HISTORIE  VORT LIV  KALD  SKAPULAR  TEKSTER  MESSE  BUTIK  LINKS

   

 

 

 

Thérèse blev født den 2. januar 1873 i den nordfranske by Alençon som niende og sidste barn i familien Martin. Hendes far, Louis, var urmager og moderen, Zélie, fremstillede og solgte kniplinger.
Familien Martin blev – selv efter den tids målestok – udsat for usæd vanligt mange tragiske begivenheder, som de næppe var kommet
igennem uden den stærke tro, der prægede hjemmet. Således døde 4 af Thérèses søskende allerede inden hun kom til verden. Også Thérèse var ved at dø som spæd og overlevede kun ved i næsten et år at blive skilt fra sin familie og anbragt hos en amme i en nærliggende by.

 

  Knap 5 år gammel mistede Thérèse sin mor, der døde efter få
måneders kamp mod en kræftsygdom. Hermed forandredes den
lille Thérèses glade og lyse sind, og hun blev med ét stille, genert
og overdrevent følsom. Moderens død fi k familien til at bryde op
og fl ytte til Lisieux, hvor morbroderen boede med sin familie. Her
lykkedes det for Louis Martin at opbygge en ny tilværelse for sig
selv og sine 5 døtre.
Men den følsomme Thérèse har svært ved at falde til i skolen,
og hun bliver syg af sorg, da hendes søster Pauline i 1882 beslutter
sig for at indtræde i Karmel i Lisieux. Hun får feber, voldsom
hovedpine og bevidsthedsforstyrrelser. Ingen kan stille noget op
overfor denne sygdom, før Thérèse mirakuløst helbredes, da hun
selv i yderste nød henvender sig til Jomfru Maria.
Hun lider dog efterfølgende fortsat af skyldfølelse og af en sygelig
overfølsomhed, der får hende til at briste i gråd ved den mindste
anledning. Igen bliver hun helbredt på underfuld måde efter
midnatsmessen 4 år senere ved det hun selv kalder »julenåden«:
Jeg følte kærligheden trænge ind i mit hjerte, trangen til at glemme
mig selv for at glæde andre, og lige fra det øjeblik var jeg lykkelig !
Thérèse træffer nu beslutning om at ville indtræde i Karmel så
snart hun fylder 15 år. Denne beslutning støder på stor modstand,
for snart sagt alle mener, at hun er alt for ung og alt for skrøbelig
til det strenge klosterliv. Thérèse viser i denne situation for alvor
sin ufattelige udholdenhed og beslutsomhed. Ingen forhindringer
skal sætte en stopper for hendes drøm, og hun involverer endog
selveste paven i sin kamp. Den bærer frugt den 9. april 1888 da hun
indtræder i Karmeliterklostret i Lisieux. Hun er 15 år og tre måneder.

At hendes kald til Karmel er alt andet end en sværmerisk ungpigedrøm
viser sig fra starten. Hun siger selv, at hun indtræder i
Karmel uden illusioner. Hun forventer en ørken, og hun fi nder en
ørken. Men ørkenen er jo netop det sted, hvor Gud helst åbenbarer
sin kærlighed, sin trofasthed, sin omsorg (jf. 2 Mos 12ff.). Thérèse
elsker Gud, og hun er sikker på, at hun med sin kærlighed vil
kæmpe sig frem til fuldkommenhed og hellighed. Og kamp bliver
det fra starten: konstant tørke under bønnen, hendes elskede fars
langvarige demenslidelse, hendes skrøbelige fysik, der gør vinteren
i det uopvarmede kloster til en enorm prøvelse.

