HISTORIE  VORT LIV  KALD  SKAPULAR  TEKSTER  MESSE  BUTIK  LINKS

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

 Mit liv er skjult i Gud.

Teresa Margaretha Redi eller Teresa Margaretha af Jesu Hjerte er nok ikke særlig kendt her i Danmark. Det er imidlertid en skam, da hun har noget vigtigt at lære os om en af de ting, som for mange af os kristne kan være svært, nemlig at leve det skjulte liv i Gud. Bag selv de frommeste handlinger ligger der oftest også et ønske om at blive set og anerkendt af mennesker. Vi går måske dagligt til messe af længsel efter at modtage Jesus, men samtidig er det vigtigt for os, at andre ved om det, og vi føler os måske en lille smule bedre end de katolikker, som ikke kommer så ofte. Eller vi beder hver dag dele af eller alle tidebønnerne for derigennem at være en del af Kirkens bøn, men benytter samtidig enhver lejlighed til at fortælle andre, at vi gør det. Eller vi engagerer os aktivt i forskellige opgaver i Kirken, fordi vi ønsker at tjene Gud, men samtidig nyder vi den anerkendelse det give. Jesus sagde: “Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig” (Matt. 6,5). Teresa Margaretha, som har festdag den 1. september lærer os noget om, hvordan vi kan leve dette skjulte liv i Gud.

Fortæl mig, hvem Gud er!
Anna Maria, som var hendes dåbsnavn, blev født den 15. juli 1747 i Arezzo som nummer to i en søskendeflok på tretten. Dagen efter, på festdagen for Vor Frue af Karmel, blev hun døbt. Især hendes far fik stor betydning for hende som hendes vejleder ind i livet med Gud. Længslen efter Gud fødtes meget tidligt i hende. Selv sagde hun: “Jesus ved, at jeg fra min tidlige barndom ikke har ønsket andet end at glæde ham”, og dette ønske prægede hende fra hun var helt lille. Tidligt spurgte hun om, hvem Gud er; og var ikke tilfreds, når man i stedet for at tale om hvem han er, talte om hvad han er. Hun ville ikke nøjes med at vide noget om Gud, hun ville kende ham. Dette kendskab søgte hun også i stilheden. En af hendes brødre fortalte senere, hvordan han en dag greb hende i længe at sidde fuldstændig opslugt i Gud, så hun slet ikke så ham, selvom han satte sig for at iagttage hende, og han tænkte: “Hvor er hun god, hun ligner fuldstændig en lille madonna”. Da Anna Maria var ni år forlod hun hjemmet for at begynde på benediktinernes klosterskole i Florence. Men selvom alle bemærkede hendes godhed og fromhed, var der nok ingen der for alvor lagde mærke til i hvor høj grad hun levede med Gud. Hun øvede sig nemlig allerede dengang i, at leve sit liv med Jesus i det skjulte, for at det hun gjorde kun måtte være for ham. Hende far fortæller, hvordan Anna Maria tidligt lærte “at fortjenesten af en god gerning bliver formindsket, når den bliver set af andre og gennem deres ros og anerkendelse giver os tilfredsstillelse eller i det mindste smigrer vores selvkærlighed og stolthed for meget; og derfor er det nødvendigt at være tilfreds med kun at have Gud”, og hun besluttede derfor at skjule sine naturlige gaver og sine gode handlinger for kammeraterne.

Kaldet til klosterliv.
I september 1763, mens Anna Maria stadig gik på klosterskolen modtog hun et overnaturligt kald til at indtræde i Karmel. Pludselig hørte hun en indre stemme, der sagde til hende: “Jeg er Teresa af Jesus, og jeg ønsker dig blandt mine døtre”. Da Anna Maria blev bekymret over det, der skete, lød stemmen igen bekræftende: “Jeg er Teresa af Jesus, og jeg siger dig, at du snart skal være i mit kloster”. Selvom dette kald fra da af fyldte hendes sind, talte hun ikke om det til nogen, og hun fortalte ikke nogen om den overnaturlige måde, hun havde modtaget sit kald på, selvom hun derigennem måske kunne have fået folk til at tro på hendes kald eller have opnået en hurtigere virkeliggørelsen af hendes hjertes længsel. Den 1. september 1764 indtrådte Anna Maria så i karmeliterklosteret i Florence, hvor hun fik navnet sr. Teresa Margaretha af Jesu Hjerte. Hun havde fra sin far overtaget en kærlighed og andagt til Jesu hellige Hjerte. Vel inde bag Karmels murer kunne man tænke, at hun helt automatisk ville komme til at leve det skjulte liv, men sr. Teresa Margaretha vidste godt, at hun blot flyttede fra en større verden til en mindre med nøjagtig den samme fristelse til at ville ses - nu blot af hendes medsøstre. Så i klosteret uddybedes hendes bestræbelser på at skjule sig selv i Kristus.

