En tekst af Joseph Chalmers, O. Carm.
At blive kærlighed
Hvad er målet for det kristne liv? Hvad er det vi længes efter? Hvad ønsker Gud for os? Jeg tror læsningen af 1. Korintherbrev, 13 om kærlighed, på meget smuk vis udtrykker hvad Guds mening med os er. Vi skal leve i kærlighed, indtil vi bliver kærlighed. En anden måde at udtrykke det på er at sige, at vores kald er at blive som Gud.
Hvordan gør vi det? Tag dig sammen og kom i gang? Du kan prøve sådan, men det vil ikke hjælpe dig. Det kristne liv er ikke kun et spørgsmål om viljens kraft, men om at tillade Kristi magt at arbejde i os og forvandle os. De tidlige helgener og andre store personer i kirkens historie prædikede og skrev om det, de kaldte ”guddommeliggørelse” af mennesket. De mente, at Gud blev menneske så både mænd og kvinder kunne blive som Gud og med det mente de, at det kristne kald er at svare helhjertet på Guds invitation til et nyt liv og på den måde blive som Gud.
Vi lever i en vildfarelsens tid. Det ser ud som om religion spiller en stadig mere perifer rolle i de fleste menneskers liv. Vi føler, vi altid mest læser om skandaler i kirken. Den sociale struktur, som understøtter vores religiøsitet er i høj grad kollapset. Nu er valget at følge Kristus et personligt og ofte meget modigt valg.
Bøn: forholdet til Gud
Formålet med det kristne liv er altså at blive som Gud. Fra beretningen om syndefaldet i skabelsesberetningen ved vi dog godt, at det mål ikke er noget som mennesket kan nå alene; det er en nådegave i Jesus Kristus. Vores opgave er at besvare invitationen til at træde ind i et intimt forhold af venskab med Gud, og vi kan gøre det på mange forskellige måder. Selvfølgelig forsøger vi at leve sådan som Gud ønsker det af os og som det er formuleret gennem Kristi budskab. I virkeligheden handler kristendommen dog ikke om hvad vi gør, men om, hvad Gud gør i os. Et essentielt element i fornyelsen af det kristne liv er bøn, forstået som forholdet til Gud. Ethvert forhold kræver tid til at udvikle sig og til at vokse. Ethvert menneskes væren er et mysterium og vi springer aldrig direkte ind i et andet menneskes allerdybeste væren. Forholdet til Gud er et endnu større mysterium. At indtræde i et forhold til Gud er som at træde ind i en evig rejse.
Skrifterne anvender mange analogier for Guds forhold til Hans folk, men det som kommer nærmest er måske ægteskabets bånd. Gud ønsker at være forenet med os. Naturen snyder mennesker for at lokke dem til at forpligte sig til hinanden og på den måde sikre racens overlevelse. Mennesker forelsker sig og det gør dem så naturligt blinde overfor forpligtelsens natur, at de indgår ægteskab. Men hvad så, når hvedebrødsdagene er ovre? Vil parret så vedblive at vokse i deres modne forpligtelse? At forelske sig er nemt, men virkelig at elske er på ingen måde let; det er på en gang det mest vanskelige og det allermest givende. I Johannes Evangeliet deler Jesus en af universets hemmeligheder med os – kærlighed. Vi skal elske hinanden og kun derved kan vi kendes som Hans disciple. Vi vil ikke blive anerkendt som Kristi disciple relativt til hvor meget uddannelse vi har eller hvor travle vi er eller hvor mange bønner vi beder. Spørgsmålet er – kan vi elske eller kan vi ikke? Kærlighed kommer fra Gud og kun, hvis vi er forenet med Kristus, som grenene er forbundet med vinstokken, kan vi elske.
