En tekst af Joseph Chalmers, O. Carm.
Den følgende refleksion blev givet ved den kombinerede dag for den karmelitiske familie og pilgrimme til ære for Vores Frue af Bjerget Karmel, afholdt ved Aylesford priorat søndag d. 17. juli 2011. Fr. Joseph´s refleksion begyndte med en læsning af Brevet til Efeserne 3:14-21.
”Vores Frue af Bjerget Karmel”- titlen opsummerer hvordan Karmeliter gennem århundreder har relateret til Maria, Jesu mor. Vores symbol er skapularet – en arv fra Karmel. Mennesker, der bærer skapularet, deltager på en eller anden måde i den karmelitiske historie og spiritualitet, især i forhold til Vor Frue. Det minder os om vores forpligtelse til at leve i lydighed til Jesus Kristus, inspireret af Marias eksempel. Fruen af Stedet, som de første karmelitiske eremitter kaldte hende, da de dedikerede kapellet på Bjerget Karmel til hende. Skapularet er også en erindring om Vor Frues forpligtelse til os, når hun ledsager os gennem livet og gennem passagen fra dette liv til det evige liv hos Gud.
Karmeliter har gennem århundreder set på Maria, Jesu mor, fra forskellige vinkler. Som alle andre kristne, har karmeliter naturligvis set Vor Frue som mor, men også som søster, som den der ledsager os på livets vej og i særdeleshed på rejsen dybere ind i Guds mysterium. Fra den første begyndelse af vores orden, har karmeliterne troet på Maria har en særlig omsorg for ”hendes orden”, idet hun, siden de tidligste dage på Bjerget Karmel, har været dens skytshelgeninde.
Hvad der især tiltrækker karmeliter til Maria mere end noget andet, er den intimitet hvori hun oplevede Guds nærvær i og med hun gav liv til Guds søn. Et af vores moderne dokumenter siger: ”Karmeliter ser i Jomfru Maria, mor til Gud og kirkens arketype, det perfekte billede af alt hvad de ønsker og håber på at være”.
Denne intimitet med Gud er en anden måde at beskrive kontemplation på. Kontemplation er ikke en attitude eller en tilkendegivelse for at være særlig god. Det er en intim måde at relatere til Gud på, som også påvirker den måde vi relaterer til andre mennesker og til verden omkring os på. Normalt må vi gøre en indsats i vores forhold til Gud. Midt blandt alle de forstyrrelser der er omkring os, hører vi et kald til at træde ind i vores inderste, hvor vi kan føre en dialog med Gud. Sankt Teresa taler om krybdyrene, der bor i landet uden for ”slottet”. Vi må ryste disse af os og træde ind gennem døren til slottet, som er bøn. Hvis vi ønsker at hvile i Gud, må vi forberede os i det allerinderste rum, hvor Gud hviler. På denne rejse vil vi forvandle os eller blive forvandlet.
At være karmelit er at være kontemplativ og forpligtet på denne rejse af forvandling. Selvfølgelig kan det at være kontemplativ betyde forskellige ting afhængig af, hvor man er i livet. Jeg er overbevist om, at det karmelitiske kald er det samme for brødre, nonner, søstre og lægfolk, men det er åbenlyst muligt at leve det på forskellig vis.
Den kontemplative måde at se virkeligheden på, er umulig uden en alvorlig forpligtelse til bøn, eller som vores søster Teresa af Avila sagde; en beslutsom beslutsomhed. Hverdagens levevis afslører bønnes autenticitet. Også bøn kan være en flugt fra virkeligheden. Den virkelighed, der omgiver os, er det sted vi er kaldet til at møde Gud her og nu. Virkeligheden kan være svær, den kan være udfordrende, men uanset hvad, er den det hellige sted, hvor vi møder Gud, Bøn kan åbne vores hjerter, vores liv til Gud, så Gud kan forvandle vores liv. Gud har en plan for hver af os og for vores verden. Vi er inviteret til at samarbejde på denne store plan for frelse og gen-skabelse. Marias svar var ivrig accept – ” oh, lad det du har sagt ske for mig”. Hvad er dit svar?
Maria lyttede til Guds ord; hun grundede over det i sit hjerte; hun tænkte over hvad der var sket for hende og hun var i stand til at skelne Guds stemme i hverdagens virkelighed. Som Vor Frue er vi kaldet til at lytte til Guds ord uanset hvordan det kommer til os. Vor Frue havde ingen indre forhindringer i hende selv mod fuldbyrdelse af Guds vilje, siden hun var uden synd, og derfor kunne hun høre Gud. Desværre må vi først lære hvordan vi skal lytte og det er ikke nogen nem opgave. For at være i stand til at lytte til Gud må vi blive opmærksomme på hvilke forhindringer i os selv, som enten afholder os fra at høre Gud eller som fordrejer hvad Gud siger til os. Vi må blive bevidste om vores skjulte agenda. En skjult agenda er en mængde fordomme og ideer, som vi har samlet gennem livet og som motiverer meget af hvad vi gør og siger. Disse skjulte ting kommer fra os selv og nogen gange også fra andre mennesker. Andre gange er det som motiverer os så klart som dagen for andre mennesker, mens det er skjult for os selv.