Som tiden i klostret går, bliver det klart for Thérèse, at hendes
»erobringskrig« er håbløs. Hun forstår, at hun aldrig ved egen kraft
vil kunne besvare Guds kærlighed. Hun forstår, at hendes svaghed
ikke er forbigående, men konstitutionel, permanent. Hendes store
opdagelse er, at al denne svaghed ikke er en ulempe i forholdet til
Gud – tværtimod. Guds kærlighed er barmhjertig – han har for
altid tabt sit hjerte til de arme, de fattige, de små. Svagheden er
derfor ikke kilde til modløshed, men er for Thérèse tværtimod kilde
til håb under alle forhold. Thérèse viser, at svagheden kan blive ens
største styrke (jf. 2 Kor 12,10). Men det kræver, at man accepterer
sin svaghed, at man tør vise den frem, at man konstant står med
tomme hænder og blikket rettet mod Gud.
Natten til langfredag 1896 begynder den sidste etape af Thérèses
kamp. Hun får sin første blodstyrtning som tegn på, at døden er
forestående. Dette er i sig selv kun kilde til glæde for Thérèse, for
døden er jo den endelige forening med Brudgommen, med Jesus.
Døden er at træde ind i livet. Men få dage senere indhylles hendes
sjæl i tæt mørke, en trosnat, der skulle vare lige til døden 18 måneder
senere. Der rejser sig en mur mellem Thérèse og den himmel
hun så intenst længes efter. Hendes sidste måneder former sig som
én lang fristelse: at døden for hende blot vil føre til intethedens
endeløse nat, at hun ikke vil få Gud at se. Men Thérèse vil tro. Hun
falder aldrig for fristelsen til at tvivle. Jo tættere mørket bliver, jo
mere indædt bekender hun sin tro ved at bede Jesus om hjælp
og udføre troens gerninger. På sidste side i sin lille bog med de 4
evangelier skriver hun Trosbekendelsen med sit eget blod: Hendes
forening med Kristus er nu så intens, at hun tager del i hans frelsebringende
lidelse og lader sig omslutte af det mørke, der sænkede
sig over hans sjæl på Golgatha (jf. Mk 15,34).
Denne trosnat giver Thérèses budskab universel karakter. Hun
er ikke kun rejsefører og vejviser for alle de kristne, der allerede
deler hendes længsel efter fællesskab med Gud. Også agnostikere
og ateister vil fi nde lys hos Thérèse. Hendes sidste lidelse er på en
gang stedfortrædende, idet den kompenserer for verdens manglende
tro, og eksemplarisk, fordi den giver mod til alle, der på den
ene eller anden måde lider under vaklende tro eller er helt uden.Thérèse dør hen på aftenen den 30. september 1897. Hermed
træder hun ikke bare ind i livet, men også ind på en arbejdsplads,
for Thérèse har for altid glemt sig selv og lever kun for andre, for
Gud og for os. Som hun har levet sit liv i hengivelse og forbøn for
verden, sådan vil hun tilbringe det indtil verdens ende:

Fra ”Selvbiografiske skrifter” (af Thérèse af Jesusbarnet)

I Kirkens hjerte skal jeg være kærligheden

Under bønnen drev ønskerne mig til at gennemlide et virkeligt martyrium, og jeg åbnede Paulus’ breve for at søge et svar. Mit blik faldt på det første korinterbrevs tolvte og trettende kapitel. I det første læste jeg at ikke alle kan blive apostle, profeter, lærere osv., at Kirken er sammensat af forskellige lemmer og at øjet ikke på samme tid kan være en hånd…
Svaret var klart, men opfyldte ikke mine ønsker og gav mig ingen fred.
Uden at miste modet læste jeg videre og fandt lindring i denne betragtning: ”Stræb ivrigt efter de nådegaver, som er størst. Men nu vil jeg vise jer en yderligere vej, en overmåde herlig vej.” Og så forklarer apostlen at de største gaver intet er uden kærligheden, at kærligheden er den ypperste vej, som med sikkerhed leder til Gud.
Endelig havde jeg fundet ro. Da jeg betragtede Kirkens mystiske legeme, havde jeg ikke genkendt mig selv i nogen af de lemmer, som Paulus beskriver, eller rettere sagt, jeg ville genkende mig i dem alle… Kærligheden gav mig nøglen til min kaldelse. Jeg forstod, at hvis Kirken har et legeme, som består af forskellige lemmer, så kan den ikke mangle det ædleste og nødvendigste. Jeg forstod, at Kirken har et hjerte og at dette hjerte brænder af kærlighed. Jeg forstod, at kun kærligheden får Kirkens lemmer til at handle, at hvis kærligheden slukkede, ville apostlene ikke længere forkynde evangeliet og martyrerne nægte at udgyde deres blod…
Jeg forstod, at kærligheden indeslutter alle kaldelser, at kærligheden er alt, at den omfatter alle tider og alle steder, kort sagt, at den er evig!…
Da udbrød jeg i min overvældende glædesrus: O Jesus, min Kærlighed, endelig har jeg fundet mit kald, mit kald er Kærligheden!
Ja, jeg har fundet min plads i Kirken, og det er dig, min Gud, som har givet mig den: i min moder Kirkens hjerte skal jeg være kærligheden, og dermed bliver jeg alt… min drøm bliver virkelighed!

Jeg dør ikke, jeg træder ind i Livet.

Thérèse af Jesusbarnet