Overgivelse
Kærlighed er fuldstændig forpligtelse og en total selv-overgivelse. Naturligvis indebærer det ikke kun kærlige følelser. Vi er naturligt bange for at overgive os selv fuldkommen i hænderne på Gud, fordi vi allerinderst er klar over Gud er ultimativt u-erkendbar og vi ønsker ikke at miste os selv fuldkomment. Som en begyndelse vil Gud tiltrække os varsomt og dernæst invitere os til et dybere forhold. Gud kalder og vi svarer; hvis jeg beslutter at holde Gud på samme niveau som en bekendt, vil Gud ikke tvinge mig til at gå dybere. Vi kan ikke tvinge nogen til at være vores ven. Det er trist at se mennesker være mere end tilfredse med et overfladisk forhold til Gud. Vi udvikler os kun for så vidt vi tillader Guds væren i vores liv og det synes som om mange mennesker ikke ønsker at udvikle sig. Udvikling er en smertefuld proces, som også indebærer mange tårer, men at undvige smerten er også at undvige ekstasen. Efterhånden som vi udvikler os, lægger vi tidligere skridt bag os og det er en form for død. Vi må slippe fortiden for at kunne modtage fremtiden. Vi kender alle mennesker, som afviser at give slip på fortiden og som derfor ikke er i stand til at være i nuet.
At vælge Gud
I begyndelsen af vores forhold til Gud fokuserer vi på at lære Ham at kende. Der er aldrig en tid, hvor vi helt kender Gud, men i den indledende fase, er vi fokuseret på dette tema. Vi læser i Skrifterne og tænker på personen Kristus, hans ord og hans gerninger. Den fulde guddommelige åbenbaring er i Kristus og derfor åbenbarer Han Gud på en menneskelig måde. Selvfølgelig må vi ikke falde i den fælde, at vi tror vi kender Kristus – ”Er han ikke tømrerens søn” som nogle af hans samtidige sagde. Studier kan kun lære os om Gud; bøn er døren gennem hvilken jeg faktisk kan møde Gud. Efterhånden som jeg lærer Gud at kende, lærer jeg også mig selv at kende. Jeg begynder at se, hvad jeg søger i livet. Er Gud virkelig vigtig for mig? Jeg begynder også at se, hvordan jeg må ændre mig for at have Gud i mit liv. Ved hvert eneste skridt på rejsen, beslutter jeg om jeg vil fortsætte fremad eller gå tilbage. At stå stille eller træde vande er ikke muligt i forhold til Gud. Det er muligt jeg indser, at Gud tilsyneladende beder mig om for meget eller mere end jeg er klar til at give. Derfor kan jeg trække mig fra det spirende forhold.
Jo tættere jeg tillader Gud at komme til mig, jo mere klart vil jeg se mig selv. Uanset hvad, har sand selverkendelse en pris. Vi klynger os til vores illusioner, fordi vi finder de er mere behagelige og bekræftende end virkeligheden. Vor Frue er forbillede for dem, der vil følge Kristus. En af hendes dyder er ydmyghed. Han eller hun, der forpligter sig til denne intime rejse med Gud vil snart kende til ydmyghed. Ydmyghed betyder, at man kender og accepterer sandheden om en selv. Hvis jeg vil blive ved med at udvikle mig i forhold til Gud, lærer jeg også sandheden om mig selv at kende, dvs. jeg lærer hvem og hvad jeg selv er. Jeg begynder at se mine motiver, som jeg ellers altid havde troet var rene som nyfalden sne. Jeg vil, hvis jeg er heldig, se, at de vil være blandet af alle mulige forskellige mindre rene elementer. Kan jeg acceptere sandheden eller vil jeg forsøge at undslippe klarhedens lys? Vil jeg foretrække mørke frem for lys?
Ikke-egoistisk kærlighed
Dette er naturligvis et meget tidligt trin i forholdet til Gud. Det er at sammenligne med at bejle i menneskelige forhold. Hvis jeg er standhaftig og accepterer hvad der åbenbares for mig i forhold til hvem og hvad jeg er og hvem og hvad Gud er, vil jeg normalt bevæge mig ind i en slags hvedebrøds-fase. Det er i denne fase jeg forelsker mig i Gud. Bøn er i denne periode let og en sand fornøjelse. Vi bevæger os gradvist fra at tænke om Gud til simpelthen at være i Hans nærvær. Det kan synes som om vi allerede er på det niveau, mens vi i virkeligheden endnu er i begyndelsen af forholdet. Der venter endnu meget udvikling forude, fordi den kærlighed jeg har til Gud stadig er kanaliseret gennem selv-kærlighed.
