En tekst af Wilfrid Stinissen, ocd, fra bogen “Hør vinden blæse – en bog om Helligånden” – med indledning og oversættelse af Grethe Livbjerg. Fra www.levendevand.dk
I denne bog om Helligånden giver Wilfrid Stinissen vejledning i, hvordan man kan skelne mellem Helligåndens impulser og alle andre. Han slår fast, at både Bibelen og Kirkens åndelige tradition klart viser, at Gud leder mennesker. “Jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand (på svensk: hjälpare), som skal være hos jer til evig tid”. Hvorfor skulle denne hjælper være hos os, om ikke for at hjælpe og lede os?
Men – advarer forfatteren – naturligvis er man udsat for illusioner og selvbedrag. Man kan let tiltage sig en falsk frihed ved at påberåbe sig Helligånden.
Der skelnes mellem ekstraordinære og almindelige indgivelser. Da Saul fik sin Damaskusoplevelse (ApG 9.3-4), eller da Peter i et syn blev overbevist om, at hedningerne også var kaldet til kirken. (ApG 10,11-16), var der sandelig tale om ekstraordinære Helligåndsoplevelser. Men traditionen betoner og erfaringen viser, at Helligånden sjældent leder på denne måde. Det er netop angående disse ekstraordinære oplevelser, de åndelige forfattere, især Johannes af Korset, giver strenge advarsler: Man skal ikke være lettroende! Frem for alt skal man ikke længes efter at få sådanne oplevelser.
Wilfrid Stinissen fremhæver to grundlæggende holdninger som forudsætning for at kunne registrere Åndens impulser:
Først en åben beredvillighed, og denne holdning har igen to sider: en negativ og en positiv.
Den negative kan udtrykkes med det svenske ord “nollställdhethed”. Man foretrækker ikke det ene fremfor det andet. Man ledes ikke af, hvad man synes om, og hvad man ikke synes om. Man har forladt lystens niveau og lever dybere. Vel oplever man stadig på overfladen lyst og ulyst, men man er ikke længere styret af disse følelser.
Denne nulstillethed giver en stor indre frihed og smidighed. Man er ikke fikseret og derfor er alt muligt. Hver dag er ny. Gud handler aldrig stereotypt. Man kan undres, når man opdager, hvor opfindelsesrig han er. Hver dag nye eventyr!
Den positive side er åbenhed. Den er direkte følge af at være nulstillet. “Se her er jeg” siger du som Abraham, Moses og Samuel. Et enestående eksempel på denne åbenhed er Maria. I sit ja stiller hun sig til rådighed. Hun ved ikke prævis, hvad der venter hende. Hun behøver heller ikke at vide det. På forhånd siger hun ja til alt. Hun ville aldrig være blevet Herrens mor, hvis ikke hun først havde været Herrens tjenerinde.
Den anden grundholdning er skriftemålsholdning. Den svejtsiske mystiker Adrienne von Speyr (1902-1967)taler gerne og ofte om Beichthaltung. Hun tænker da slet ikke på samvittighedsransagelse eller selvanalyse. Tyngdepunktet ligger ikke her i mennesket, men i Gud. Man gemmer sig ikke, man unddrager sig ikke Guds blik, men i stedet eksponerer man sig frivilligt og i kærlighed for dette blik. Man er villig til at stå nøgen over for Gud og lade sig gennemlyses af ham.
Denne gennemsigtighed (Durchlichtetsein) kræves af alle kristne. Uden den findes ingen kærlighed, for kærlighed kræver lys, evidens, klarhed.
Marias ureserverede ja og skriftemålsholdningens gennemsigtighed er to sider af samme sag. Jaordet udtrykker, at man er villig til at gøre det, man bør gøre. Skriftemålsholdningen betoner, at man er villig til at være den, man er, i total ærlighed. Den både forudsætter og skaber en fuldstændig accept af sig selv, på et dybere niveau end det, som psykoterapien kan nå.
