HISTORIE  VORT LIV  KALD  SKAPULAR  TEKSTER  MESSE  BUTIK  LINKS

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

Marie-Antoinette de Geuser: Lad Gud gøre alt!

“O hvor man er lykkelig, når man har indset i hvor høj grad Gud alene er alt!”



Næsten samtidig med de to franske karmeliterhelgener Therese af Lisieux og Elisabeth af Treenigheden levede der - også i Frankrig - en tredje kvinde, der var inspireret af den karmelitiske spiritualitet. Marie-Antoinette de Geuser (1889-1918), som hun hedder, blev med sit skrøbelige helbred aldrig selv karmeliternonne, men gennem hendes liv og de breve, der er bevarede, fra hendes hånd, får man et enestående indblik i Guds renselse og fuldkommengørelse af et menneske. Gennem Marie-Antoinettes liv bliver karmelitermystikeren Johannes af Korsets lære om de mørke nætter og disses mål, den mystiske forening med Gud, anskueliggjorte på en meget konkret måde. Hendes evne til at sætte ord på sin åndelige udvikling er bemærkelsesværdig og kan være til stor hjælp for enhver, der på sin egen personlige måde erfarer Guds virken i sit liv.

Fra lidelse til kærlighed.
Allerede tidligt oplevede Marie-Antoinette megen lidelse. Som barn var hun genert og nervøs, og fysisk var hun ikke stærk. Som otteårig fik hun ledegigt, og hun havde problemer både med at sove og spise. Dette kan måske forklare noget af den overdrevne dragning mod lidelsen, der kendetegnede Marie-Antoinette i den første del af hendes liv. En anden del af forklaringen kan nok findes i den tid og det åndelige miljø, som hun levede i, hvor en usund fokusering på lidelsen ikke var unormal. En del af hendes åndelige modning bestod derfor i at få denne kærlighed til lidelsen ind i et sundere og mere balanceret leje. Hun beskriver selv, hvordan Gud viser hende, at hun gennem sin fokus på lidelsen er blevet bundet til den: “Med et blik fuld af kærlighed og barmhjertighed talte han disse ord til mig: “Hvordan kan man anvende et så lidt lydhørt redskab?” Jeg indså klart, at det var mig, som var dette redskab, og at manglen på lydhørhed lå i min overdrevne bundethed til lidelsen […]. Han bebrejdede mig, at jeg troede, at jeg altid skulle lide på denne måde; fordi jeg havde glemt, at hans åg var mildt og let; fordi jeg ikke troede tilstrækkelig på Kærligheden, og fordi jeg i alt for høj grad anså ham for at være en streng herre […]. Det forholdt sig virkelig sådan, at jeg søgte korset i alt for høj grad […]. Det er kun Gud, jeg må binde mig til”. Men der er også en anden dimension i hendes bundethed til lidelsen, som hun efterhånden forstår, at Gud ønsker at løse hende fra. Når man i for høj grad fokuserer på én ting, som i sig selv kan være god, levner man dermed også mindre plads til andre vigtige ting og giver ikke Gud frihed til at give én af hele sin fylde. Marie-Antoinette siger det på følgende måde: “Gud fordrede af mig, at jeg ikke længere skulle søge lidelsen eller det som var bedst, jeg skulle bare overgive mig helt og holdent til Kærligheden, uden at værdige mig selv et eneste blik […]. Jeg forstod, at foreningen med den korsfæstede Jesus ikke er den eneste vej, som leder til foreningen i Treenigheden, men at Kærlighedens Ånd var nærværende, og gennem ham blev jeg omdannet i Treenigheden selv”. Men denne udvikling bort fra en usund fokusering på lidelsen, betød på ingen måde, at Marie-Antoinette fra nu af mistede sin længsel efter lidelsen, men målet og motivationen for at lide fik hele sin vægt i kærligheden til Kristus og i foreningen med hans offer. Derfor kan hun også efter, at Gud har vist hende alt dette, skrive: “Intet her på jorden kan være mere lyksalig for mig end at dø for ham. Han åbenbarer for mig, hvor dyb hans offers mysterium er, og lader mig forstå, at han vil, at jeg skal blive ét med det. Stillet overfor dette Kærlighedens mysterium - “Jesus - Frelseren ofret for os” og “jeg ofret for Ham” i et og samme offer - vil jeg forblive tilintetgjort i Kærligheden for altid, tryllebundet som jeg er af lyset og fordybet i min tilbedelse. At være forenet med Jesus i hans frelsesværk er alt jeg drømmer om”.