Alle hvedebrødsdage ender i menneskelige forhold og det samme gælder i forholdet til Gud. Der må jeg vænne mig til alle de almindelige, ikke-interessante tidspunkter, hvor jeg måske ikke føler jeg befinder mig godt i forholdet, fordi det ikke længere giver mig et ”kick”. Jeg kan da forlade forholdet og lede efter et andet med henblik på at bringe spænding tilbage til mit liv, men mønsteret vil gentage sig selv. Ved brylluppet bindes parret sammen til medgang og modgang. Unge par forstår normalt ikke hvad modgang betyder, fordi kærligheden har gjort dem blinde. Men modgang vil altid dukke op, og parret vil da erfare hvad det betyder at elske. Når ting bliver svære, vil jeg lære at elske den anden for hvad og hvem hun er og ikke kun, fordi hun tilfældigvis opfylder mine behov. Jeg vil da lære at elske på en ikke-egoistisk måde.
Når hvedebrødsdagene i vores forhold til Gud ender, træder vi ind i en kritisk tid. Jeg husker en person som beklagede sig over monumental kedsomhed i hendes bøn. Jeg spurgte om hun elskede Gud og hun svarede ”ja”. Jeg spurgte da, om hun var parat til at udholde denne følelse af kedsomhed i bønnen resten af hendes liv. Er vi klar til at være trofaste mod Gud, også når det er kedeligt og ikke synes attraktivt? De fleste bedende vil på et eller andet tidspunkt opleve hvad Johannes af Korset kalder en følelse af mørk nat. Den mørke nat er ikke noget man skal frygte; det er et normalt skridt i udviklingen og det sker normalt ind imellem hverdagens hændelser. Nogle mennesker synes tilsyneladende at have en forventning om Gud altid adlyder dem, og når de opdager, at Gud ikke er som de først forestillede sig, er de ikke længere så ivrige efter at involvere sig med Gud. Normalt vil sådanne personer ikke helt afvise bønnen; de vil fortsætte med at bede og de vil være ”gode” mennesker, som er tilfredse med sig selv, men de vil have ophørt med at udvikle sig. De vil stadig elske, men ikke for meget; de vil have stillet sig tilfreds med den komfortable middelmådighed.
Farisæerne er et godt eksempel herpå. De var på ingen måde dårlige mennesker; de var gode mennesker, som adlød Gud love. De søgte i Skrifterne, gav almisser til de fattige og bad regelmæssigt. Alligevel er det dem Jesus fordømmer, ikke de, der offentligt syndede. De havde udskiftet Guds vilje med menneskelige regler. De afviste at anerkende Jesus som den Skrifterne omtalte, og derfor afviste de også at give deres liv til Ham, fordi som Jesus selv udtrykte det, ”I kan ikke høre mit ord”. (Joh.8.43)
Mødet
At gøre religion til et system af regler og love er en tragedie; det handler om forholdet til den Levende Gud. Men mødet med Abrahams Gud, af Isaks, af Jacobs, af Jesu far, er en jordskreds rystende hændelse. Først vil Gud måske henvende sig forsigtigt til os gennem skabelsen, men der vil komme en tid, hvor vi vil stå ansigt til ansigt med den ærefrygtindgydende Levende Gud. I det møde vil alle vores vildledende illusioner om os selv blive fejet væk fra os. Men selv-bedrag er komfortabelt; jeg ønsker ikke at stå nøgen foran Gud. ” Ved aftenstid høre de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kone sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam: Hvor er du? Og han svarede: jeg hørte dig i haven og blev bange fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig”.
