Det profetiske element i den karmelitiske karisme - Joseph Chalmers O. Carm

Oversat af Margot Johansen ocds

Alle kristne deler Kristi trefoldige ophøjethed – præst, profet og konge. Helt tilbage til vor ordens grundlæggelse har vi karmeliter haft et særligt profetisk formål, som stammer fra Elias-siden i vores spiritualitet.

Den kontemplative Elias skikkelse har haft en meget stor indflydelse på vores spiritualitet. Vi lærer af ham at lytte efter Guds stemme i det uventede. Gud var ikke i jordskælvet eller i den store ild eller den mægtige storm, men i lyden af en sagte susen, som man sagde i mange år, eller ”i stilheden” som vi normalt siger nu. Elias’ oplevelse har givet mod til mange generationer af karmeliter. Han troede på, at han talte i Guds navn, og at han havde vundet en forunderlig sejr på Karmelbjerget. Men han måtte også lære, hvordan Gud handler, og da hans sejr således ikke blev efterfulgt af endnu større medgang, men af alvorlige trusler på livet, blev han nedtrykt. Han vandrede ind i ørkenen, sad under et træ og ønskede, at han var død. Men Gud tillod ham ikke at give op. Herrens engel, som kan dukke op i mange forklædninger, gav ham den nødvendige styrke til at fortsætte rejsen.

Da han kom til Horebbjerget, måtte han lære, at Guds veje ikke er vore veje, og at Guds tanker er ikke vore tanker. Gud spurgte ham: ”Hvad vil du her, Elias?” (1 Kong 19,9). Elias svarede: ”Jeg brænder af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, for israelitterne har svigtet din pagt. Dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværd; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.” Herren, som kom til Elias i stilheden, mindede ham om, at der var mindst syv tusind mænd i Israel, som ikke havde bøjet knæ for Ba ‘al eller kysset ham.

I de senere år er Karmelfamilien blevet opmærksom på, hvor vigtig en inspirationskilde profeten Elias er i arbejdet for retfærdighed og fred. Han kontemplative erfaring tilskyndede ham til profetisk handling. Frygtløst fordømte han sin tids magtfulde folks handlinger, og han bragte lys over Guds Ord, når der blev syndet. Historien om Nabots vingård (1 Kong 21) er et godt eksempel på Elias’ profetiske handlinger. Kong Akab ønskede Nabots vingård for sig selv, men Nabot ønskede ikke at sælge sine fædres ejendom. Dronning Jezebel hånede sin mand og udfordrede ham til at vise, hvem der var den sande konge over Israel. Dronningen havde udklækket en djævelsk plan om uretfærdigt at beskylde Nabot for blasfemi og sikre sig kontrollen over vingården, mens Nabot var væk. Profeten Elias kom til stede, da Akab havde overtaget vingården, og han fordømte Akab for at misbruge sin autoritet. Dette var helt klart et meget modig træk.

I visse situationer kan det være meget farligt at forkynde Guds ord. Historierne om profeten Elias kan hjælpe os til at fokusere specielt på den profetiske side i vort kald. Vi ser en mand, som omsatte sin kontemplative erfaring til profetisk handling og derfor er et strålende eksempel for alle karmeliter, som er engageret i et aktivt apostolat.

Et vigtigt element i forkyndelsen af Evangeliet er arbejdet for retfærdighed. Dette har været understreget utallige gange i kirkedokumenterne. Men de, som arbejder for retfærdighed og fred, mødes ofte med manglende forståelse eller endda en fjendtlig indstilling fra deres egne brødre eller søstre. Hvorfor, er ikke nemt at forklare, men dette har forringet et meget vigtigt element i vort arbejde som troende.

Gud er ikke døv for den fattiges klage, og således må vi heller ikke være døve. Med profeten Esajas’ ord siger Gud: ”Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed og bryde hvert et åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.” (Es. 58, 6-7).

Vi lever i Guds verden, og skabelsen er blevet os betroet som Guds forvaltere. Dette betyder ikke, at vi har fuldstændig frihed til at bruge eller misbruge jordens værdier uden tanke for i morgen eller fremtidige generationer. Vi har visse rettigheder, men også visse forpligtelser over for den øvrige skabelse. Guds Ord bekymrer sig om hele livet og ikke kun åndelige ting. Guds mand Elias er på samme tid både kontemplativ og profet. Måske er det, fordi han var kontemplativ, at han kunne være profet. På denne måde er Elias et forbillede for alle karmeliter.

For os er Jesus Kristus det oprindelige forbillede på, hvad et betyder at være profet. Vi er først og fremmest Kristi efterfølger, og derfor skal vi søge at udføre hans lære hver dag. Jesus Kristus er præst, profet og konge, for i Ham er alle løfter og forpligtelser i Det Gamle Testamente opfyldt. Det Gamle Testamentes profeter proklamerede Guds Ord i bestemte situationer. De advarede og fordømte, men trøstede også folket i svære tider. De søgte at vende folkets hjerter mod Gud, og de talte med strenghed eller mildhed alt efter situationen.