En anden skjult agenda er usikkerhed i forhold til behovet for at fortjene Guds kærlighed, for ikke at acceptere den for hvad den er – en fuldstændig ufortjent gave fra Gud. Sankt Thérese forstod at Gud ikke leder efter gode mennesker, der fortjener Hans kærlighed. Gud søger efter mennesker, der vil åbne deres hjerte for Ham, og som vil tillade Han forvandler deres liv og gennem dem, forvandler livet i verden. På grund af mange forskellige faktorer i vores opvækst kan vi have oprigtig svært ved at acceptere det store budskab om Guds kærlighed til alle. Det er en af grundende til at vejen til forvandling kan være så lang og vanskelig. Gud er nødt til at hele mange sår, så vores ufuldkomne væsen kan udfolde, hvad det er skabt til. Gud heler os selvfølgelig gennem bønnen, men jeg tror ikke Gud normalt vil gøre det sådan, hvis vi med foragt afviser de almindelige veje til at modtage heling – forsoningens sakramente, åndelig vejledning, medicinsk og psykologisk hjælp osv.
For virkelig at kunne lytte må vi forsøge at blive klar over hvilke forhindringer der er inden i os selv. Vores skjulte agenda kan fungere som et filter, der afholder os fra at høre det vi ikke ønsker at høre. Hvordan kan vi blive bevidste om den skjulte agenda, som er så stor en del af os selv? Hvordan kan vi virkelig høre, hvad Gud vil sige til os? For det første må vi acceptere at Gud er en Gud fuld af overraskelser, Vor Frue oplevede dette og accepterede det i hendes liv.
Hvis vores Gud er forudsigelig og vi altid ved, hvad Guds vilje er, så snyder vi os selv. Vi må følge i Jesu Kristi fodspor, ikke forsøge at trække ham med os. Vi må søge Guds vilje ved at gemme hans ord i vores hjerte, sådan som Vor Frue gjorde det. Og vi må være forberedte på at blive overraskede af Gud. Gud vil tale til os gennem skrifterne, gennem liturgien, gennem vores ansigt-til-ansigt møde med Gud hver dag. Gud vil også tale til os gennem dagens hændelser. Måske vil Gud bruge en usandsynlig person til at bringe en særlig meddelelse til os. Vi må udvikle et lyttende hjerte for at blive bevidste om Guds besked midt i hverdagens larm. Det er især svært at acceptere hvad Gud siger til os, hvis det udtrykkes negativt eller udtales af en udiplomatisk person.
Måske er det mest vigtige, at være opmærksom på det faktum, at vi alle har en eller anden slags skjult agenda, som blokerer og filtrerer Guds ord. Vi er nødt til at bede Gud om at oplyse os om den skjulte agenda, måske bid for bid, sådan som vi er parate til at acceptere det og skridt for skridt forandre vores motivation fra selv-opretholdelse og selvforherligelse til ren kærlighed til Gud og vores nabo. Vi er nødt til at give Gud tid og rum til at Han kan tale til vores hjerter. Gud behøver ikke tiden, men det gør vi. Derfor er vi nødt til at finde tid på trods af vores travle liv, hvor vi kan være stille, for at gemme Guds ord i vores hjerter, sådan som Vor Frue gjorde det.
Vi er kaldet til at være tillidsfulde til Gud uanset hvad. Vi er kaldet til at leve evangeliet, hvor vi er. Måske er vores situation ikke specielt sådan, som vi selv foretrækker det, men det er den hellige virkelighed i hvilken Gud taler til os. Vi er kaldet til at være kontemplative i verdens hjerte, bevidste om Guds tilstedeværelse uden det nødvendigvis er dramatisk, men bare er midt i hverdagens liv. Efterhånden som vi bliver mere og mere klar over Guds nærvær, bliver vi også mere sensitive overfor de tegn Gud giver os. Kontemplative kan se Guds nærvær og forkynde det til andre. De fattige hyrders besøg og ord ved kryppen, gemte Vor Frue i sit hjerte. Hun genkendte Guds hånds arbejde gennem usandsynlige menneskers virke.
Vi kan ikke kalde os kontemplative med mindre vi tager kaldet om bøn alvorligt. Et centralt element af bøn er evnen og villigheden til at lytte. Gud taler til os på mange forskellige måder hver dag, men vi filtrerer og lukker af for Guds ord, hvis de ikke lever op til vores egen forventning. På den kontemplative vej bliver vi mere ydmyge, fordi vi begynder at være i Sandheden. Når vi ser os selv som vi virkelig er, kan vi gradvist nedrive barriererne mellem os og Gud. Nogle af disse barrierer kan kun nedrives med hjælp udefra og nogle kun med Gud i nattens stilhed, men vi kan rive ned hvad vi kan, så vi er i stand til at høre hvad Gud vil fortælle os. På denne rejse ledsager Vor Frue os, vores skytshelgeninde, vores mor og vores søster.
På denne rejse er vi ind imellem givet tid til hvile, så vi kan styrke os inden næste etape. Accepter glad disse perioder, men hold ikke fast i dem. Rejs videre, for hvad der venter os, overgår alt vi kan ønske eller endda forestille os. Dér finder vi endelig fred i Gud.
Oversættelse Ann-Lise Aasesdatter, efterår 2016