HISTORIE  VORT LIV  KALD  SKAPULAR  TEKSTER  MESSE  BUTIK  LINKS

 

Vær glad, og du vil lettere blive hellig!

(Maria Candida af Eukaristien)

 

 

Hvis du vil behage Maria og få hende til at smile, lad hende da se Jesus i dig.

(Maria Candida af Eukaristien)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

         Den salige Maria Candida - eukaristiens storhed.

Blandt Kirkens nyere salige og hellige befinder sig bl.a. Maria Candida af Eukaristien, der med sin stor kærlighed til eukaristien, som hun bl.a. giver udtryk for i sit værk netop med titlen “Eukaristien”, kan lære os noget vigtigt om det centrale i vores tro. Hun har festdag den 14. juni.

En helgen fødes.
Maria Barba blev født den 16. januar 1884 i Catanzaro i Italien. Familien hørte dog egentlig til i Palermo på Sicilien, men netop på den tid, hvor Maria blev født, arbejdede hendes far, som var dommer, i Catanzano. Da hun var to år flyttede familien tilbage til Palermo, og det var dér hun voksede op. Hun var den tiende i en søskendeflok på tolv og levede i sit barndomshjem i en atmosfære af stor åndelighed og tro.

Fra klosterkald til priorindevalg.
Alligevel mødte den unge Maria alvorlig modstand, da hun ved 15-årsalderen begyndte at blive draget mod klosterlivet. Ja faktisk skulle der gå hele tyve år, inden hun endelig kunne følge sit hjertes længsel. Først var det forældrene, der satte sig imod og krævede, at hun ventede til efter deres død. Men ved 18-årsalderen aflagde hun et privat jomfruløfte for på den måde, at knytte sig til Kristus, og gennem alle årene svigtede hun på intet tidspunkt det klosterkald, hun havde fået. Hendes far døde i 1904 og moderen i 1914, men ikke engang deres bortgang åbnede vejen for Maria ind i klosterlivet. Nu satte hendes søskende sig også imod, og det blev først den 15. september 1919, fem år efter moderens død, at Maria endelig kunne gå i kloster. Hun valgte de uskoede karmelitere i Ragusa. Hendes søskende blev imidlertid så rasende over, at hun gik imod deres ønske, at de nægtede nogensinde at se hende igen. I april 1920 blev hun iklædt og her fik hun navnet Maria Candida af Eukaristen, et navn som skulle blive betegnende for hendes spiritualitet, og i 1924 aflagde hun sine evige løfter. Cirka et halvt år efter, stadig i 1924 blev hun valgt som priorinde. Kun afbrudt af en periode fra 1930 til 1933, hvor hun var novicemesterinde, var hun priorinde indtil 1947. I Maria Candidas tid som priorinde modtog klosteret adskillige nye kald, og hun var også med til at stifte et nyt kloster i Syracusa.

Kærlighed til eukaristien.
I år 1933 begyndte søster Maria Candida at skrive på et værk under titlen “Eukaristien“, men hendes kærlighed til eukaristien begyndte meget før, mens hun endnu kun var et barn. Hun fortæller således, hvordan hun allerede før sin førstekommunion havde en dyb længsel efter at modtage kommunionen: “Da jeg stadig var et barn og før jeg var gammel nok til at modtage Jesus i kommunionen, plejede jeg at skynde mig ud til hoveddøren for at møde min mor, når hun kom hjem fra messen. Dér stod jeg på tåspidserne for at nå op til hende, mens jeg råbte: “Jeg vil også have Jesus!”. Min mor plejede så at bøje sig ned til mig og ånde blidt på mine læber. Straks forlod jeg hende og lagde mine arme over kors på mit bryst og sprang af glæde, mens jeg blev ved at gentage: “Jeg har også modtaget Gud! Jeg har også modtaget Gud”. Det var en stor dag, da hun som tiårig endelig for første gang kunne modtage kommunionen, og fra den dag var det en stor pine for hende, hver gang hun ikke havde mulighed for at deltage i messen og modtage kommunionen. Denne barnets intuitive forståelse af storheden i eukaristien uddybes med årene. Da hun indtrådte i Karmel sagde hun, at hun ønskede “at være sammen Jesus i eukaristien så længe, som det var muligt”, og hun benyttede enhver anledning til at forlænge tiden for tilbedelse. F.eks. forblev hun hos Jesus i tabernaklet hver torsdag efter, at de andre søstre var gået i seng og indtil midnat. Hun gjorde Johannes af Korsets ord: “Mine er himlene og min er jorden; mine er folkene, de retfærdige er mine og mine synderne; englene er mine og Guds Moder, alle skabte ting tilhører mig” til sine egne ved at inddrage dem i eukaristiens sammenhæng på følgende måde: “Når jeg ser på tabernaklet siger jeg: “I ham har jeg alt! Al landskabets, havets, dalenes, himlenes skønhed og al skyggens friskhed. Han er min sol”. Hun havde med Johannes af Korset og alle helgener forstået, at man ikke ved at forlade alt mister noget. I stedet får man det alt sammen tilbage i dets fylde, fordi alt får sin værdi i Kristus. Derfor skrev hun også: “Gennem at give dig Jesus kan Gud ikke, selvom han er almægtig, give dig mere. […] En eneste kommunion skulle være nok til at optænde os med kærlighed og taknemlighed i resten af vores liv. […] Lykkelig den grav, der modtog den døde Jesus, men endnu mere lykkelig er du, som modtager ham levende”. Dette er eukaristiens virkelighed, som vi så langt fra formår at rumme. Hvor ofte går vi ikke til kommunion uden at fornemme denne storhed. Men virkeligheden er lige virkelig, hvad enten vi føler den eller ikke. Moder Maria Candida udtrykker dette med ordene: “Læg hele din viljes glød i dine kommunioner. Det spiller ingen rolle, om du føler noget - men længes efter din Jesus. Efter kommunionen, så omgås med ham med et hjerte som Marias og glem ikke hans store gave i løbet af dagen”. Men selvom eukaristiens storhed ikke afhænger af vore følelser, må vore ofte ufølsomme hjerter mane os til selvransagelse, for som hun også siger: “Hvordan kan vi modtage Jesus hver dag, tilbringe mange timer sammen med ham og ikke afsky alt det i os som ikke stemmer overens med ham”. Dette er tydeligvis skrevet til hendes medsøstre, hvis hele dag er fyldt af bøn, men når en eneste kommunion er nok til at fylde os med taknemlighed og kærlighed for altid, kan vi alle roligt stille os selv det samme spørgsmål.