At skelne mellem ånderne
(Det følgende er direkte oversat)
Men selv om grundforudsætningen findes, du forsøger at være nulstillet, åben og gennemsigtig for Gud, kan du ikke være helt sikker på, at han altid taler “gennem dig”. Dit jeg er måske endnu ikke helt i overensstemmelse med ham. Hvor meget du end lægger vægt på at være ærlig og lytte frem til det allerdybeste i dig, hvor du er forenet med ham, er det ikke sikkert, at du når derind. Du kan tage fejl og tro, at du er kommet til dit centrum, mens du i virkeligheden befinder dig på et mere perifert plan. Du kan ikke engang være absolut sikker på, om du er helt ærlig i din søgen efter Guds vilje. Dybdepsykologien og måske din egen erfaring har lært dig, at mennesket er en mester i at bedrage sig selv.
Paulus nævner mellem alle de forskellige nådegaver også evnen at skelne mellem ånderne (1 Kor 12,10). Denne åndelige skelneevne går du på at skelne mellem ægte og falske karismatikere, dvs. mellem dem, som når de profeterer, virkelig taler Guds ord og andre, som kommer med egne påfund.
Men efterhånden får udtrykket “at skelne mellem ånderne” imidlertid en udvidet betydning. Det gælder nu ikke længere at skelne mellem forskellige mennesker og “diagnosticere” om de drives af Guds Ånd eller af Satans ånd. Man har fundet ud af, at sagen er mere kompliceret end som så. At et og samme menneske kan påvirkes både af Guds Ånd og en ond ånd. At skelne mellem ånderne betyder nu hos sig selv eller hos et medmenneske at kunne afgøre, hvad der må tilskrives Helligånden og hvad der kommer fra ens egen fantasi eller en ond ånd.
Allerede på ørkenfædrenes tid tillempede man visse regler for at lette denne skelnen. Det er fremfor alt Ignatius af Loyola, som på 1500-tallet systematiserede og kompletterede dette arvegods.
I sin bog Gottes Willen tun reducerer den østrigske teolog Gispert Greshake de mange regler, som den kristne tradition tilbyder, til syv. Han påpeger, at det ikke er nok med en eller et par regler. Først når alle regler, eller så godt som alle, peger mod samme mål, kan man være sikker på, at den indre impuls, man tror at føle, stammer fra Helligånden.
Her følger de vigtigste af disse regler. Kommentaren er dels Greshakes, dels min egen.
Første regel:
Bygget på evangeliets grund.
Kun den impuls, som er i overensstemmelse med evangeliet eller Jesu liv kan komme fra Helligånden. Det er jo typisk for Helligånden at han påminder os om alt, at Jesus har sagt (Joh 14,26). “Han skal ikke tale af sig selv – han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer” (Joh 16,13-14). En impuls, som de rikke findes belæg for i skriften eller i Jesu liv, kommer ikke fra Helligånden.
Vi møder denne regel allerede hos Antonius den Store (250-355): “Hvad du end gør eller hvad du siger, så søg altid et vidnesbyrd i Den hellige Skrift.”
Johannes af Korset skriver i samme stil: “Hav altid et vanemæssigt begær efter at efterligne Jesus Kristus i hele hans værk ved at rette jer efter hans liv, som I må betragte, så at I kan efterligne det og i alt forholde jer, som han ville have gjort.”
I vor tid siger Charles de Foucauld (1858-1916): “Spørg dig selv i alle forhold: Hvad ville Vor Herre have gjort? Og handl så derefter.”
Vi ved dog ikke altid, hvad Jesus ville have gjort i netop den situation, vi befinder os i. Derfor er denne regel ikke tilstrækkelig, men hvis vi er ærlige, vil vi ofte kunne udelukke en del impulser, fordi vi udmærket ved, at Jesus aldrig ville have handlet sådan.
Evangeliet er den højeste norm, evangeliet bedømmer alt. Da evangeliets kærne er kærligheden (Gud elsker, der for skal I elske hinanden), er alt det, som fører til større kærlighed i overensstemmelse med evangeliet, og man kan derfor antage, at det kommer fra Helligånden. Det, som derimod går ud på at tilfredsstille vores egoisme, kan ikke have sin oprindelse i Ånden.
