En tekst af kardinal Anders Arborelius, ocd,
En artikel i www.levendevand.dk
Når vi nærmer os Helligånden, har Han allerede nærmet sig os. Vi glemmer ofte at vi ikke kan tænke en god tanke eller gøre noget godt hvis ikke Helligånden inspirerede os til det. Alt, hvad der er godt, sandt og ægte kommer i sidste ende fra Helligånden, uanset hvem der siger eller gør det. Lige siden skabelsens spæde start, hvor Guds Ånd svævede over vandene (1 Mos 1,2), har Ånden været virksom og udgydt over alt i hele skaberværket. Han virker uafbrudt i det skjulte for at vække os mennesker til nyt, åndeligt liv.
Han er levendegøreren, der gør de åndeligt døde levende (se Es 37). “Du er det rum, der omslutter mit væsen og skjuler det i sig,” skrev Edith Stein i Pinsen 1942, nogle måneder inden hun døde i Auschwitz, “Uden dig sank det ned i afgrunden, i den intethedens afgrund, hvorfra du har løftet det op til lyset.”
Dette Åndens generelle nærvær gennem selve skabelsen blev inderliggjort og yderligere uddybet, da den herliggjorte Kristus indgød Pinsens Ånd i sin Brud, altså i Kirken, og i det hellige tempel, som det døbte menneske er (se ApG 2,1 Kor 3,16-17; 6,19). “Du, som er mig nærmere end mig selv,” kan Edith Stein derfor skrive, “og inderligere end mit inderste – er alligevel uhåndgribelig og ufattelig og trodser ethvert navn.”
Helligånden vil bo og virke i os som i sit eget hjem, hvor Han må styre og råde, som Han vil. Vort liv går ud på at blive så modtagelige for Hans ‘stormvind’ (ApG 2,2), og så åbne for Hans ‘stille susen’ (1 Kong 19,12) – eller med Edith Steins ord: “Den hellige skygges liflige sang” – at Han virkelig får lov til at lede os i alle ting. Den højeste menneskelige frihed er at være lydig mod og lydhør for ånden, at Han kan råde uindskrænket i alle ting (se Rom 8,2).
Dette paradoksale åndelige ideal – at være et spejl for Ånden, den usynlige og skjulte – er til fulde blevet realiseret i Jomfru Maria. Edith Steins ord kan belyse denne forbindelse mellem Helligånden og Maria: “Er du den, der skabte det klare spejl, der først og fremmest er et spejlbillede af den Almægtiges trone, som et hav af krystal, hvor guddommen betragter sig selv i kærlighed?”
Når vi nærmer os Ånden – eller snarere når Han nærmer sig os, som Han allerede er nærmere, end vi selv er det – konfronteres vi gang på gang med nye, hellige paradokser. Og hvordan kan det være anderledes? Helligånden er jo den nøgle, der åbner tilværelsens inderste helligdom – Treenighedens indre mysterium – for os, et mysterium, som overgår vor forstand, men samtidig er vort eneste sande hjem.
Ånden, der ængster
Vi kan ikke leve uden ilt. Vi kan heller ikke leve uden Helligånden. For at ånde har vi behov for Ånden. Lige som vi ikke kan se ilten, kan vi heller ikke se Helligånden. Der findes alligevel tre små ord, der kan hjælpe os til at ane noget om Helligånden: Hvem-kom-mer, ‘Hvem er du?’ skal vi altid spørge. Helligånden er den mest skjulte af de guddommelige personer. Og det er, som det skal være. Hans opgave er ikke at være i rampelyset, men at være projektøren, der oplyser Jesu person og virke. Og Jesus viser til gengæld hen til Faderen, og det gør Han ved at give os Ånden, der så er “Faderens pegefinger”. På denne måde drages vi ind i det hellige samspil mellem de guddommelige personer, tilværelsens inderste kerne og højeste mål.