“Kun den ydmyge vil blive ophøjet til hellighed”.
Moder Maria Candida opfordrer os da også til selvransagelse: “Den som ikke ransager sig selv er som en ubrugelig mark”. Men hvad er så ifølge hende formålet med samvittighedsransagelsen? Hun siger det således: “Vær ydmyg af hjertet! Vær ydmyg af hjertet! Vær ydmyg af hjertet! Med den store, hellige Augustin vil jeg gentage det tre gange og til og med uophørligt. Ydmyg dig selv i dit indre så meget du kan; du vil aldrig blive færdig. […] Lad dine tanker være ydmyge, dine ord, din væremåde og dine handlinger; og elsk ydmyge ting”. Moder Maria Candida anså nemlig ydmygheden som den dyd, der med sikkerhed fører os til hellighed: “Sjælen vinder mere på at øve sig i ydmyghed end i at øve sig i de andre dyder. Men dette skal ikke gøres med ord, men skal vise sig i gerninger og endnu mere i at bære ydmygelser. […] Bare den ydmyge bliver ophøjet til hellighed”. Hellighed består jo i at være helt til Guds disposition, og så længe vi er fyldt af os selv, fyldt af hovmod og selvglæde, er vi ikke frie til at leve helt for Gud. Vort ego står i vejen for foreningen med Gud, og når vi stadig tror, at vi selv kan, giver vi ikke Gud frie hænder til at gøre og være alt i os. Når vi imidlertid i Guds lys ser os selv, som vi er, bliver vi endelig frie - vi bliver ydmyge og i ydmygheden hellige. Alt dette siger Moder Maria Candida på følgende måde: “Gud kan kun gøre store ting for den ydmyge. […] Den ydmyge formår alt, fordi han er afhængig af Gud og stoler på ham. […] Den ydmyge sjæl er en vase, som Gud fylder med sin himmelske nåde”.
Et liv i bøn.
Som karmeliternonne var Moder Maria Candidas liv helt centreret omkring bøn. Foruden at bede tidebønnerne har karmeliterne afsat to timer dagligt til indre bøn. Dertil kommer, at de med deres tilbagetrukne, strengt klausurerede liv forsøger at skabe det bedst tænkelige miljø for et liv i bøn. Som priorinde indprentede Moder Maria Candida bønnens betydning i sine døtres liv: “Bøn er fysionomien, sjælen i det karmelitiske liv, en karmelit uden bøn er utænkelig […]. En af de største sorger for en karmeliternonne som ser tilbage på sit klosterliv er at have bedt ilde og ikke været en bønnens sjæl”. Men hvad er så en bønnens sjæl for hende? Tre ord kan sammenfatte, hvad der for Maria Candida er forudsætningen for at nå ind i bønnens rum: Kærligheden, ensomheden og stilheden: “I ensomheden bliver sjælen fyldt af ham og taler med ham. Er det ikke nok for dig at tale med Jesus? Lev fredfyldt ved hans fødder og i hans nærvær og tag imod, hvad han end giver dig […]. I ensomheden har jeg taget imod den største nåde. Ensomheden drager mig så meget, fordi jeg håber at finde Jesus der […]. Lev derfor med Jesus, nær dig selv med Kærligheden og giv ham kærlighed […]. Lad alt i os være bøn, så at Jesus må blive kendt, elsket og æret, især i hans kærligheds sakramente”. Teresa af Avila sagde, at bøn er venskab med Gud, Maria Candida siger noget af det samme, når hun taler om bønnen som det “at leve under Guds blik”. Så enkelt er det at være en bønnens sjæl.

En helgens død.
Efter et langt liv som priorinde for sine søstre opdager man i 1947, at Moder Maria Candida har fået leverkræft. De sidste måneder af hendes liv bliver fyldt med mange smerter, og hun dør to år efter, den 12. juni 1949, festdagen for Den hellige Treenighed. Hun er da 65 år gammel. Den nat hun døde blev én af hendes medsøstre spontant helbredt for en voldsom eksem, som lægerne havde erklæret for uhelbredelig. Pave Johannes Paul II saligkårede Moder Maria Candida den 21. marts 2004.