HISTORIE  VORT LIV  KALD  SKAPULAR  TEKSTER  MESSE  BUTIK  LINKS

 

Elisabeth af Treenighedens bøn


Hvor lykkelig man er, når man lever i et inderligt forhold til Gud, når man finder Mesteren i dybet af sin sjæl. Da er man aldrig mere alene og man har brug for ensomhed for at glæde sig over denne tilbedte Gæstes nærvær.

 

At bevare sin kraft for Herren, det er at skabe enhed i sit væsen ved hjælp af den indre stilhed. Det er at samle alle sine kræfter for alene at anvende dem til at øve kærlighed. Det er at have dette enkle blik som tillader lyset at oplyse os med sine stråler.                         

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                    

 Elisabeth af Treenigheden:  Den indre celle.

Barndom.
Søndag 18. juli 1880 fødtes Marie-Elisabeth-Joséphine Catez som den første af to døtre. Søsteren, Marguerite kom til knap tre år senere, den 20. februar 1883. Deres far, Joseph Catez, var officer og døde, da Elisabeth var 6-7 år gammel. Moderen, Marie Rolland, var en følsom og from kvinde, som var højt elsket af datteren, hvilket kommer klart frem i hendes breve fra klostret. Begge forældre var forholdsvis gamle, da de fik Elisabeth, moderen var snart 34 år gammel, mens faderen allerede var 48 år. Elisabeth var en viljesstærk og bestemt lille pige, hvilket en episode fra hun var to år illustrerer. Hendes dukke Jeanette var blevet udlånt til at skulle være Jesusbarnet i krybben til en særlig messe. Men bedst som præsten skulle give velsignelsen råbte Elisabeth rasende: “Dumme præst, giv mig min Jeanette tilbage”. Da hun blev ældre talte hun om sin “forfærdelige karakter”. Men denne voldsomme karakter rummede også evnen til lidenskabelighed, helhjertethed, hengivelse og evnen til med tiden at glemme sig selv. Allerede som ganske ung, før hendes førstekommunion, forstod Elisabeth ikke, hvordan man kunne give sit hjerte til nogen anden end Gud, og hun besluttede allerede dengang ikke at elske nogen anden end Gud og at leve kun for ham. Senere beretter hun om en oplevelse, hun havde, da hun var nogle år ældre: “Jeg var næsten 14 år, da jeg en dag under taksigelsen følte en uimodståelig trang til at vælge ham som min eneste brudgom, og uden at tøve bandt jeg mig til ham i et jomfruløfte. Vi sagde ingenting til hinanden, men vi gav os til hinanden med en så stor kærlighed, at min tidligere beslutning om helt og holdent at være hans blev endnu mere definitiv”.

“Gør mig til en karmeliternonne i mit indre”
Næsten ved samme tid begyndte Elisabeth at føle en indre dragning mod klosterlivet og mod Karmel, men moderen satte sig imod. For nuet accepterede Elisabeth, at hun måtte leve som karmelit i verden. Under en retræte skriver hun: “Da jeg ikke kan bryde med verden og leve i din ensomhed, så giv mig i det mindste hjertets ensomhed. Lad mig leve forenet med dig i mit indre, Herre! Intet skal få lov at tage min opmærksomhed fra dig, gør at mit liv bliver en stadig bøn! Er jeg med på sammenkomster og fester, så består min trøst i at samle mig i mit indre og blive delagtig i dit nærvær. […] Gør mig til en karmeliternonne i mit indre, thi dér kan jeg være det og vil jeg være det”. Under samme retræte skriver hun: “Jeg beder […], at jeg alene må kunne leve i mit indre, i den celle, som du byger i mit hjerte, i dette lille hjørne af mig selv, hvor jeg ser dig, hvor jeg fornemmer dig så tydeligt […]. Lad mig gå op i dig!”. Netop denne opdagelse af “den indre celle” gør den senere karmeliternonnes budskab så vigtig også for de troende katolikker i verden, som længes efter et tættere fællesskab med Gud. Elisabeth siger selv om denne opdagelse: “Vi bærer vores himmel indeni os […]. Det synes mig som jeg har fundet min himmel på jorden, eftersom himlen er Gud, og Gud bor i min sjæl. Den dag, da jeg forstod dette blev alt klart for mig, og jeg ville ønske, jeg kunne hviske denne hemmelighed til dem jeg elsker, så de også kan klynge sig fast til Gud gennem alt”. I dag er Elisabeths ønske gået i opfyldelse langt udover, hvad hun nok havde tænkt på, da hun skrev dette. Nu hvisker hun budskabet til os, så vi kan lærer at leve i ensomhed og stilhed med Gud midt i al ydre og indre larm.

