“En karmeliterindes missionsiver bør omfatte hele verden”, skriver den Lille Therese i sine selvbiografiske skrifter. Selv havde hun to præster i missionen, som hun fik til opgave at bede særligt for. Men hun håbede, at med Guds nådes hjælp kunne hendes bøn være til gavn for mere end to missionærer. Hvorledes var dette muligt for en nonne, der levede sit klosterliv uden nogensinde at komme udenfor murene af Karmelklostret i Lisieux?
The hungers of the heart and the longings of the spirit are the result of God first desiring us and coming to us in love. This is what Iain Matthew, one of our most popular Carmelite writers, calls ‘the impact of God’: a God who is not a bystander waiting for us to find him but a restless God seeking to make space for himself in our lives. The challenge, of course, for all of us, is to let ourselves be loved, as the young French Carmelite, Elizabeth of the Trinity has said, and allow the reality of this love to change our hearts.
The process whereby we are changed and transformed is called contemplation, which is a central concept of Carmelite spirituality. Contemplation is not a series a particular experiences but a process whereby little by little we are transformed in God. Our destiny is to become like God because we live with the same life as God, that is to say, the Holy Spirit…
The journey of transformation usually lasts a long time because the purification and change that is wrought in the human being is so profound. This is not just a change of idea or opinion; it is a complete transformation of how we relate to the world around us, to other people and to God. There is a saying about walking a mile in someone else’s shoes before we can understand another person.
Karmel’s regel er et kort dokument, der kan passe på 3eller 4 A4-sider. Teksten, der blev brugt i klostrene, findes i pavens tekst “Quae honorem” fra 1247. Den præsenteres som “den oprindelige regel, givet af St. Albert og korrigeret, ændret og bekræftet af pave Innocens IV.” Det er ikke identisk med den ældste form, for ved flytningen til Europa blev det nødvendigt at tilpasse den til de nye forhold. Men det er i det væsentlige uændret.
At leve i Maria er at vove uforbeholdent at stole på hendes moderlige, formende kraft. Hun elsker at arbejde i det skjulte, at udnytte nattens stilhed og fred. Derfor er det af stor betydning om aftenen, inden vi falder i søvn, at overgive os selv og vort liv i hendes hænder. Der ligger stor visdom i den gamle katolske skik med at bede rosenkransen, mens man venter på at falde i søvn. Når vi sover, gør vi ingen modstand.
Alt hvad vi gør i Karmel har på en eller anden måde den indre bøn til formål. Det er bønnen, som giver alt andet dets mening. Hele klosterobservansen står i bønnens tjeneste. Den er en forberedelse til bønnen eller skaber en atmosfære som fremmer bønnen.
Fremfor alt er klausuren et sted, hvor vi og Jesus, din Brudgom, kan færdes uforstyrret, i glæde over hinandens selskab.”Den som ikke har oplevet det kan ikke ane, hvilken lykke vi føler ved disse stiftelser, når vi endelig befinder os indenfor klausuren, hvor ingen af verdens mennesker kan komme ind, for hvor meget vi end elsker dem, er vores kærlighed ikke så stor, at vi ville undlade at føle den store vederkvægelse det er at få lov at leve i ensomhed.
Karmeliterordenen kaldes for ”spansk ild i en østerlandsk lampe”. Hvem der gav den denne betegnelse, eller hvor eller hvornår, ved jeg ikke. Men jeg finder udtrykket tiltalende; det skaber atmosfære og virker inspirerende.
En østerlandsk lampe – for karmeliterordenen stammer fra bjerget Karmel, som ligger i Israel. Dér møder vi eneboerne, som har viet deres liv til Vor Frue af Karmel. Utrætteligt våger de og beder, mediterer på Guds ord og arbejder i stilhed, omgivet af Karmels skønhed. Den spanske ild er antændt af Teresa af Avila og Johannes af Korset…