Anden regel:
Helligåndens indgivelser er fornuftige.
Dette lyder måske chokerende. Det synes også at være imod den første regel. Evangeliet er jo absolut ikke “fornuftigt”. Paulus skriver, at ?Gud besluttede at frelse dem, der tror, ved den dårskab, der prædikes om? (1 Kor 1,21).
Men evangeliet er en dårskab for hedningerne (v. 24). Det som er dårskab for hedningerne, er “Gus kraft og Guds visdom for os” (v.24).
At Helligåndens indgivelser er “fornuftige” betyder altså ikke, at de svarer til det, som verden finder fornuftigt, men at de er i overensstemmelse med vores af troen oplyste fornuft. Den kristen etik har altid regnet klogskab (prudentia) til de fire kardinaldyder.
Johannes af Korset, som man sandelig ikke kan mistænke for ikke at forstå sig på evangeliet, taler ofte om, hvor vigtigt det er at handle med fornuft. Ordet racón (fornuft) forekommer mange gange i hans værker. Han betragter ikke fornuft og evangelium som uforenelige. “Vi må nøje holde os til fornuften og evangeliets lære” ,skriver han, “hvis vi på overnaturlig måde fik kendskab til visse ting – så skal vi af dem kun tage imod det, som er i overensstemmelse med fornuften og evangeliets lære. Og i så fald skal vi ikke tage imod dem, fordi de kom gennem en åbenbaring, men fordi de er i overensstemmelse med fornuften.” “Gud har en helt særlig forkærlighed for at se mennesket ledet og styret af et andet menneske, som ligner det selv, og i overensstemmelse med den naturlige fornuft”.. “Lyt til din forstand, så at du kan gøre, hvad den siger dig på din vej til Gud.” “Den som handler efter sin forstand, ligner en, som spiser noget substantielt.”
Gud har skabt verden med visdom. ?Hvor er dine værker mange, Herre! Du har skabt dem alle med visdom? (Sl 104,24). Der findes en vidunderlig orden i skabelsen. Helligånden var med, da verden skabtes. Han ?svævede over vandene? (1 Mos 1,2). Når Helligånden taler til dig, plejer han ikke at modsige den oprindelige skabelse. Hans impulser harmonerer me de love og den struktur, som mennesket og tingene er udrustede med fra Skaberen. “Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud” (1 Kor 14,33). Han er logisk ! Nåden er bygget på naturen og knyttet til ved den.
Paulus, som gerne taler om kærlighedens dårskab, afviser på ingen måde fornuften. Tværtimod. Han er over bevist om, at man alene med fornuften kan opdage Guds eksistens og få den første kundskab om ham. “Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse og kendes på hans gerninger” (Rom 1,19-21).
Første Vatikankoncil (1869-1870) argumenterer ud fra denne tekst, når det forklarer, at det i princippet er muligt for mennesket bare med hjælp af sin forstand at nå til en sikker kundskab om Gud skaberen. Katolsk teologi er i denne henseende mere optimistisk end protestantisk teologi. Denne betoner, at der ikke findes nogen autentisk kundskab om Gud udover den kundskab, vi får gennem åbenbaringen i Kristus. Paulus´ påstand, at hedningerne har kundskab om Gud tolkes da som en konstatering af, at religiøsitet er et alment menneskeligt fænomen, som dog kun fører til hekseri og overtro, ikke til den sande Gud.
Tredje regel:
Fred.
Fred hedder på latin pax, og pax kommer af pangere, sammenføjet. Fred er den tilstand, hvor alt har fået sin rette plads, hvor der hersket harmoni. Hvis du har fred, oplever du ikke længere dig selv som en samling spredte småbidder, men du er blevet hel. Alt er sammenføjet.
Helligåndens røst skaber indre harmoni. Han er aldrig årsag til fremmedgørelse. Den, som adlyder ham, føler at han bliver mere sig selv, at han får en rigtig identitet, større rodfæstethed.