Helligånden er netop nøglen til Treenigheden, som så er nøglen til at forstå alt, der findes. Derfor skal vi altid råbe: “Kom, Helligånd”. For at komme Gud nærmere behøver vi Gud selv, Helligånden, der indefra driver os dybere ind i Guds indre. Ånden er Guds eget åndedrag, som blæser vore korthuse omkuld og samtidig forsøger at drive os længere ud på kærlighedens ukendte, grænseløse ocean. Det er åndens dynamik – og politik – at Han altid vil give os mere af Gud. Han får os til at længes efter mere og aldrig stille os tilfredse med det, vi har. Gud kan vi aldrig få nok af.
Derfor er Ånden overraskelsernes Ånd. Han dukker op, hvor vi mindst venter det, for at få os til at længes og søge endnu mere. Ånden er den usynlige, men overalt og altid nærværende. Påsketiden er en slags afvænningskur: Jesus, den synliggjorte, menneskevordne Gud, vil lære sine disciple af med at møde Gud på en synlig måde. Nu gælder det om at vænne sig til den usynlige Ånd, som fortsætter med at virke i den synlige Kirke. De græske kirkefædre tøvede derfor ikke med at tale om Jesus som Helligåndens forløber. Jesus lover sine disciple, at de vil få Helligånden som gave: “Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer” (Joh 14,26).
Disse ord viser os både, hvem Ånden er – at Han er ét med Faderen og Sønnen – og hvad Han gør – at Han underviser os og minder os om alt, Jesus har sagt og gjort. Ånden, som underviser og påminder er alfa og omega i vort liv, ja det er Ham, der gør det muligt for os i al ydmyghed at tale om vort åndelige liv.
Vi har Helligånden at takke for alt. Det er Ham, der diskret vækker os indefra, så vi sætter vor lid til Jesus Kristus. Det er Ham der, midt i vort daglige liv, erindrer os om Guds nærvær. Han er med Hjalmar Ekströms ord en “voksende tiltrækningskraft ind i det evige”. Hvor let ville vi ikke ellers drukne i denne synlige verden, hvor der er så mange ting, der tiltrækker os. Helligånden arbejder på langt sigt. I evighedsperspektiv.
Han har en forunderlig, højst irriterende tilbøjelighed til at skabe små forstyrrelses- og irritationsmomenter i vort velordnede liv. Han lader os aldrig rigtig i fred. Han forstyrrer vore cirkler. Ingenting er sundere nyttigere for os, der på grund af arvesyndens svigefulde, fintforgrenede rodsystem, er tilbøjelige til at forveksle vor fred og bekvemmelighed med Guds fred, der overgår al forstand. Ånden er en hellig, uregerlig urostifter for os freds- og tryghedsnarkomaner. Kardinal Newmans fyndord “holiness before peace – hellighed fremfor fred” kan hjælpe os til bedre at opfatte, hvordan Helligånden virker i vort liv.
Jesu formaning: “Jeres hjerter må ikke forfærdes og ikke være modløse” (Joh 14,27), synes at stå i grel kontrast til Ånden som urostifter. Og på en vis måde kan vi sige, at ingen er så forskellige som Jesus og Ånden. I Jesus ser vi Gud i synlig skikkelse, Åndens ansigt ser vi derimod aldrig. Men ligesom vinden ses i det svajende græs, ser vi Helligånden dér, hvor Han virker. Og hvor virker så Helligånden? Jo, først og fremmest i den hellige Kirke og dens helgener, hvor vi får et synligt bevis på Hans usynlige virke.
Men Ånden virker i princippet i alt det skabte, overalt og altid. Det gælder bare om at kunne genkende Ham og Hans virkemåde. Han vil overalt og altid erindre os om Jesus – og Jesus på sin side erindrer os om Faderen. Ånden gør det ofte så at sige bagfra. Jahves ord til Moses passer godt på Ånden: “Du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt kan ingen se” (jvf. 2 Mos 33,20-23). Ånden ser vi ofte bagfra; i Guds fravær, i tomheden og trøstesløsheden kan vi ane Hans taktfulde finger. Når Jesus siger: “Jeres hjerter må ikke forfærdes og ikke være modløse,” så er det, som om Ånden siger: “Føler du dig alligevel urolig og modløs, så opgiv ikke håbet og længselen; jeg er mere, uendelig meget mere end alt, du kan se og føle.”