Gud gør alt.
Kernen i Marie-Antoinettes frigørelse fra sin bundethed til lidelsen består i en større og større overgivelse til Guds vilje og forståelse af sit eget intet og af den store betydning af at lade Gud gøre alt. Fører Gud os gennem lidelsen, kan den blive til velsignelse for os, men søger vi den på en usund måde selv, forsvinder velsignelsen, fordi vi ikke længere er fuldt ud overgivet til hans vilje. Men denne totale døen fra selvet og ens egen vilje, denne bliven et intet, er langt mere smertefuld for egoet end selv den største selvpåførte lidelse, ikke blot fordi det er svært for os at give slip på os selv i fuld lydighed mod Guds vilje, men også, som Marie-Antoinette erkender, fordi vor kærlighed til ham netop længes efter at have noget at give ham: “Der eksisterer en slags fattigdom […] som Gud lader mig praktisere allerede nu. Det er den sande fattigdom, den som betyder, at man er berøvet alt og ikke har noget at give Gud. Den største vederkvægelse man har, når man elsker, er at kunne bevise det ved at give sig selv, men det formår jeg ikke, eftersom jeg er et intet. Det er ikke bare sådan, at jeg ingenting har, jeg er helt enkelt intet. Det er som om min sjæl er fuld af ild, jeg tror, det er Kærligheden. Og denne ild vil have noget at brænde op, den vil sprede sig, men jeg synes ikke jeg har noget, som kan brænde. Det er en tortur, som er umulig at beskrive, sommetider er det som om jeg skulle dø. Det eneste jeg formår er at overgive mig uden forbehold og lade mig fortæres helt til enden, uden at forsøge at forstå eller vide, om jeg bliver accepteret. Jeg tror ikke jeg skal gøre andet end at acceptere alt i fred, glæde og kærlighed, og når den brændende ild har fortæret alt, kommer Jesus selv og sætter sig i mit sted og giver den hellige Treenighed al den herlighed, taksigelse og kærlighed, som jeg så gerne vil give ham”. Med andre ord er den fattigdom og intethed, som vi kæmper imod, i virkeligheden vejen til ægte rigdom og storhed, fordi den, som lever i en sådan total overgivelse ikke længere er begrænset af sine egne sparsomme resurser, men lever i og af Guds uendelighed og grænseløshed. Man behøver ikke nøjes med at elske Gud med sin egen menneskelige, begrænsede kærlighed; men man kan elske ham med hans egen guddommelige, grænseløse kærlighed. Derfor skriver Marie-Antoinette også om denne opdagelse: “Siden jeg helt har tilpasset mig til Gud alene kan jeg bare følge direkte med og så at sige leve af hans handlen ved at vedblive at være helt tilintetgjort for at kunne give ham fuld frihed […]. Jeg tror, at om man af egen kraft ophøjer sig, støder man hurtig på en grænse p.g.a. ens egne kræfter, og om man opnår hellighed på denne måde, vil det aldrig være andet end en personlig og begrænset hellighed. Hvis man derimod stiger ned i sin egen elendighed ved at gøre sig til intet, så tror jeg, at man ved “jeg´ets” yderste grænse falder i hans favn, og det er, hvad der er den sande hellighed, hans egen”. Men netop det, som Marie-Antoinette har lært om lidelsen, gør, at hun nu heller ikke fæstner sig ved dette sit eget intet: “Jeg ser ikke længere på mit intet, på min urenhed, jeg vil glemme alt for at miste mig selv i Gud alene”.