Hele evangeliet vidner om dette. Zakarias profeterer om, at “solopgangen fra det høje vil besøge os – og lede vore fødder ind på fredens vej” (Luk 1,78-79). “Min fred giver jeg jer”, siger Jesus (Joh 14,27). Og hans hilsen lyder: “Fred være med jer alle” (Joh 20,19, 21, 26).
Det er dog klogt at være lidt tålmodig og ikke drage forhastede slutninger. Det kan ske, at Ånden i første øjeblik skaber en hellig uro. Det er f.eks. typisk for et klosterkald, at det i begyndelsen ofte vækker modstand. Men hvis kaldet er autentisk, leder det efterhånden til dyb fred. Kast en magnet ned i en dynge jernfilspåner. Den førte reaktion er meget urolig; alle de mange småpartikler sættes i bevægelse af magneten og skynd sig at indtage nye pladser.
Vil du vide, om det er Ånden, som taler til dig, må du vente lidt og se, om glæden og freden er varige.
Denne regel kan også formuleres omvendt: Hvis du hørte en indgivelse, som du mente kom fra Helligånden, men aldrig finder fred i den, har du taget fejl og må erkende: Denne indgivelse kan ikke være fra Helligånden.
Fjerde regel:
Ingen for høje krav.
Helligånden kræver ikke mere end det, du er i stand til at give ham.
Hvis du fornemmer en impuls til at leve et mere radikalt evangelisk liv, men samtidig oplever dette som en tung byrde, som gør dig trist og modløs, da kommer denne impuls ikke fra Helligånden.
Det betyder ikke nødvendigvis, at du skal nonchalere denne impuls. Det kan være, at der i den findes noget fra Gud, at han vil vække dig af søvnen, men at du misforstår hans røst og forvrænger hans krav, måske fordi du ubevidst længes efter at udføre noget mærkværdigt.
Der findes en falsk radikalisme, som ikke tager hensyn til egne muligheder, og som heller ikke ønsker at granske sine motiver. Hele den kristne tradition advarer od urealistisk radikalisme, som ikke er andet end kamufleret hovmod. Særlig hos begyndere ligger denne falske radikalisme ofte på lur som en farlig fristelse. Novicer i et kloster kritiserer ofte deres ældre brødre eller søstre for at disse ikke lever tilstrækkeligt radikalt. De, som er hårdest i deres kritik, plejer ikke at blive i klostret! Der kommer en tid, hvor de ikke længere orker at leve så helligt. Da kaster de alt over bord.
Discretio er et vigtigt begreb i den åndelige tradition. Discretio betyder klogskab, sund fornuft, som får en til at undgå overdrivelser. Karmeliterordenens regel slutter med en formaning til discretio: “Dette har vi i alt korthed skrevet til jer for at fastsætte en regel for den livsform, som I skal følge. Men hvis nogen vil gøre mere, vil Herren selv lønne ham. Må han dog anvende sig af discretio (sund fornuft), som er målestokken for alle dyder.”
Det hænder dog virkeligt, at Ånden udfordrer et menneske til at gøre noget ekstremt. Frans af Assisis (1181-1226) radikale omvendelse var uden tvivl et helligåndens værk. Normalt anvender Helligånden dog hellere de små skridts taktik. Han møder os der, hvor vi står, med vore muligheder og vore grænser, og indbyder os at tage et skridt fremad. Et skridt ad gangen. Han individualiserer evangeliet og tilpasser dets radikale krav til hvert menneskes muligheder.
Denne uhørte smidighed er en af Åndens mest fascinerende genskaber.
Femte regel:
Ånden taler konkret.
Åndens tale og impulser har sædvanligvis med din konkrete situation at gøre. Det er her og nu noget må ændres. “Om I i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde som ved oprøret” (Hebr 3, 7-8; Sl. 95,8). Eller negativt udtrykt: Ideer eller impulser, som får dig til at drømme dig bort til fjerne lande eller en uvirkelig fremtid, plejer ikke at komme fra Gud. Han vil,. At du overgiver din fremtid til ham. Du behøver ikke at fantasere dig til din fremtid, det gør Gud! Og han har en sprudlende fantasi!