Jesus Kristus er Guds Ord, Guds ja til verden. Ved hans død og opstandelse er vi løskøbte og genforenede med Gud. Ifølge profeten Esajas vender Guds Ord ikke tilbage til Ham uden at have fuldført, hvad det var sendt for at gøre. På en mageløs måde er dette sandt i tilfældet med Jesus Kristus, gennem hvem hele skabelsen endnu engang finder den vej, som leder til Gud. Profeterne beskrev det personlige forhold, som Gud havde til folket, ligesom et ægteskab. I Kristus er Gud og mennesket forenet på en måde, som går langt ud over, hvad profeterne talte om, og de kan aldrig skilles ad.

En profet er en person, som forkynder Guds Ord i særlige situationer. Stol ikke på en person, som ønsker at være profet eller som tror, at han eller hun er profet. En sand profet er en person, som er udsendt af Gud. Dette mandat giver en vis tillid, men også en dyb ydmyghed i erkendelsen af, at Guds valg ikke er baseret på fortjeneste, men at Gud vælger de svage og giver dem styrke til at vidne om Ham. Stolthed er tegn på en falsk profet.

Guds Ord er som et tveægget sværd, som trænger gennem marv og ben. Ofte er det først og fremmest meget ubehageligt for profeten, men altid for dem der lytter. Nogle er kaldet til at være profeter som dem i Det Gamle Testamente, men jeg tror, at dette er et sjældent kald. Ikke desto mindre er vi alle kaldet – gennem vort kristne og karmelitiske kald – til at deltage i Kristi profetiske hverv at bringe Guds Ord ind i alle de situationer, vi befinder os i.

Dette betyder ikke at finde en bestemt bibelsk tekst, som passer til situationen; men det betyder at give Gud plads til at forme vore hjerter, så de passer til Hans Ord, således at vor blotte tilstedeværelse bliver et Guds ord.

Alt dette er nemt at sige, men hvordan udfører vi det i praksis? Vi accepterede Kristi kalden til at følge ham med de bedste intentioner. Vi havde høje idealer og gavmildhed. Livserfaringen har måske med tiden ændret vore idealer noget, men forhåbentligt ikke tilintetgjort dem. Grundlæggende er alle kristnes mission den samme – at videreføre Kristi nærvær og arbejde i vor verden. Måden vi gør det på kan og skal ændre sig i takt med, at forholdene ændrer sig. Ingen enkeltperson eller religiøs gruppe kan alene helt afspejle eller helt repræsentere Kristi fylde, og derfor har hver enkelt orden sin egen særlige karisme, som repræsenterer en side af Kristi arbejde. Vi kan ikke ændre vor karisme, som mest af alt er Guds gave til os. Vor karisme definerer karakteren af vores deltagelse i Kirkens mission. Mission og karisme er nært forbundne.

Et vigtigt element i den karmelitiske karisme er den kontemplative side, som er nært knyttet til den profetiske dimension. Ved at imødekomme udfordringen fra den kontemplative dimension i vort kald, bliver vi et Guds ord i vort samfund, hvilket er profetens grundlæggende mission.

For at blive et Guds ord er det nødvendigt at gå ind i en indre forvandlingsproces og indvillige i Guds nærvær og handlen i vort liv. Dette er Guds arbejde, men Gud vil ikke gøre det uden vores accept. Denne proces kan være smertefuld, fordi vi gennem den begynder at se os selv, som vi virkelig er, og ikke som vi gerne vil være. Den store fare ligger i, at vi vil forsøge at undgå dette møde med os selv, fordi vi ikke ønsker at acceptere, hvad der bliver åbenbaret for os. Denne forvandlingsproces betyder, at det falske i os opløses, så at vort sande jeg kan fødes.

Det falske selv er et forsvar, som hver enkelt af os konstruerer rundt om os selv imod en erkendt fare, som er en trussel mod vort behov for agtelse, vort overlevelsesinstinkt og vort behov for kontrol over vore omgivelser. Hvis vi føler, at disse grundlæggende, menneskelige behov ikke bliver tilfredsstillet, og at de aldrig vil blive tilfredsstillet, fordi de er umættelige, at de aldrig kan få for meget af noget godt, vil vi forsøge at tilfredsstille dem, ligegyldigt hvilken måde der er åben for os. Vi vil søge agtelse og hengivenhed hos vore familier og venner, hos medlemmer af vores samfund, hos vore overordnede, hos de mennesker vi tjener i vort apostoliske arbejde. Vi vil søge efter tegn på tryghed alle steder. Vi vil søge at have kontrol over vort eget liv og også over de menneskers liv, som kommer ind i vores indflydelsessfære.

