vil føre os til målet: foreningen med Jesus Kristus. Fremfor alt er klausuren et sted, hvor vi og Jesus, din Brudgom, kan færdes uforstyrret, i glæde over hinandens selskab.
”Den som ikke har oplevet det kan ikke ane, hvilken lykke vi føler ved disse stiftelser, når vi endelig befinder os indenfor klausuren, hvor ingen af verdens mennesker kan komme ind, for hvor meget vi end elsker dem, er vores kærlighed ikke så stor, at vi ville undlade at føle den store vederkvægelse det er at få lov at leve i ensomhed. Jeg synes det er som når man i et net fanger mange fisk i floden, de kan jo ikke leve hvis de ikke kommer tilbage i vandet. Sådan forholder det sig med de sjæle som er vant til at opholde sig i deres Brudgoms vandstrømme ” (KS 31, 46).
Selvom den ydre klausur er nødvendig for at vi skal kunne leve vores kald i Karmel, er den ikke nok. Den vil forme vores indre til et stille, ensomt sted, hvor Gud kan tale til vort hjerte. Hvis vi ikke lever alene og afsondret i vort hjerte, opfylder klausuren ikke sit formål.
Klausuren er også et konkret tegn, for os selv og for andre, på at vi helt er viet til Gud og tilhører ham.