Åndens impulser drejer sig for det meste om næste skridt. De gælder dit liv i dag. Hvor megen tid går ikke tabt ved at vi drømmer om morgendagens liv i stedet for at leve livet i dag!
Denne regel bliver særlig aktuel, når der er tale om, hvorvidt en drastisk ændring af den ydre livssituation skulle være påkrævet. Mage venter sig alt for meget af ydre forandringer. “I en anden by eller et andet miljø, med et andet arbejde, en anden partner – skulle jeg have ro og kunne tjene Gud bedre.” Det er unægtelig muligt, at Helligånden maner til flytning eller omskoling. Men ofte er det vor egen utilfredshed og rastløshed, som fremkalder sådanne ideer.
For det meste formaner Ånden til en indre forandring, en metanoia, en ny indstilling til virkeligheden. Hvis du ikke finder fred i dit nuværende miljø, hjælper det det sjældent at søge et andet. Problemet plejer ikke at ligge i miljøet, men i mennesket.
I inkarnationen er Gud selv blevet konkret. I og med at han blev menneske indskrænkede han sin uendelige frihed til eet yderst begrænset her og nu. Jeg tror ikke, at Jesus af Nazareth fantaserede om sit kommende offentlige liv, om hvor svært eller hvor spændende det ville blive. Han var helt nærværende i tømrerarbejdet sammen med Josef.
Dette totale nærvær i nuet var den bedste forberedelse til det udadrettede liv, som Faderen ville kalde ham til, når tiden var inde. Sådan var det for ham, og sådan er det for dig. Der findes ingen nyttigere forberedelse til fremtiden end så helhjertet som muligt at udføre den opgave, Gud giver dig netop nu.
Sjette regel:
I kirken.
Ligesom vi læser Bibelen i kirken, og tolker den, sådan som kirken tolker den, så lytter vi også til Ånden i vort indre i fællesskab med kirken.
Konkret betyder det, at man i det mindste i vigtige beslutninger, bør være beredt til at lade sin egen tolkning af Åndens impulser bedømmes af kirkens. Med kirken menes ikke her paven eller biskoppen, men en åndelig “ledsager” eller et erfarent menneske, som selv er fortrolig med Ånden og har lært at kende hans impulser.
Den som ikke er villig til at spørge andre til råds, men kun stoler på sin egen dømmekraft, viser, at han egentlig ikke ønsker at gå Guds veje, men foretrækker sine egne. Ved at tale med et andet menneske får du en chance til at komme ud af din egen lille verden.
Dette passer dog kun, hvis du vælger et menneske, som tør sige, hvad han/ hun tænker. En alt for rar åndelig “ledsager”, som altid giver dig ret, kan ikke hjælpe dig. At du vælger en sådan kan være tegn på, at du faktisk ikke ønsker at høre andre meninger end dine egne.
Kan Gud være stum?
Hvad gør vi, når vi ikke hører Åndens stemme, når vores bøn ikke får svar, når Gud virker stum?
Efter en omvendelse kan det ske, at man i kortere eller længere tid meget konkret, ja næsten mirakuløst ledes af Helligånden. Du går til bogreolen og tager en tilfældig bog. Det viser sig at være præcis den bog, du søgte eller havde brug for. Du skriver et brev, og uden du kendte datoen for din adressats fødselsdag, nåede den ham netop da og vakte derfor særlig glæde.
Livet er fyldt af små mirakler. Det er herligt og styrker troen.
Det ville være naivt at tro, at sådan vil det fortsætte hele livet. Der kommer tider, da sådanne mirakler udebliver, da Gud synes at være døv. Eller stum.
Hvad gør man da?
Gud er hverken døv eller stum. Han taler altid. Han er Ordet. Han har altid noget at sige os. Når det virker som om han ikke svarer, er det fordi han siger os noget, vi ikke har ventet. Vi forventer svar på et vist niveau, men Gud svarer på et andet, dybere niveau. Vi taler forbi hinanden.