Normalt vil der være en gradvis proces, hvor Gud hjælper os til at slippe kontrollen. Vi må lære, vi ikke kan kontrollere Gud, som vi kan kontrollere vandet i vandhanen. Ligeså kan vores bøn fra tid til anden forekomme tør. De indledende skridt til denne proces er ofte markeret med uforudsigelighed. Tørheden kommer og går, og vi ved aldrig om vores bøn vil være tør som støv eller en rigtig god oplevelse. At slippe kontrollen er på ingen måde nemt. En ting er at sige vi overgiver os til Gud, noget helt andet er at leve overgivelsen ud i praksis. Der er så mange subtile måder, hvorpå vi kan bedrage os selv. Vi kan filtrere alt så vi kun hører det, vi selv ønsker at høre. Jeg kan opføre mig som alkoholikeren, der pure afviser at have et problem med alkohol. Måske lytter jeg ikke til en prædiken, der kalder mig til at angre; jeg kan søge i Skrifterne som farisæerne, men uden at være åben for Guds Ord. Jeg kan afvise at acceptere Guds ord, fordi de ikke kommer til mig, som jeg forventede det eller fra en person jeg anerkender. Åndelig rejse indebærer en hudløs ærlighed, men denne ærlighed belønner sig langt ud over hvad vi kan forestille os.
Der er mange gode, hæderlige mennesker, men det ser ud til der kun er få, som er villige til at betale prisen for fuldkommen at overgive sig til Gud. Vi ved vi intet kan gøre uden nåde, alligevel ser det ud til vi er meget villige til at forsøge at konstruere os selv en vej til Gud, vores egen vej til hellighed. Det er ikke muligt! Gud ved hvad vi er skabt til at være og kun ved at tillade Gud fuldstændig frihed i vores liv, kan vi ankomme til vores bestemmelsessted, hvilket også indebærer en total forvandling.
Tillid til Gud
Målet for det kristne liv er fuldkommen umuligt for mennesket selv at nå. For at nå det mål har vi brug for en længsel efter at have grænseløs tillid til Gud. Hvis vi skal forvandles af Gud, må vi slippe alt andet. I begyndelsen kan vi være så tiltrukket af Gud, at det at give slip på stor synd ikke er særlig vanskelig. Men derefter må vi give slip på kontrollen i vores liv, på andre menneskers liv og endelig også på Gud.
Hvis vi virkelig længes efter Gud og forsøger at samarbejde med Guds Vilje og ikke bare lader som om vi er hellige, tror jeg på, der vil komme et tidspunkt, hvor Gud virkelig svarer på vores længsel efter Ham som omdrejningspunkt i vores væren. Gud vil gøre det ved at fjerne alt, der kan være rivaliserende for ham i vores inderste. Men der er naturligvis ingen rival til Gud i mit liv! Kan jeg bevare tilliden til Gud, virkelig bevare tilliden, når alt jeg værdsætter allermest kan skæres væk og forsvinde? Hvad jeg da kaldes til på dette kritiske tidspunkt, er at give slip på alle uordnede bindinger, som endnu er tilbage i mit liv. Problemet på dette trin er, at jeg tror jeg allerede har sluppet alt ondt i mit liv og kun det gode er tilbage. Uanset hvad, vil Gud have en anden opfattelse heraf.
Johannes af Korset skriver, at det gør ingen forskel om en fugl er holdt nede af et kraftigt reb eller en tynd tråd. Det afhænger af hvad fuglen ønsker at gøre. Hvis den kun ønsker at hakke i jorden omkring sig selv, gør det ingenting at den er bundet. Men hvis den ønsker at flyve, må rebet eller tråden brydes. Problemet på dette tidspunkt er, at vi måske kun er bundet af en tynd tråd og vi tænker måske, at denne tråd ikke holder os fast overhovedet, mens det i virkeligheden er den, der trækker os op til Gud sådan at vi må overveje om tråden ikke netop der det, der fastholder os. Et eksempel kan være, at jeg efter mange udfordringer og forsøg har fundet min vej i bønnen. Jeg ønsker virkelig at møde Gud og jeg har fundet en særlig vej i bønnen, som hjælper mig. Så hvad er problemet? Jeg holder måske fast i min egen opfattelse af hvad der er rigtigt, jeg holder mig til min erindring af hvordan Gud tidligere har ageret i mit liv og i min længsel efter at møde Gud. Det kan opleves at være vidunderligt på et vist tidspunkt på min rejse, men der kommer også et tidspunkt, hvor netop det blokerer for yderligere udvikling. Problemet er ordet ”min” retfærdiggør valget. Der er altså stadig et subtilt behov for kontrol. Hvem skal lede dansen og hvem skal følge?
