Tekster om
Karmels spiritualitet
Hans Guddommelige Nærvær.
Man kan så at sige indånde det overalt.
Jeg glemmer til stadighed,
at jeg er på jorden.
.
Karmel er himlen.
.
(Skt. Teresa de los Andes)
Min dag i coronas og Coronas tegn – af Kardinal Arborelius
I en tid som denne, hvor så meget ændrer sig, kan vi give os selv tid til at tænke lidt mere og se, hvordan Gud kan komme endnu mere ind i vores daglige liv. Uanset om vi vil det eller ej, er corona kommet til at præge vores hverdag. Hvis vi ser mere på det i den Hellige Coronas lys, kan det også føre til større håb og tillid. Hvis vi ser på livet ud fra Guds forsyn, får vi et dybere perspektiv.
Indre samling
At bede er at samle sig selv og gå indad, så dybt ind at man når det rum hvor Gud og mennesket er ét. Teresa af Avila taler om bierne (vore sanser) der vender tilbage til kuben for at lave honning. Denne indre samling er noget helt andet end selvoptagethed eller narcissisme. Den der er selvoptaget, går godt nok ind i sig selv, men ikke dybt nok!
Hvorfor er Skt. Therese af Lisieux missionernes Skytshelgen?
Therese eller “Den lille Blomst” sagde engang: “Kærlighed er den ypperligste vej til Gud. Jeg kunne endelig hvile… Jeg forstod, at Kirken havde et Hjerte og at dette Hjerte brændte af kærlighed”. Man kan spekulere over, hvorfor Pave Pius XI, i 1927 udnævnte St. Therese af Lisieux til at være missionernes Skytshelgen. Selvom hun aldrig forlod klosteret, blev hun “med-skytshelgen” ved siden af den store St. Frans Xavier, som rejste til mange lande og som konverterede det meste af Asien.
Karmel og missionen
“En karmeliterindes missionsiver bør omfatte hele verden”, skriver den Lille Therese i sine selvbiografiske skrifter. Selv havde hun to præster i missionen, som hun fik til opgave at bede særligt for. Men hun håbede, at med Guds nådes hjælp kunne hendes bøn være til gavn for mere end to missionærer. Hvorledes var dette muligt for en nonne, der levede sit klosterliv uden nogensinde at komme udenfor murene af Karmelklostret i Lisieux?
Contemplative prayer in the Carmelite tradition
The hungers of the heart and the longings of the spirit are the result of God first desiring us and coming to us in love. This is what Iain Matthew, one of our most popular Carmelite writers, calls ‘the impact of God’: a God who is not a bystander waiting for us to find him but a restless God seeking to make space for himself in our lives. The challenge, of course, for all of us, is to let ourselves be loved, as the young French Carmelite, Elizabeth of the Trinity has said, and allow the reality of this love to change our hearts.
The prayer of silence
The process whereby we are changed and transformed is called contemplation, which is a central concept of Carmelite spirituality. Contemplation is not a series a particular experiences but a process whereby little by little we are transformed in God. Our destiny is to become like God because we live with the same life as God, that is to say, the Holy Spirit…
Jeg har fundet himlen på jorden,
siden himlen er Gud, og Gud er i min sjæl.
Min mission i himlen bliver at tiltrække sjæle, hjælpe dem med at gå ud af dem selv, for at holde fast ved Gud,
med en spontan, kærlighedsfyldt handling og at beholde dem indeni den store, indre stilhed,
som gør Gud i stand til at sætte sit præg på dem,
at forvandle dem til sig selv.
(Skt. Elisabeth af Treenigheden)