HISTORIE  VORT LIV  KALD  SKAPULAR  TEKSTER  MESSE  BUTIK  LINKS

 

 

Lad intet forvirre dig
Lad intet skræmme dig
Alt forgår.
Gud forandrer sig aldrig.
Tålmodighed opnår alt.
Den som har Gud,
Vil opdage at intet mangler.
Gud alene er nok.

Teresa af Jesus


 

 

 

Født i Avila 1515. Død i Alba de Tormes 1582. Kanoniseret 1622. Festdag 15. oktober. Udnævnt til kirkelærer 27. Født  Teresa af Jesus i Avila 1515. Død i Alba de Tormes 1582. Kanoniseret 1622. Festdag 15. oktober. Udnævnt til kirkelærer 27. september 1970.

Teresa de Ahumada y Cepeda var en pige af god familie og opdragelse, udrustet med rige evner og et livligt temperament. Hun indtrådte trods faderens modstand hos karmelitnonnerne i Inkarnationens Kloster i sin fødeby Avila da hun var omkring 20 år. Hendes kaldelse var uden entusiasme, hun tænkte ”verden er forfængelighed, enden er nær”, klosterlivet forekom at være den sikreste vej til frelse.

Klosteret var et stort sorgløst kommunitet. Medlemmerne havde rådighed over hvad de selv ejede og havde fri kontakt til omverdenen. Teresa led i begyndelsen af dårligt helbred, men hun holdt ud trods de ugunstige vilkår, og begyndte at gøre store fremskridt i kontemplationen. Som årene gik kom hun også ofte i ekstase, og havde herunder mange ekstraordinære mystiske erfaringer. Hun skrev en del om dette, men tillagde dem ikke overdreven vægt, og så klart faren ved dem.

Efterhånden som Teresa kom dybere i bønnen tilfredsstillede klosterets mildere regler og ikke særligt strenge klasur hende ikke længere. Hun længtes efter stilhed, ensomhed, enkelthed og forsagelse. Som svar på den guddommelige kaldelse hun følte i sit indre, og for at hjælpe Kirken, der var hårdt såret af den protestantiske reformation, besluttede hun at grundlægge et kloster efter karmelitternes oprindelige og strengere regel. I 1562 efter mange forhindringer åbnedes ”Sankt Josefs Karmel”, det første ordenshus med uskoede karmelitter. I de næste 20 år grundlagdes 17 nye klostre, ofte under de vanskeligste vilkår. Disse kommuniteter skulle være små, fattige, strengt klasureret og med fast disciplin, således at daglig stille bøn var en del af regelen.

Under Teresas indflydelse udbredtes reformen også til brødrene indenfor ordenen. En fremtrædende leder af dem, som Teresa også samarbejdede med, var Johannes af Korset.

De vigtigste af Teresas skrifter er det selvbiografiske værk (dansk titel) ”Den hellige Teresa af Avilas liv”, skrevet på opfordring af hendes skriftefædre; ”Fuldkommenhedens vej” skrevet til belæring for hendes egne nonner; ”Bogen om klostergrundlæggelser”, samt ”Den indre borg”, det værk der frem for alle gør hende til kirkelærer.

Uddrag fra "Bogen om mit liv" af Teresa af Jesus: Fra ”Bogen om mit liv”
af Teresa af Jesus
(Kap. 22,6-7, 12.14)


Med Jesus Kristus, en så god ven ved sin side og med en så god fører, der var den første til at lide, kan man bære alt. Han er min hjælp og giver mig kraft, Han svigter aldrig, Han er en sand ven. Jeg ser klart og har set lige siden, at når vi vil glæde Gud, og Han vil give os store nådegaver, vil Han, at det skal ske gennem denne allerhelligste Menneskenatur, i Hvem Hans Majestæt sagde, at Han havde Sit velbehag – det har jeg ofte erfaret, og det har Herren fortalt mig. Jeg har klart erkendt, at det er denne dør, vi skal gå ind ad, hvis vi ønsker, at Hans suveræne Majestæt skal vise os store hemmeligheder.
Derfor må vi ikke søge anden vej, selv om vi skulle have nået betragtningens højdepunkt; på denne vej er man sikker. Det er fra denne vor Herre, at alle goder kommer til os. Han vil vise os vej, i betragtningen af Hans liv er det bedste forbillede. Hvad mere kan vi ønsker af en så god ven ved vor side, end at Han ikke lader os i stikken i vore trængsler og vanskeligheder, som vennerne i verden gør? Salig den, som i sandhed elsker Ham og altid har Ham for øje! Lad os se på den glorværdige sankt Paulus, der altid havde Jesus på sine læber, fordi han havde Ham i sit hjerte. Jeg har, efter at jeg har forstået dette, omhyggeligt iagttaget nogle helgener, der havde megen erfaring i betragtende bøn, og de gik ikke ad nogen anden vej end denne. Sankt Franciscus viser det i sine sårmærker, sankt Antonius af Padua med Jesusbarnet, sankt Bernhard frydede sig ved Jesu menneskenatur, den hellige Katarina af Siena og mange andre.
Idet vi har givet os helt i Guds hænder, må vi gå denne vej: Hvis Hans Majestæt vil ophøje os til sine fortrolige, der kender Hans hemmeligheder, skal vi tage imod det med glæde. Jeg vil slutte med at sige, at hver gang vi tænker på Kristus, skal vi huske på den kærlighed, hvormed Han gav os disse nådegaver, og hvor stor kærlighed Gud viste os ved at give os et sådant pant på den kærlighed, Han nærer til os; for kærlighed avler kærlighed. Og selv om det er lige i begyndelsen, og vi er meget lastefulde, må vi sørge for altid at mindes dette og at vække os til kærlighed; for hvis Herren først én gang har givet os den nåde at indtrykke denne kærlighed i vort hjerte, må alt være os let, og vi vil arbejde meget hurtigt od uden besvær.