Åndens usynlige værk fuldender på en finurlig måde Jesu synlige værk. Det korte tidsrum, hvor jorden fik det privilegium at rumme Guds Søn i synlig skikkelse, kompletteres og fuldendes i det meget længere tidsrum, hvor Åndens usynlige orden får lov at råde. Det er dér, vi befinder os lige nu. Det er dér, vi skal møde Gud og forvandles af Åndens helligende dynamik. Ånden hjælper os til at opdage Gud i de mest uventede situationer, fænomener og møder både på det indre og på det ydre plan. Ånden erindrer mildt, men bestemt, enhver af os om, at vi aldrig er uden Gud, vi må bare søge Ham endnu ivrigere, så vi kan lære at genkende Hans ansigtstræk, hvor vi mindst venter dem.
Ånden taler et evighedssprog, men Han gør det gennem tidens tegn. Han hjælper os – indefra og udefra – til at huske, hvad Jesus har sagt og gjort. Intet øjeblik er uden Ånden. Intet miljø er helt frit for Ånden. Vor tids åndelige ørken kan også blomstre med Åndens skønhed. Den tomhed og ensomhed, som så mange slæber med sig, er i grunden bare en skjult længsel efter Åndens komme: “Kom”. Den uro og rastløshed, som præger så mange er et råb om at få mere Ånd. I Hans lys fremkaldes negativet og bliver noget positivt: et vidunderligt billede, et genskær af den usynlige Skønhed, der overgår vore vildeste forventninger. Nat bliver dag. Nød bliver nåde. Tomhed bliver fylde.
Ånden som er fred
Der er ingen grænse for, hvad Jesus vil give os. Hele Evangeliet er én lang opremsning af alle de gaver, Jesus vil dele ud af. Når Han møder et andet menneske, ved Han altid præcis, hvad der er dette menneskes inderste længsler og behov. Det er nok, at Jesus ser på et andet menneske for at vide, hvad dette menneske mest af alt har behov for. Der er ingen, der er helt ens. Ingen møder Jesus på helt samme måde som en anden. I sin kærlighed til enhver af os, ved Han, at vi alle er enestående og forventer os noget helt specielt. Ingen får det samme, men alligevel er det det samme. Vort eget livs opgave er at ønske os så meget som muligt af vort personlige møde med Jesus. Der må helt enkelt ikke findes nogen grænse for, hvad vi ønsker os af Ham. Hele vort hjertes uendelige potentiale for længsel, håb og ønsker vil Han opfylde og mere til.
Allerede profeten Esajas taler om denne overstrømmende flod af nåde, som Gud vil give os i sin Søn: “Jeg leder til hende en flod af velstand og folkenes velstand i en rivende strøm. Hendes børn skal bæres på hofte og vugges på knæ. Som en mor trøster sit barn, trøster jeg jer, så I finder trøst hos Jerusalem” (66, 12-13). I denne tekst så Thérèse af Lisieux et bevis på, hvor stor den kærlighed er, som Gud nærer til sine børn. Han vil legemliggøre sin kærligheds fulde fred for os ved at blive menneske i Jesus Kristus, og når Han er blevet menneske med os mennesker her på jorden, vil Han sprede denne fred til alle. Da Jesus udsendte sine disciple, pålagde Han dem netop at sige “Fred over dette hus”, og tilbyde Kristi fred til alle de mødte og lade den blive hos dem.
Kristi fred bør råde i vort hjerte, og Hans fred bør råde på vor jord. Det er Guds gave til os, men en gave skal også modtages og accepteres i hjertet. Men vil alle da ikke gerne tage imod en sådan gave? Længes ikke alle efter fred i deres indre og efter fred mellem mennesker og lande? Nej, desværre er det ikke helt så enkelt. Alle vil faktisk ikke have fred. Også dette ser Jesus når Han siger: “Og bor der et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over det, men hvis ikke, skal den vende tilbage til jer”(Luk 10,6).
