Vidnesbyrd
“Først og fremmest vil jeg sige, at det er Guds rene og ufortjente nåde (pure grace) at Han kaldte mig til Karmel allerede fra min barndom. Dette kald fornemmede og følte jeg MEGET tydeligt i mit indre ved en uimodståelig og overbevisende dragning og dyb længsel efter dette rene kontemplative liv i bøn og ensomhed med Gud; at Han alene kan fylde mit hjerte og er min lykke.
Jeg VIDSTE at mit liv tilhører Ham, og at jeg ikke vil kunne være lykkelig uden at vie hele mit liv til Ham i Karmel. Jeg følte, at intet og ingen i denne verden kunne give mig den sande lykke, kort sagt: at mit hjerte ikke tilhørte denne verden. Han har taget det til sig. Der var en dyb fred, lykke og længsel i sjælen.
Fra det øjeblik, hvor jeg (som 6-årig) følte kaldet til klosterliv, har jeg aldrig været i tvivl, om det skulle være det eller noget andet, og jeg har kun levet hen imod at kunne træde ind i Karmel. Ja, jeg ventede utålmodigt på at kunne blive karmeliternonne!
Jeg vil sige, at dette er en ren nåde fra Gud, at Han så tydeligt kaldte mig til Karmel og gav mig en så dyb længsel efter Ham, efter at leve helt for Gud alene.”
“Først og fremmest vil jeg sige, at det er Guds rene og ufortjente nåde (pure grace) at Han kaldte mig til Karmel allerede fra min barndom. Dette kald fornemmede og følte jeg MEGET tydeligt i mit indre ved en uimodståelig og overbevisende dragning og dyb længsel efter dette rene kontemplative liv i bøn og ensomhed med Gud; at Han alene kan fylde mit hjerte og er min lykke.
Jeg VIDSTE at mit liv tilhører Ham, og at jeg ikke vil kunne være lykkelig uden at vie hele mit liv til Ham i Karmel. Jeg følte, at intet og ingen i denne verden kunne give mig den sande lykke, kort sagt: at mit hjerte ikke tilhørte denne verden. Han har taget det til sig. Der var en dyb fred, lykke og længsel i sjælen.
Fra det øjeblik, hvor jeg (som 6-årig) følte kaldet til klosterliv, har jeg aldrig været i tvivl, om det skulle være det eller noget andet, og jeg har kun levet hen imod at kunne træde ind i Karmel. Ja, jeg ventede utålmodigt på at kunne blive karmeliternonne!
Jeg vil sige, at dette er en ren nåde fra Gud, at Han så tydeligt kaldte mig til Karmel og gav mig en så dyb længsel efter Ham, efter at leve helt for Gud alene.”
“Du spørger om, hvordan jeg fik kaldet til Karmel og vished om det.
Jeg forstår nu, at jeg som barn på forskellige måder blev berørt af Gud. Og ved sygdom som 14-årig oplevede jeg stærkt Guds nærhed og glæden ved at få lov at tjene ham. Som konfirmand i den protestantiske Kirke kom jeg i kontakt med den Katolske Kirke og blev med det samme grebet af noget, jeg ved ikke hvad. Men hele tiden følte jeg en stærk dragning til den; det blev som en forelskelse, og det var Jesus, der mere og mere drog mig til sig.
Efter mange vanskeligheder blev jeg katolik 20 gammel, og Jesus drog mig stadig mere til sig, og jeg blev tiltrukket af klosterlivet. Helt tilfældigt kom en bog om Lille Thérèse i min hånd, og med det samme vidste jeg: Jeg skal leve som hun. Og Karmel drog mig mere og mere. Men jeg var bange for, at det var af egoisme, at jeg ville gå i Karmel, at jeg søgte mig selv.
Men da jeg fik at vide, at Karmels kaldelse er at bede for verden, at leve for, at alle skal tro på Jesus, og at Lille Thérèse, uden at have forladt sit kloster, blev udråbt til Missionspatron for hele verden, da var sagen soleklar. Da jeg første gang besøgte karmeliterklostret i Sverige vidste jeg, med det samme jeg gik ind gennem døren: her skal jeg være hele mit liv!!!
Og sådan blev det… i 50 år… indtil man bad mig om at komme til Skt. Josefs Karmel i Hillerød, hvor jeg finder samme lykke som i Karmel i Sverige. Jeg har aldrig et sekund tvivlet på mit kald.”
“Hvordan ved man, om man er kaldet?
Da jeg var 8 år, hørte jeg et radioprogram i skolen om klosterliv og blev dybt berørt. Jeg følte, at Gud så intenst på mig og mente, at sådan en nonne skulle jeg blive. Jeg blev bange og bad om, at måtte blive hvad som helst, bare ikke nonne.
14 år:
En beslutning om kun at leve for Gud og gøre tjeneste i kirken som diakonisse. Jeg var ikke katolik på det tidspunkt.
19 år:
Jeg blev katolik. Kunne ikke blive diakonisse. Hvad så?
Jeg besøgte et karmelitkloster. ”Hvis jeg skal i kloster, må det være Karmel”, tænkte jeg. Jeg længtes efter et liv i bøn, efter at få lov at bo i Guds hus alle mine dage.
Jeg læste Lille Thereses selvbiografi. Det gav mod.
Bad Gud om at vise mig klart, hvad Han syntes. Gik til Messe og hørte Salme 45, vers 11 blive læst op: ”Hør efter min datter, lyt opmærksomt: Glem dit folk og din fars hus!”… osv. jeg forstod tegnet med glasklar tydelighed. Gik hjem og skrev en ansøgning om at indtræde i karmelitklostret.”
“Hvordan ved man, om man er kaldet?
Da jeg var 8 år, hørte jeg et radioprogram i skolen om klosterliv og blev dybt berørt. Jeg følte, at Gud så intenst på mig og mente, at sådan en nonne skulle jeg blive. Jeg blev bange og bad om, at måtte blive hvad som helst, bare ikke nonne.
14 år:
En beslutning om kun at leve for Gud og gøre tjeneste i kirken som diakonisse. Jeg var ikke katolik på det tidspunkt.
19 år:
Jeg blev katolik. Kunne ikke blive diakonisse. Hvad så?
Jeg besøgte et karmelitkloster. ”Hvis jeg skal i kloster, må det være Karmel”, tænkte jeg. Jeg længtes efter et liv i bøn, efter at få lov at bo i Guds hus alle mine dage.
Jeg læste Lille Thereses selvbiografi. Det gav mod.
Bad Gud om at vise mig klart, hvad Han syntes. Gik til Messe og hørte Salme 45, vers 11 blive læst op: ”Hør efter min datter, lyt opmærksomt: Glem dit folk og din fars hus!”… osv. jeg forstod tegnet med glasklar tydelighed. Gik hjem og skrev en ansøgning om at indtræde i karmelitklostret.”