Gud vil, at vi skal skifte niveau, at vi skallære ham bedre at kende. Ved ikke at svare os sådan, som vi havde håbet, viser han, at han er en helt anden end vi troede. Han er ingen bon-kammerat. Han er større, mere hemmelighedsfuld end vi anede.
Gud taler som han vil. Han er fri, han er “uberegnelig”. Dun kan aldrig på forhånd vide, om og hvornår og hvordan han vil svare.
Guds tilsyneladende “tavshed” er altså ikke nødvendigvis et dårligt tegn. Når du tager imod ham i hans tavshed, når du fortsætter at lytte, vil der komme en tid, hvor også hans tavshed taler et tydeligt sprog. Den lærer dig, at Gud er den hellige, at han er transcendent. Den lærer dig at møde Gud på en ny måde: I tilbedelse. Du bliver stum og bøjer dig dybt for ham, som er så totalt anderledes end dig.
I sådanne stilhedens tider må du mere end nogensinde holde dig til det objektive: til alt det, du ved gennem Guds ord, kirkens lære og din sunde fornuft. Det er mere end tilstrækkeligt til, at du med hurtige skridt kan gå videre.
Du vil uden tvivl gøre fejltagelser, men også de er medregnede i Guds plan. Egentlig skal man ikke tale om fejltagelser. Hvis du begynder på noget, som du oprigtigt tror er Guds vilje, så bliver det på en måde Guds vilje, selvom resultatet er negativt. Det vigtige for Gud er ikke, at du lykkes, men at du ærligt søger hans vilje.
Men hvis du aldrig hører Åndens stemme, aldrig føler dig ledet af ham, bør du spørge dig selv, om ikke noget er gået galt i dit liv. Det er måske ikke Guds fejl, at der så dødsensstille. Måske er fejlen din, måske har du tilproppede ører. Hvis du i længere tid nonchalerer Åndens stemme og ikke bryder dig om ham og hans impulser, får di lidt efter lidt en “høreskade”. Hjertet bliver hårdt og ufølsomt. Du registrerer ikke længere Åndens kærtegn.
Men forsøger du at lytte og lyde, vil der komme en tid, hvor din søgen efter Guds vilje bliver mindre akut. Det bliver da mere og mere han selv som udfører sin vilje i dig. En ven skriver til mig: “Tidligere spurgte jeg dig ofte: Hvordan kan jeg vide, hvad Gud vil? I dag ser jeg måske bedre, at hvis man lever i Gud, så sørger han selv for at forme sin vilje i og med os i nuet. Men hvis man ikke har sine rødder i stilheden, forveksler man let Guds vilje med sin egen vilje, det ved jeg af erfaring.”
At konsultere Bibelen
Bibelen er Guds ord. Gud taler virkelig gennem den. Betyder det, at du kan åbne Bibelen på må og få, blindt sætte fingeren på et vers og være sikker på, at netop det har et budskab fra Gud til dig?
Bibelske tekster bør helst læses i sammenhæng. Ikke hvert ord i Bibelen passer til hvem som helst. Særligt når man står over for en beslutning, er det risikabelt at rådføre sig med Bibelen på den måde. Jeg hørte om en, der i sin fortvivlelse ikke vidste, hvad han skulle gøre. Til sidst åbnede han Bibelen og satte fingeren på Matt 27,5: “Judas gik bort og hængte sig”. Han var dog klog nok til ikke umiddelbart at følge opfordringen, men forsøgte en gang til. Nu blev det Luk 10,37: “Gå du hen og gør ligeså!”
Man kan dog ikke nægte, at mange, og blandt dem også helgener, har fundet trøst og vejledning gennem ord, som de har “fået” af Gud. Hvem vover dømme dem? Gud har intet imod, at vi af og til omgås ham lidt legende, og erfaringen viser, at han ofte leger med og lader os finde ord, der virkelig er til hjælp eller indeholder et budskab,
Det bliver kun forkert, hvis man gravalvorligt tror, at det ord, man finder på den måde, ufejlbart udtrykker Guds vilje. Gud har aldrig givet sådanne garantier.