Også i hvert enkelt menneskes hjerte findes der en modstand mod Jesus og Hans fred, vi stritter alle mere eller mindre imod. Derfor må Jesus give os noget af sit eget hjerte, for at vi skal kunne tage imod Hans fredsgave. Derfor giver Han os sin egen Ånd, så vi langsomt, men sikkert forvandles indvendigt og kommer til at ligne Ham mere og mere. Først da bliver vi egentlig i stand til at åbne vort hjerte og tage imod den overstrømmende flod af kærlighed, som Jesus vil lade strømme over fra sit hjerte og ind i vort og gennem os ud over verden.
Helligånden er altid nøglen, der åbner fredens skatkammer for os. Helligånden er så at sige nøglepersonen i vort og hele verdens drama. Tragedien er så, at mange ikke ser deres behov for Ånden. For at tage imod Gud, der kommer til os i Jesus, behøver vi Gud, der i Ånden vil være det supplement, det tilskud i vort indre, der gør det muligt for os at tage imod Gud og give os selv til Gud. Det kan synes som en cirkelslutning, og det er det også, men ikke en ond cirkel, tværtimod, det er den uendelig gode cirkel, som Guds treenige liv er. Det er dette liv, vi gennem Kristus er draget ind i. Han har brudt alle vore sædvanlige cirkler for at drage os ind i Treenighedens egen cirkel.
Alt det, der har med den treenige Gud at gøre, er ukendt land for os. Derfor må alt det, Gud giver os, være anderledes, end vi har forestillet os det. Den fred, Gud giver os, synes os ofte at være strid, uro og splittelse. “Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej siger jeg, ikke fred, men splid!” (Luk 12,51). Det er ikke os, der skal foreskrive Gud hvordan Hans gave er og fungerer, tværtimod. Det er en af Helligåndens største opgaver – Ham der er Gave og Fred – at forvandle os indefra, så vi kan tage imod Gud, sådan som Han er, og ikke sådan, som vi ønsker Han skal være.
Det lyder indlysende, ja næsten banalt, men det er i praksis noget af det sværeste for os alle. Derfor er Helligåndens umærkelige, men tålmodige arbejde i vort hjerte så nødvendigt. Uden Hans ordløse sukke i vort indre, uden Hans vejvisninger og formaninger, uden Hans tilskyndelse og inspiration kan vi aldrig åbne vort hjerte for Gud. Uden Gud kan vi ikke tage imod Gud. Uden Ånden som vore indre øjne og ører kan vi ikke genkende Jesus som vor Gud og frelser og indse, hvad Han vil give os, og hvad Han kræver af os. Men vi skal også stole på, at vi har fået Helligånden; gennem vor dåb og firmelse er vi Åndens tempel. Ånden bor i os med hele sin fred. Og denne fred, som vi ikke altid genkender som fred og måske ‘oplever’ som alt andet end fred, skal vi også formidle til hinanden.
Kirken er ligesom en kreds, hvor vi alle giver hinanden fred i Ånden, ja vi ser det tydeligt under fredshilsenen i messen. Præsten formidler – ligesom fra kredsens midte – i Jesu navn den Guds fred, der overgår al forstand, og som verden ikke kender. Og så kan hver enkelt give den videre: vi kan give hinanden Helligånden. Vi kan, og ikke bare i messen, men altid, give hinanden noget, der er uendeligt meget større end os selv. Ja endog når vi ikke direkte føler og erfarer Åndens kraft og fred i vort hjerte, kan vi give det videre, vi alligevel bærer i os i kraft af Guds urokkelige løfter: Gud selv, Helligånden. I George Bernanos’ hefte om karmeliternonnen, der dør som martyr under den franske revolution, står der: “Vort hus er intet fredens hus. Det er et bønnens hus. De mennesker, der helliger sig for Guds skyld, samles ikke for at nyde freden; de forsøger at vinde den for andre … Man har ikke tid til at nyde det, man giver bort.”