Skjult i Jesu Hjerte i ørkenen.
Indtil da havde der primært været tale om en ydre form for skjult liv, men nu fik dette liv en dybere, ja mystisk karakter. Det skjulte liv havde ikke længere karakter af en kamp mod fristelsen til hovmod, men det var blevet identisk med den mystiske forening med Gud. En kendt karmelit, br. Gabriel af Skt. Maria Magdalene betegner sr. Teresa Margaretha som “det skjulte livs helgen“. Selv udtrykker hun det på følgende måde: “Min Gud, jeg begærer intet andet end at blive dit fuldkomne billede, og siden dit liv var et skjult liv i ydmygelser, kærlighed og ofre, så ønsker jeg også, at mit liv skal være sådant. Jeg ønsker fra nu af at lukke mig inde i dit elskende hjerte som i en ørken, så jeg må leve i dig og med dig og for dig i dette skjulte liv i kærlighed og offer”. Ekkoet af denne kærlighed til det skjulte liv ses hos mange af Karmels helgener - f.eks. skriver Therese af Lisieux i et brev kort efter sin klosterindtrædelse: “Bed om, at din lille pige altid må forblive et ubemærket lille sandskorn, vel gemt for alles øjne, så kun Jesus kan se hende” - og de erfarede alle, at bestræbelsen på at leve skjult for verden i Gud førte dem ind i et intimt fællesskab med Gud i Jesu hjerte.

Den mørke nat.
Mod slutningen af sit liv ledtes Teresa Margaretha ind i et åndeligt mørke, som tilsyneladende stod i stærk kontrast til en mystisk erfaring af Guds kærlighed, som kort forinden havde henført hende. Nu syntes det som om, at det var Gud, der skjulte sig for hende. Tidligere havde hun bedt om, at Gud måtte fratage hende al jordisk trøst, men nu gik hun ind i det totale mørke, hvor al himmelsk trøst blev taget fra hende. I dette mørke skriver Teresa Margaretha til sin skriftefar, fader Ildefonse: “Jeg befinder mig i en totalt indre forladthed, og ser intet sted det mindste lysglimt. Bare tanken om at skulle koncentrerer mig om ting, der har med Gud at gøre, er en pine. Jeg befinder mig i det dybeste mørke, og i den tilstand frygter jeg meget at krænke vor Herre. […] Jeg føler dybt i mit hjerte, at Gud ønsker at have mig for sig selv, men jeg er døv overfor hans stemme, især når det gælder at praktisere dyderne, som jeg føler mig stærkt frastødt af”. I denne tilstand frygtede hun for, at hun var blevet forstødt af Gud og spurgte i angst fader Ildefonse: “Fader, er min sjæl evigt fortabt?”. Men det paradoksale i hendes tilstand var, at hun elskede Gud uden at tro, hun gjorde det. Jo mere hun voksede i kærlighed til ham, jo mere længtes hun efter at elske ham betingelsesløst og uden grænser, men jo mere følte hun også, at hun slet ikke elskede ham; og denne følelse af, at hun ikke elskede blev en så forfærdelig pine for hende, netop fordi hun elskede så meget. Selv skriver hun: “Jeg kan virkelig ikke forstå denne modsætning indeni i mig. Selv den mindste praktisering af dyderne frastøder mig, og alligevel er jeg tændt i brand af længsel efter at blive omdannet til Jesu Hjerte - at dø fra mig selv, så han kan leve i mig”. Fader Ildefonse beskriver denne tilstand hos Teresa Margaretha på følgende måde: “Hendes mest gennemtrængende lidelse var selve den guddommelige kærlighed, […]”. Dermed blev denne mørke nat også opfyldelsen af hendes længsel efter at leve det skjulte liv i Gud. Selve foreningen med Gud, forblev skjult for hende, for som fader Ildefonse fortsætter: “efterhånden, som [kærligheden] voksede, skjulte [den] sig [samtidig] for hendes sjæls øjne. […] Og efterhånden som hendes kærlighed voksede i det skjulte, voksede hendes længsel efter større kærlighed også, koblet med en følelse af den dybeste frustration og en overbevisning om, at hun helt havde svigtet Gud”.

Sygdom og død.
Denne tilstand fortsatte resten af Teresa Margarethas liv. I marts 1770 bliver hun så derudover alvorligt syg. Det begynder med en koliklignende smerte, og lægen tilkaldes. Han mener ikke i første omgang, at der er tale om noget alvorligt, men Teresa Margaretha lider forfærdeligt. Midt i sin smerte beder hun: “Min Jesus, jeg ofre det til dig […] Herre giv mig større tålmodighed, så jeg bliver i stand til at lide endnu mere”. Allerede eftermiddagen efter, at smerten begyndte, forværres situationen, så skriftefaderen tilkaldes, og kort tid efter, den 7. marts, dør Teresa Margaretha, kun knap 24 år gammel. Hun saligkåres den 9. juni 1929 og helgenkåres den 19. marts 1934.