Det falske selv er udspekuleret og kan finde en hel hær af grunde til ikke at ændre sig. Det er endnu mere udspekuleret, når det lykkes det at overbevise os om, at det ikke eksisterer. Det falske selv er fuldstændigt tilfreds, ligegyldigt hvilken livsform det befinder sig i. Det kan bruge en religiøs vane – det gør intet – det ændrer simpelthen sin arbejdsmåde. I Evangeliet hvor Jesus siger, at man skal miste sit liv for at kunne finde det, er det det falske selv, der skal dø, for at man kan opdage sit sande selv, som er skabt i Guds billede. Men vi ønsker ikke at miste dette falske selv, fordi det er det eneste selv, vi kender. På grund af dette er den åndelige rejse, som er simpel, på samme tid meget vanskelig.

Vi opfylder ikke vort profetiske kald ved kun at prædike, eller når vi arbejder med de fattige og udstødte, hvor vigtigt dette arbejde end er. Vi opfylder vort profetiske kald, når vi bliver Guds ord, og dette involverer en død i lyset af en opstandelse, et nyt liv i Guds billede.

Det Gamle Testamentes profeter talte til fantasien. De bad folket forestille sig en anden mulig fremtid. For eksempel talte profeterne Esajas og Mika i en tid med krig om en tid med fred ”De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig” (Mika 4,3). Når fremtiden er meget mørk, bringer profeterne håb. Men for at kunne gøre dette, er det nødvendigt at kunne se ud over den nuværende situation, til den virkelighed der ligger nedenunder. Det er denne tro, Jomfru Maria udtrykker i Lovsangen, hvor hun ser de mægtige styrtet fra troner, de sultende mættet med gode gaver og de rige sendt tomhændet bort, mens de, som kun ser de ydre omstændigheder, tror, at det modsatte er sandt.

Karmel er berømt for sin marianske hengivenhed, som bliver udtrykt på mange måder. Den mest betydningsfulde hengivenhed er at være i overensstemmelse med genstanden for vor hengivenhed. –Titus Brandsma sagde, at en karmelits kald er at være en ny Maria. Marias ”Ja” gav Kristus det nødvendige rum til at blive født. Gennem hende har Gud nu et menneskeligt ansigt.

Vor hengivenhed for Maria må ikke stoppe ved, at vi efterligner hendes dyder, skønt dette er meget vigtigt. Vi skal tillade Kristus at vokse i os, således at vi bliver forvandlet i ham og med Paulus kan sige ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal. 2, 20). På denne måde vil vi blive et Guds ord, et tabernakel for Guds tilstedeværelse i verden. På denne måde vil vi leve vores profetiske kald.

Jeg tror på, at den hellige Thérèse af Lisieux var en profet udsendt af Gud for at minde verden om Evangeliets enkelhed, dengang det var uforståeligt på grund af menneskets ideer om hellighed. På Thérèses tid blev der lagt stor vægt på moralsk fuldkommenhed og renhed som en betingelse for at kunne nærme sig Gud. På den måde var det åndelige liv hårdt og temmeligt ubarmhjertigt.

Thérèse vidste, at hun ikke kunne bestige de høje bjerge af åndelig fuldkommenhed; men hun blev ikke modløs, men overgav sig selv til Guds Barmhjertige Kærlighed, som løfter de små op til bjergets top. Ved at overgive os selv i Guds hænder med ønsket om at blive, hvad Gud ønsker os at være, stiller vi os helt til Guds disposition. På den måde bliver vi et Guds ord i hver eneste situation, vi befinder os i. Dette kan betyde, at vi er kaldet til at gøre noget meget vigtigt eller måske, at vi vil blive glemt af alle. Husk på Thérèses eksempel med de forskellige slags blomster, som alle glæder Gud. Nogle blomster er større og smukkere end andre eller har en skønnere duft, men Gud glæder sig over dem alle. Opfyldelsen af vort profetiske kald som medlem af Karmelfamilien er en stor udfordring for os alle, men det er ikke noget, vi kan gøre med vore egne kræfter. Vi vil være tro mod vort kald, for så vidt som vi samtykker i Guds rensende og forvandlende handlen i vort liv. Gud vil tilpasse og forme os til at blive Hans ord. Jomfru Maria er det bedste eksempel, vi har i denne proces.

Som Thérèse sagde, ”Hellighed består ikke i denne eller hin fremgangsmåde. Den består i en hjertets indstilling, som gør os ydmyge og små i Guds arme, opmærksomme på vor egen svaghed og dristigt overbeviste om Hans faderlige godhed. ” (NV)