Og Guds fred, ja Guds hellige Ånd, er netop selve gaven, den eneste gave – men også den ukendte gave.
Ånden, der gør os fattige
Vi kan aldrig forstå Gud, og Hans verden er en ukendt verden for os. Gud er altid større; Deus maior gentog kirkefædrene igen og igen. Han er mere end alt, vi kan fatte. Troen overgår alt, vi kan tænke. Evangeliets logik er helt anderledes end vor. Vore tanker og begreber kommer altid til kort, når vi nærmer os Gud. Hver gang vi læser Evangeliet, må vi bare konstatere, at det er for stort, vi kan ikke fatte det. Denne ydmyge accept af vor begrænsning er en af Helligåndens største gaver. Det er et sikkert tegn på, at Åndens lys oplyser vort liv, og at Hans vind styrer vore skridt.
Hvad skal vi kalde denne kristne grundholdning? Vi kan sammenfatte det med Jesu egne ord: “Salige er de fattige i ånden, ” (Matt 5,3). Saligprisningerne er en sammenfatning af, hvordan vi skal leve efter Evangeliets paradoksale logik, som helt overgår vor horisont. De åbner vort hjerte på vid gab for Guds måde at være på. Det er Helligåndens store opgave at gøre vort hjerte modtageligt, så vi grådigt kan tage imod de ord, vi hører, og forvandles af dem. Derfor kan selv en nærigpind som den uhæderlige forvalter, Jesus roser, lære os noget (se Luk 16,8). I Åndens lys har selv mørket sine nuancer.
Den første af saligprisningerne taler om fattigdommen som selve grundlaget for vort åndelige liv. Egentlig kan vi sige, at alle saligprisningerne taler om det samme. De tegner alle det samme portræt for vore forundrede øjne: Jesus Kristus selv, Han der var rig, men blev fattig for vor skyld, for at vi skulle blive rige gennem Hans fattigdom (se 2 Kor 8,9). Hele kristendommen står og falder med denne fattigdom i Ånden. I klostersproget taler man om den hellige fattigdom, altså en fattigdom i Helligånden, som åbenbaredes gennem Sønnen for at lede os til Faderen. Denne fattigdom er en slags Guds rigdoms sakramente, altså Hans hellige, uransagelige Treenigheds mysterium.
Da Gud blev menneske, afstod Han fra sin guddommelige herlighed (græsk doxa, hebraisk kabod) for at blive lige så fattige som os, ja endnu fattigere. Inkarnationen fortæller om Guds totale selvudslettelse og selvhengivelse. For Edith Stein er denne selvhengivende kærlighed (tysk Selbsthingabe), selve eksistensens inderste hemmelighed. “Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler sit ansigt for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget” (Es 53,3). Denne ‘lidelsernes mand’ åbenbarer Guds indre for os på en håndfast måde. Siden dengang har ‘søster fattigdom’, for at bruge Frans af Assisis ord, været menneskets ledsager gennem livet. Gud har valgt fattigdommens vej for at ligedanne sig med os. Vi må også vælge fattigdommens vej, hvis vi vil ligedanne os med Ham.
Men vil vi det? Det virker ikke sådan. Fattigdommen har aldrig været i høj kurs. Alligevel er det vor største rigdom, som ingen børskrak eller konjunktursvingninger kan forringe. Det bliver lidt lettere at sluge, når vi taler om åndelig fattigdom eller fattigdom i ånden. Så er der bare en fare for, at vi begrænser det til at være en udelukkende indre ting og glemmer, at ‘åndelig’ i kristen forstand snarere sigter til Helligånden end til vor teoretiske åndelighed, altså i kontrast til det mere legemlige og materielle.