Da elastikken sprang.
Tydeligvis har vejen til den fulde overgivelse til Guds vilje og til foreningen med ham været en lang proces, hvor Marie-Antoinette først kun glimtvis har forstået og kunnet leve i og af Gud, men efterhånden mere og mere. Disse glimt kan ind imellem virke frustrerende, fordi man ikke kan fastholde dem. Det som det ene øjeblik er en åbenbar indsigt, er det næste øjeblik omsluttet af mørke. Men selve det frustrerende ved ikke at kunne forblive i Gud er en stor nåde, fordi det langsomt lærer os, at alt beror på Gud. Helliggørelsesprocessen består ikke så meget i at gøre noget, som i at blive stadig mere åben, så Gud kan gøre det i os: “Jeg har ingenting gjort, men jeg tror også, at det er hans vilje, at jeg helt enkelt skal lade mig gøre”, siger Marie-Antoinette. Vægten tages mere og mere fra Marie-Antoinette og lægges på Gud: “Min stræben er ikke længere at træde ud af mig selv for at gå til Gud, men bare at forblive i ham. Jeg må snarere åbne mig mod himlen, end lukke af mod jorden. Jeg må fæstne blikket på ham mere end at anstrenge mig for ikke at se det skabte. I stedet for at glemme mig selv, skal jeg nu kun tænke på ham. I stedet for at ofre og fornægte mig selv, skal jeg nu bare se på ham og give ham hele pladsen. Jeg tror ikke længere jeg behøver at stræbe efter forvandlingen, men bare gøre den mere og mere strålende. Jeg tror, jeg skal betragte ham uden ophør, og det er ved at se på ham, at værket fuldendes”. Derfor kan hun da også en dag skrive: “Det ser for mig ud til, at jeg indtil nu har været lukket inde i mig selv, og når nåden fik mig ud af mig selv for at føre mig op til de højere regioner, var der altid en elastik, som trak mig tilbage til mørket. Men denne gang sprang elastikken, og jeg forblev i ham. Gud alene er mit Alt. Jeg ønsker intet andet og al min lykke er at omgås med de tre guddommelige personer, at tage del i den evige samtale, som foregår i Helligånden i kærlighedens enhed”.

I Treenighedens skød.
Disse sidste ord er karakteristisk for Marie-Antoinette, hvis mystik på en hel særlig måde er trinitarisk. Hun beskriver gang på gang, hvordan hendes åndelige udvikling består i mere og mere at blive optaget i Treenighedens samspil, eller som hun skriver: “Mit liv henrinder til stadighed i den lyksalige Treenigheds skød […]. Denne Faderens, Sønnens og Helligåndens uudsigelige forening henfører mig mere og mere, ja den indtager mig helt og holdent. Efter at være druknet i Kærligheden bliver jeg forvandlet i Kristus og dér får jeg lov at leve under Faderens blik. I dette møde, ansigt til ansigt, lærer jeg at kende og elske ham stadig mere. Alt hvad jeg er indrettes mod ham og forbliver i ham. Denne de guddommelige personers udelelige enhed gør, at jeg finder mit alt i Kristus. Det er i ham, at hans Ånd forener mig med Faderen”. Det er bemærkelsesværdig, hvordan denne unge ulærde kvinde formår at sætte ord på en af kristendommens største mysterier. Hun skriver “I Treenighedens skød bliver det tydeligt at alle Guds mysterier er forbundet med hinanden gennem et uudsigeligt bånd, selvom de er fuldstændig forskellige fra hinanden. Det er enhed uden sammenblanding og mangfold uden adskillelse”. Men lige så bemærkelsesværdigt er det, hvordan hun selv lever i og af dette mysterium, derfor fortsætter hun da også med at skrive: “Sjælen som betragter dette med et eneste blik lever også at det gennem en eneste akt […]. Den sjæl som lever i Helligånden, af Kristi liv og i Faderens skød bliver mere og mere bevidst om hvor uudsigelig og samtidig virkelig hendes Gud er”.