Klosterindtrædelse.
Elisabeths budskab er imidlertid ikke blot til dem, der føler et kald til at leve i verden. Også for dem, der går med en længsel efter og et kald til klosterlivet, viser Elisabeth vejen til at leve dette klosterkald i nuet. Hun viser, at den bedste forberedelse til klosterlivet er at overgive sig til Guds vilje, rette sit blik mod Jesus og gå ind i sin indre celles ensomhed. Hendes opdagelse af denne celle og hendes træning i at leve dér, var jo netop for hende en forberedelse ikke til at skulle blive i verden, men til senere at skulle gå i kloster.
Som 21-årig får hun endelig sin mors tilladelse til at indtræde i Karmel, og netop fordi hun allerede har levet i fortrolighed med sin brudgom i den indre celle, kan hun nu udbryde: “Jeg kaster mig i hans arme som et lille barn”. Elisabeth af Treenigheden, som hun nu hedder, er lykkelig. Mens hun er postulat, skriver hun til sin mor: “Om du kunne læse i min sjæl, om du kunne se det som kommer mig til del i Karmel, al lykke, dyb lykke, lykke, som kun Gud ved om! […] Om du bare for et øjeblik kunne se alt dette, skulle du ikke kunne andet end glæde dig, eftersom jeg behøvede dit “ja” for at kunne komme til denne lille vrå af himlen. Tak for at du sagde det så modigt, tak endnu engang”. Men kort efter Elisabeths iklædning i 1902 kommer hun ind i en tid af åndelig mørke. Mens hun er i dette mørke skriver hun: “En karmeliternonne er en sjæl, som har skuet den Korsfæstede, som har set ham frembære sig selv til sin Far som offer for sjælene. Når hun mediterer og betragter Kristi store kærlighed, så har hun forstået lidelsen i hans sjæl og vil give sig ud som ham”. Hendes mørke er denne delagtighed med Kristus, og midt i dette mørke i novicetiden får hun hjælp fra sin erfaring af at leve kun i tro, som hun fik allerede, mens hun levede i verden. Allerede dengang skrev hun: “Det er meget svært, efter tidligere at have erfaret ham så nær. Men troen siger mig, at han er der trods alt, og hvad skal de trøsterige følelser tjene til? De er jo ikke Ham. Og det er alene ham vi søger. Lad os da gå til ham gennem ren tro”.

Kristi brud.
Den 11. januar 1903 oprinder så endelig den dag, hvor Elisabeth for altid vier sig til ham, hun allerede som barn havde lovet sig ud til. Til sin søster skriver hun, hvad dette betyder for hende: “At være brud, hvad lader dette navn os ikke ane om at give og modtage kærlighed, om fortrolighed, om troskab, om absolut hengivelse! At være brud, det er at være udgivet, som han har udgivet sig selv. At være brud: det er at tilbringe hele livet hjerte-mod-hjerte. Det er at leve med … altid med. At være brud: det er at fæste sine øjne i hans, at fiksere sine tanker på ham, at have ladet ham lægge beslag på ens hjerte, at være helt erobret, at ligesom helt være gået ud af sig selv og gået over i ham, at have sin sjæl fuld af hans sjæl, fuld af hans bøn; det er at i hele sit væsen være blevet fængslet og givet bort”.

Gennem lidelse og død til Livet.
Men at være viet til Kristus betyder også at være Den korsfæstedes brud, det betyder at dele alt med ham, som man elsker, og det betyder derfor også at blive forenet med Jesus i hans lidelse og død. Elisabeth beskriver denne længsel efter at blive som den elskede, også i lidelsen, på følgende måde: “Min drøm er at jeg, inden jeg dør, bliver forvandlet til den korsfæstede Jesus”, og det er netop, hvad der sker. Efter at hun har levet i Karmel i blot fire år, bliver hun syg af en lidelse, som bogstaveligt tærer hende op indefra. Det var den såkaldte Addisons sygdom, hun led af, en sygdom, hvor man bl.a. får indvortes sår. Hendes læge sagde således om hendes tilstand, kort før hun døde: “Hun er intet andet end ét indvortes åbent sår”. Men midt i denne forfærdelige lidelse kan hun sige: “O Kærlighed, Kærlighed! Du ved, at jeg elsker dig og længes efter at kunne se dig! Du ved også, hvordan jeg lider. Alligevel er jeg rede til at leve endnu 30, 40 år, om du vil. Udtøm hele mit væsen for din æres skyld. Må det blive udgydt dråbe efter dråbe for din Kirke”. I sin lidelse bliver Elisabeth på ny en lærermester for os i, hvordan vi kan leve i Guds nærvær. Hun siger: “Jeg er mere overvældet af lykke end af smerte. Min mester har mindet mig om, at dette er min bolig, og at jeg ikke selv skal vælge min lidelse. Jeg kaster mig altså sammen med ham i den umættelige lidelse med megen frygt og angst […]. Han er her og holder mig ved selskab og hjælper mig at lide, lærer mig at overvinde min smerte for at kunne hvile i ham. Gør som jeg, så vil du se, hvordan alt bliver forvandlet”. Med andre ord: vejen til hvile i forening med Jesus er den fulde overgivelse til Guds vilje i alt. Selv dér hvor længslen efter at se Gud og være hos ham i herligheden er det eneste ønske, man har tilbage, må man overgive også dette ønske til hans vilje, for at nå til foreningen med ham. Derfor er noget af det sidste Elisabeth siger, inden hun dør: “Jeg finder ham på korset, det er dér han giver mig liv”. Tidligt den 9. november 1906 går Elisabeth gennem døden til Livet. Hendes sidste ord er: “Jeg går til Lyset, til Kærligheden, til Livet!”. Elisabeth af Treenigheden bliver saligkåret af pave Johannes Paul II den 25. november 1984.