Men denne platoniske dualisme gælder ikke for os kristne. For os gælder Kristi helheds- og enhedssyn. Det er derfor at Kirken også har en sociallære og en seksuallære. Det er derfor at Kirken, når Evangeliet kræver det, har ret til at sige ting og sager, der ikke falder i de politiske og økonomiske magthaveres – eller vor andre almindelige dødeliges – smag. Det er derfor, Evangeliet aldrig kan falde sammen med noget partiprogram.
Fattigdommen i Ånden vedrører alle ting. Utrætteligt og stædigt peger Ånden på de hvide pletter i vore liv, hvor Kristus endnu ikke har fået lov at trænge ind. Evangelisationen, den store opgave for Kirken og for hver enkelt, gælder til alle tider og i alle miljøer. Åndens vind skal have lov til frit at blæse i ethvert vejr. Det må aldrig være helt vindstille. Ingen dør må lukkes for Ånden. Intet er bare profant eller ligegyldigt. Intet i hele verden er uinteressant for Gud. “Gud, vor frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1 Tim 2,3-4). Alt og alle berøres af Guds nåde – og “nåden er Guds Ånd”, siger Edith Stein, “der kommer til os, den guddommelige kærlighed, der stiger ned til os.”
For at vi skal kunne tage imod Gud, har vi brug for Gud. For at Guds kærlighed, der stiger ned til os, skal kunne trænge ind i os og forvandle os, har vi brug for Helligåndens tålmodige indre virken i vort hjerte. For at blive rige på Guds kærlighed behøver vi fattigdommen i Ånden, som får os til at blive syge af længsel efter Gud. Dette tema kan varieres i det uendelige, og det kan vi se i helgenernes liv og lære, hvor Evangeliets fundamentale paradoks genspejles i stadigt nye farver og nuancer. Kun de fattige og de syge kan helbredes. Gud er ikke kommet for de retfærdiges skyld, men til synderne.
Langsomt, men sikkert forsøger Helligånden at overbevise os om, at vi faktisk er fattige og svage. Kort sagt at vi har behov for Gud, at vi skal frelses. Hvert menneskes personlige historie er frelseshistorie. Når vi ser tilbage, kan vi ofte ane et mønster: Helligånden, der gennem sine indre impulser og de ydre hændelser har forsøgt at vække os til åndeligt liv og indsigt. Først tror vi bare det drejer sig om at vokse og få kræfter, være flittige, yde noget, forbruge og producere. Men Ånden lader os heldigvis ikke være i fred. Uformuenhed og svaghed følger os som en skygge gennem livet. Ånden vil hjælpe os til at acceptere skyggen og bagsiden som et råb om hjælp, som bøn. “Som man sår, så høster man” – også svar.
Guds svar er ikke et logisk svar, som vi forstår med det samme. Guds svar er Ham selv: Sønnen, Guds evige ord er også Guds evige svar til os. Det er det svar, som Kirken har formidlet gennem tiderne. For at svaret kan modtages og bære frugt, ja overhovedet kunne skelnes og høres, behøver vi ører, altså indre lydhørhed.
Det er Åndens opgave at være vort indre øre og vor indre fatteevne, så vi kan høre Gud, når Han taler til os, og genkende Gud, når han kommer. Derfor skal vi blive fattige på forudfattede meninger om hvordan Gud skal gebærde sig. Alle vore hjemmestrikkede gudsbilleder må knuses mod sandhedens klippe. Det er kun ud fra vor fattigdom i Ånden, som Gud gennem sin Søn har taget på sig, at vi kan åbne os for hele Guds treenige rigdom. Guds rige er for små og fattige: “I kan ikke tjene både Gud og mammon” (Luk 16,13), siger Jesus til os alle, og kun de fattige i Ånden kan tjene Gud. Heldigvis har denne fattigdom en indre skønhed, en Åndens dynamik og kraft, som gør den uimodståelig i længden.
Om ikke før, så når vi møder ‘vor kære søster Død’, som Frans kalder denne tvillingesøster til ‘søster fattigdom’. Men hvorfor vente så længe, når Gud allerede nu tilbyder os hele sin rigdom og herlighed i denne fattigdoms hellige klædedragt?