Meget subtilt ønsker jeg således at få Gud til at passe ind i min måde at tænke på. Er min Gud engelsk, skotsk eller irsk katolik? Det er et latterligt spørgsmål…..eller er det? Tænk over det. Prøver jeg at forme Gud til at passe ind i min idé om Gud eller prøver jeg virkelig at være åben over for at få min egen lille verden sprængt itu?
Der er således åbenlyst stadig uordnede bindinger og selv-kærlighed indeholdt i mig, men på et givent tidspunkt kan det være virkelig subtilt fordi min selvforherligelse skjules af min længsel efter Guds herlighed.
At lytte
Forholdet til Gud udgøres af bøn. Gud inviterer hver af os til et intimt forhold til Treenigheden. Venskab kan aldrig forceres. Vi har en bemærkelsesværdig evne til at sætte grænser for Gud. Når vi tænker på Gud bør vi tænke STORT. Gud ønsker at gøre så meget mere for os, end vi nogensinde kan bede om, end sige forestille os. Så hvordan besvarer vi bedst en sådan invitation? Vi kan lære fra den måde, hvorpå vi relaterer til mennesker. Der er mennesker vi kun møder sjældent og som vi ikke tænker ret meget på. Vi kan dårligt kalde dem venner. Så er der mennesker, som vi omgås venligt, men som ikke rigtig har indflydelse på vores liv. Så er der atter andre, der virkelig kender os og som elsker og respekterer os for hvad vi er. Disse er vores venner. Hvordan relaterer vi til dem? Bombarderer vi deres ører med tale eller er vi også villige til at lytte til dem? Vi har to ører og en mund, så vi bør lytte dobbelt så meget, som vi taler. Der er tidspunkter, hvor det godt at bruge mange ord i bønnen og andre, hvor vi må lytte. Gud taler først og fremmest til os gennem Skrifterne, men også gennem vores daglige liv. At lytte er en vanskelig kunst at mestre. Så snart vi forsøger at være stille, vil vores bevidsthed fyldes med en sværm af distraktioner. Hvad kan vi gøre ved det? En måde er at bekæmpe dem, men så vender vi os samtidig væk fra Gud og fokuserer på distraktionerne. En anden måde er centreret bøn, som er en bøn båret af intention, ikke kun opmærksomhed dvs. vi ønsker at være i nuet og Guds nærvær og vi fastholder ønsket ved at bruge simple ord, når vi bliver opmærksomme på vi tænker på noget andet.
Først og sidst, hvis vi skal udvikle os i vores relation til Gud, må vores bøn være sand. Bønnens sandhed viser sig, når vi iagttager hvor sandt vi lever uden for bønnen.
At danse til ny musik
Så hvem skal lede til dansen? Hvis jeg altid har ledt og er vant til at lede, vil det falde mig svært at ændre det. På den anden side, hvis jeg forandrer mig, vil Gud lære mig at danse til ny musik, den stille musik af kærlighed som Johannes af Korset kalder det. Først vil musikken synes meget fremmed. Jeg vil snuble og ikke være mit gamle, selvsikre jeg, men hen ad vejen til jeg lære trinene og blive mere fortrolig med at følge Gud og en helt ny verden vil åbne sig for mig. Ønsker jeg at udforske nye fremmede øer? Ønsker jeg at høre stille musik? Eller ønsker jeg at forblive i det sikre? Valget er mit.
Oversat efterår 2016 af Ann-Lise Aasesdatter